Her på fortællinger 2 vil der nu, skrives nogle helt nye historier, fra dengang.
Så vil det bliver meget bedre, at finde de sidste fortællinger med, som er skrevet her i 2017 Jeg forventer ca. 3 fortællinger pr. måned, over de første 4 måneder.
Men der kan komme flere, da jeg har samlet nogle notater sammen, de sidste 2 år.
Husk at få kørt nogle ture og slappe af:
Lad os håbe på en god sommer, at vi husker at vi tar os lidt tid til´, at få kørt noget her i år. At så det ikke kun, bliver ved snakken. Når så det bliver til vinter igen, kan sige til dig selv, fandens, at jeg ikke lige fik kørt det, jeg så gerne havde villet.
Jeg har det på denne måde, bliver det hele lidt for meget for en, er der mange der skal ud i byen og få sig en ordenlig kæp i øret. Det kan også en gang imellem være godt, men de fleste gange kan jeg have det på denne måde, en tur på motorcyklen, få stressen blæst ud af kroppen, det giver afslappelse og man er faldet ned igen og er parat til hverdagens gøremål.
Om den tid der var:
Jeg er glad for, at netop Du , læser om den tid som var engang, om dem som har kørt motorcykel, om deres oplevelser her i vores område. Du får jo den viden, om den tid, kan fortælle historien videre til den næste generation. Jeg starter der helt tilbage fra 1957 om den tid og frem, som jeg selv husker det fra min drenge tid fra “Æ Kloster” . Jeg er også glad for, at kunne bringe den tid videre, at fortælle om de små oplevelser og historier, fra Haderslev.
Fra dengang, om de små oplevelser vi havde på godt og ondt, hvordan tiderne virkelig var dengang. Hvordan vi levede og måtte få det bedste ud af tilværelsen. Alle de store mennesker, i vores samfund, bliver der skrevet meget om, men her, er det om ganske almindelige mennesker, fra området.
Med den samme interesse for motorcykler. Et stort minde om dem, som ikke er til mere, som har kørt deres sidste tur, dem der var med i tiden, som jeg her nævner og fortælle om, i de fortællinger, der er skrevet om og som kommer ud i fremtiden.
De vil nu på denne måde, aldrig blive glemt, deres minde vil forsat leve, mange skriver bøger om motorcykler, om modeller , om de forskellige mærker, teknisk detaljer, Men her er det om den tid hvordan man levede og om de mennesker der er nævnt, fra de forskellige perioder, hvor de er med fortællingerne og med deres hobby, nemlig med deres motorcykler.
nr. 1
Dommen fra Kolding ret.
Da jeg var helt ung ca. 13 til 14 år og var på ferie i Haderslev fra Skovlunde på Sjælland, hvor jeg boede fra jeg var 11 år til jeg var 15 år gammel, sener var jeg der over igen, fra jeg var 21 til jeg var 23.
Når jeg kom til Haderslev følte jeg, som det var at komme hjem igen. Det første jeg skulle, var så ud på city bar og se på motorcykler, der altid holdt uden for city bar, i en række og så hurtig ind og snakke med motorcykel gutterne.
Den er nu væk, den var der ude i Storegade, hvor nu Bredgade er i dag. Der talte jeg tit med Carsten, han blev kaldt af byens drenge, nitte Carsten. Det var den gang man havde “kuffertsøm” på læder jakken som jeg jo også fik, så var man jo en hård nitte og barsk at se på, mente alle vi drenge.
Carsten spurte en dag, om jeg ville en tur med om og hilse på Aksel, på by stationen, jo det ville jeg da godt. Da vi kom der om, sagde han nu kan du hjælpe, med at vinke til ham, der stod vi så på perronen og vinkede sammen til Aksel, som derover på den anden side af togbanen, hvor fængslet lå. Der og øverst oppe, stod han ved et tremme vinduet og vinkede tilbage.
Aksel var inde og sidde, på grund af hans kørsel på motorcykel. Det var for at køre for hurtig og dømt, for at køre fra graven igennem porten ud til stormklokken meget hurtig, havde forskrækket folk der i blandt en betjent. Meget sener der i 2001 fik jeg at vide, at han var dømt i Kolding retog hans kammerat (Nasser) Svend Bojsen (død) var de kørt der op, sammen på deres motorcykler.
Da Aksel havde fået sin dom, herved havde mistet, hans køre kort for en tid. Var de så smarte, at bytte om med deres motorcykler, da de skulle køre tilbage til Haderslev igen. Ja De var sku meget heldige, i hele det forløb ,der her efter skete. Politiet var jo rigtige smarte og kloge, så de stod lige uden for Kolding, for at at stoppe og give Aksel endnu mere i straf, de søde og venlige mennesker, som de nu en gang er.
Politiet fik så standset Aksels motorcykel, efter hans nr. plade. Men det fik de ikke noget ud, af da de jo ikke kunne gøre Aksel noget, da det jo var Nasser der kørte den. Aksel var jo kørt på Nassers Triumph til Haderslev. Da så hans cykel der var vinket ind og blev stoppet med Nasser på.Hvad kan man lære af det. Nogen var kloge og andre var forud, med hvad kunne ske og de kloge fik her med en lang næse.
Fortællingen her, har alle fra den gang grinet meget af, når den blev fortalt igen og igen, i mange år.
nr. 2.
Samling stedet, om natten:
Den store brød på torvet:
En aften, ja en nat, ved kl. 1.00 da jeg kørte hjem fra pigen, kom jeg over torvet som vi jo altid gør, for at få en lille sludder for en sladder med et par af gutterne. Da det jo dengang altid stod fra 3 til 6 personer der oppe på torvet. Da jeg ankom på min Triumph Tiger 100 SS og parkerede var der ved siden af 4 andre motorcykler.
Der var der to gutter, der drillede en rigtig stor brød, Jeg kunne mærke på ham, at ikke alle kopper var på den rigtige plads i skabet. Jeg fik så stoppet de to, der drillede. Manden var en blanding af klokkeren fra nortradam og King kong. Hvis de havde drillet ham ret meget længer, var han måske gået amok, hvis han da havde opfattede, hvad de havde gang i.de tøsedrenge.
Jeg ville tro, at han var så stærk, at han kunne rive armene af hans plageånder/så det var virkelig farlig for dem og deres helbred. De var sku også for dumme, til sådan, at udforske skæbnen på den måde.
At de ikke selv kunne se, eller føle det. Jeg har altid foragtede at de folk, der driller dem, der ikke kan gøre for det, syge eller handikappet, så er de sku tøsedrenge, i mine øjne. Jeg jagede dem væk og lovede dem en gang tæsk, hvis jeg nogensinde hørte, om en gentagelse med folk, det ikke kunne gøre for det.
Jeg fik en samtale med manden, han var ulykkelig for at han ikke var blevet afhentet. Han skulle være afhentet efter en film i Kosmorama, når den var færdig. Han fortalte, at han havde været til syv forstilingen, havde nu ventet på en taxa fra Vojens som skulle hente ham kl. 21.00. Den var bare ikke kommet endnu, så han vidste ikke, hvad han skulle gøre.
Jeg ringede til taxa vognmanden, han undskyldte sig mange gange, at han havde glemt at afhente ham, at han nu ville få ham afhentet med det samme. Noget helt andet var, havde han gået amok på de to plageånder, ville de to nok slippe fri, men han var jo nok endt, på en anstalt.
nr. 3
En snak med vognmanden:
Jeg fik en snak med vognmanden mens hans chauffør var på vej, med taxa til Haderslev. Han fortalte mig, at det store brød arbejde på en gård, på Vojens kanten og passede helt alene et par og tredive kør+ ung kvæg, alle 7 dage i ugen. At han boede oven på stalden, i et lille koldt hummer, når det blev for koldt der oppe, gik han ned i stalden og sov i høet ved en ko, der kunne han få varmen.
Bonden hvor han arbejde hos, fik penge for at have ham + lommepenge til ham. Jeg spurte så vognmanden, hvor meget han fik til sig selv? Han svarede; at fik ikke selv penge, men han var meget lykkelig, for at passe dyrene, kendte dem alle ved navn. Som den store selv fortalte, så stod de nu og savnede ham, som han også savnede dem. Nu var det kun 4 til 5 timer til, at han skulle røgte dem.
Fik også fortalt stolt, at han fik 2 pakker tobak til hans pibe om ugen, en gang i måneden en tur i biografen, med en taxa. Maden han fik, blev sat over i stalden til ham 3 gange om dagen, han fortalte også, at han var meget glad for arbejdet og blev næsten altid mæt.
Jeg spurte, om det var noget jeg kunne gøre for ham, måske at han kom et andet sted hen, med hjælp fra den institution, der havde fået ham derud. Men det ønskede han ikke, for så ville han komme til at savne hans dyr, så han ønskede ikke at få hjælp.
Ja det er en sørgelig fortælling for os andre, men han var tilfreds, med sin tilværelse. I hans stor krop, var der endnu et større hjerte, for dyrene, som han gav sin kærlighed til, det var nok gengæld tog gav dem sammen en form af tryghed. Det var noget andet med mennesker, der bare behandlede ham, som det bare lort.
Men når man nu tænker på, hvor meget han var blevet udnyttet. Bonden fik penge for at have ham, i hver måned og til kost og logi til tøj og lommepenge til ham+ for at passe ham? Tøj? Da jeg mødte ham i Haderslev havde han arbejdstøj på. Ja den gang var der altid nogle, der kunne få alt gratis, arbejdskraft 7 dage i ugen, for slet ingen løn.
Men at hans arbejdsgiver, fik alle pengene og administreret dem, som han ville. Jo, de var heldige, de bønder dengang, og på institution var bare glad for at slippe af med en mere. Det var sku ikke gået her i dag. Vi andre skulle skamme os, i forhold vor vi god vi har det her i dag hvor mange klager over alt og over alle.
nr 4.
Sprit Børge på motorcykel:
Sprit Børge var en institution her i Haderslev, han fik mange øl og spiritus alle steder i Haderslev ganske gratis. Alle borger kendte ham, de kunne alle huske den gang han var et stort navn inden for boksen. Ja han var vel endt med at der var mange ryg klapper og endte med en svag kareter.
Børge var vellidt her i Haderslev, han spiste og fik en øl til maden gratis hver dag, på Orbesens cafeteria. Han boede i slotsgaden r. 20 det var i den lejlighed, hvor der sener blev fundet de berømte væg og loft malerier. Som nu er blevet til et by muserum.
En dag jeg kom kørende, på min Triumph tiger 100 SS i Haderslev by på Nørregade. Der lå Børge ser midt på vejen hvor han var faldet om på grund af druk. Han kunne normal, altid færdes i en rimelig brandert. Jeg stoppede min Triumph og prøvede at komme i kontakt med Børge, det var virkelig svært.
Jeg fik hjælp at to der kom gående som jeg kendte, de hjalp med at få Børge op bag på motorcyklen, men Børge kunne ikke tage sig sammen, til at holde rigtig fast i mig. Da tog jeg mit halstørklæde af og bandt det om ham og mig.
Derefter gik turen ned til alkohol hjemmet, på Mastrup kirkevej i Hoptrup. For at de kunne få ham af sprittet. Jeg fik Børge lagt ved hoveddøren, fik så ringet på. Da de åbnede døren, da kørte jeg.. så. Det var på vej hjem, en kold nat i januar. Hans liv blev da måske redet, hvem ved.
Alle tog sig af alle, mere eller mindre den gang. Jeg vil tro at hvis det havde været i dag, kunne det måske havde været anderledes, som vi har hørt om så tit at man bare lader folk ligge, så kan det måske være forsendt, at rede liv.
nr.5.
Vognmand Seehagen og Christian Råbhøjt:
Christian råbhøjt, var en druk mås, en såkaldt by bums, som gammel var han blevet mere medgørlig for folk, faktisk helt flink, når han ikke havde fået for meget at drikke. Var det tilfældet, så råbte han op, som han altid havde gjort, men ikke mere voldelig som i de yngre dage.
Jeg kan huske fra den tid, da jeg var udsmider på Berns og Swing inn der kom han mange gange ind i forgangen, han blev altid smidt ud igen.
Da han var en meget voldelig person og forfærdelig med hans råben. Han var farlig, for dem som ikke kendte ham og med de nummer, han kunne finde på og lavede med folk. Han havde altid en lang skruetrækker i bag i livremmen, en stor svensk nøgle i bag lommen. Som han ikke var bange for, at bruge, når han kom op at slås med nogen. Jeg har da taget det sæt fra ham, et par gange. Derefter så jeg ikke ham mere, der hvor jeg var kontrol.
Flere år efter, jeg vil tro at det var i 1973 eller 74 da jeg var omme på store Klinkbjerg, for at besøge vognmand Seehagen for at forhandle, om hans vognmands forretning. Jeg kendte ham da han altid flyttede, for vi unge, når dette skulle ske, hvor vi selv hjalp til, også motorcykler havde han kørt for os hvalpe, da vi var helt unge, når de var gået i stykker, der helt langt ude på landet.
Men den handel blev ikke til noget, da han kørte, for et par møbelhandler her i byen, et par timer midt på dagen og i tre dage om ugen. Så kunne jeg jo ikke tage de store flytninger i de dage og det kunne så ikke gå.
Da jeg sad der i stuen sammen med Seehagen og hans kone, ringer det på døren Seehagen går så ud i gangen og lukker døren op, man kan hører, at han taler med nogen. Da han kommer ind igen, siger hans kone; var det ham igen, om han havde givet ham, ved døren penge igen. Svaret var ja.
Jeg fik at vide fra konen, at det var Christian råbhøjt, han går rundt til de gamle, der beboer i husene der omkring og forlanger penge, af de gamle, så han kan få flere, til at drikke for. Jeg suser op og ud i opgangen, til Råbhøjt, tager fat i ham, han kunne nok huske mig, kunne jeg se, fra på mit arbejde. Lidt sener, da går ham og mig, rundt til alle dem, han har taget penge fra.
Han måtte pænt aflevere pengene igen, sige undskyld, til de forskellige folk han havde truet penge af og at det ikke vil ske mere, folkene fik mit tlf.nr, så de skulle bare ringe hvis Christian kom igen.
Christian fik også at vide, at hvis han truede folk igen, her i kvarteret, skulle han få med mig at bestille og kunne ikke nøjes med de små skrammer, han lige havde fået, på grund af den dør han lige var gået ind i, her på store Klinkbjerg, det blev ro for ham og ro over kvarteret.
nr. 6.
Herluf og mig, på en køre tur, sådan lidt på landet:
Herluf havde den gang en forretning i Pladsgade med motorcykler, jeg havde et lager lige over for til møbel opbevaring. Vi havde kendt hinanden fra jeg var 16 år gammel, den gang kørte i motorcykel begge to. Herluf kom den gang sammen med Kirsten som jeg havde gået i klasse med.
Da Herluf handlede med brugte og nye motorcykler, var Yamaha lige kommet frem, med en 500cc 1 cyll. Som også linede en, man kunne køre på bane med. Jeg købte så den af Herluf uden afgift, dengang, for jeg tror at det var 14.000 kr. En dag ville vi så ud at køre sammen, for at stresse lidt at begge to, da vi jo næsten kun begge gik op i at arbejde med vores forretninger.
Da vi skulle af sted på vores lille tur, tog Herluf samme cykel ud af hans udstillings vindue og satte en prøveplade på. Jeg på satte min egen sp. Nr. Plade på cyklen og vups, så var den jo så indreg. I min verden dengang. Den sp. Plade har jeg skrevet om før i andre historier. Vi kørte en tur ud til Hejlsminde, nød solen og den friske vind der langs vandet, det var en dejlig dag.
Da så vi inde på en mark med korn en mægtig høj, hvor der måtte være en rigtig god udsigt over lille bælt. Vi kørte så der op, var holdt på toppen og nød den flotte udsigt. Pludselig lød en meget højt hyl fra et horn på en bil, en stor kleppert af en mand råbte noget op til os, der nede fra bunden af bakken.
Vi kunne ikke høre en skid, men han blev med at lukke en hel masse lort ud, kunne vi høre da han kom lidt op af bakken mod os. Til sidst kunne vi også høre, at han var bonde og at det var hans mark, vi kørte på. Så da han kom endnu nærmer, kunne vi også høre, at hvis vi ikke kunne se at komme væk fra marken, kunne vi få et lav tæsk.
Så blev det rigtig interessant, han kom stadig væk nærmer og nærmer. Så stod jeg af cyklen og vinkede til ham, om at da endelig, skulle komme nærmer, for at han lige kunne få lov til at prøve, det han lige havde truet os med. Jeg var helt klar til at danse sådan lidt med han som det jo åbenbart have den store interesse for ham.
Pludselig stansede han op, kikkede op på os og han slog helt om i hans væsen, så med en gang hel rar ud og var nu helt vendelig og sagde til os, når vi var færdige med at nyde udsigten, om vi så ikke ville prøve at køre i samme spor ned af igen, som vi var kommet her op på. Jo det ville vi godt svarede vi.
Han drejede rundt gik til hans bil og kørte. Jeg tror, da han ikke kunne skræmme os og kom tætter på, genkendte han nok mig, vil jeg tro .Fra da jeg var udsmider i Haderslev.
nr.7.
At køre om kap, Samme dag der i Hejls:
Da vi var kommet ned fra udsigt højen og holdt stille, snakkede der nede på asfalt vejen. Der holdt der nogle nye, store maskiner, der over på den anden side af vejen. Så kom den ene over til os, små grinede hvad det var for nogle små maskiner, vi kørte på. At at de lignede nogle motorcykler man kørte motor cros med, fordi de kunne vel ikke en gang følge med, her på landevejen.
Han var en stor karl, at høre på, med en gang så kom hans venner også over til os, de var alle sammen fra Kolding. Ham den første, med den store kæft, han vedblev i den dur. Da han blev lidt for meget for mig og jeg var blev røv træt af ham. Nu begyndte de andre sku også at spille lidt op, nu skulle det stoppes, med sådan nogle hvalpe.
Jeg sagde, at nu kunne det være nok og at han kunne få baghjul, de blev først tavse og så trak de lidt på smilebåndet. De tænkte med rette, at min 500cc Jamaha 1 cyll. (34 hk.) mod hans Kawa 1.000cc med vel små ca.80 hk. Det har jeg slet ingen chance med, men med en plan og måske en lille list, så måske?
Men med den list, jeg havde udtænkt, havde jeg måske en lille chance, jeg kørte på han psykisk i hele 5 til 10 minutter. Så han var helt oppe at køre. Da det så skulle være, holdt vi klar, en af hans kammerater sagde klar – færdige – start.
Jeg kørte så hurtig som jeg kunne, op i gearene, og kunne høre i baggrunden hans Kawa hyle med dækket, frem og tilbage sidelæns, før den endelig tog fat. Da jeg vel efter havde kørt en hundred til 200 meter kunne høre, at nu kom han på fuld fart bag ude, så kørte jeg ind til siden og holdt.
Da han susede forbi, vendte jeg om, kørte tilbage til de andre og Herluf. Da kan så vente tilbage, var han da helt tosse og sagde hvad for fanden, jeg var vent om for. Jeg fortalte ham, da han jo ikke kunne følge med i optrækket, gad jeg sku ikke bare at vente på ham, derfor.
Så ville han, at vi nu skulle prøve igen, nej nej det gider jeg sku ikke igen, svarede jeg ham; da du jo slet ikke kunne følge. Men, nu kunne vi prøve noget andet, da du jo valgte at køre om kap på asfalt Så må det være mig der nu vælge, jeg vælger at vi to køre om kap her hen over marken. Der til venstre og op til den gård, der ligger der over.
Han svarede; det kunne hans cykel da ikke, han var også bange for, at vælte med den nye cykel han lige havde fået, da det jo ikke var til at køre på sådan en mark, med hans motorcykel. Når ikke, svarede jeg ham, det må da være en lorte cykel, når den ikke en gang kan følge med i optræk eller, køre på en simpel mark. På det tidspunkt var der sku ingen af dem der grinede, bort set fra Herluf og mig, Ok ikke så højt bare et stort smil til hinanden.
nr. 8.
Beton Otto og mig i Sverige:
Da jeg skulle have en flytning fra Sverige, ville jeg tage min motorcykel med i flyttebussen der op. Da jeg havde lært en pige fra en af de større byer at kende, da jeg var der oppe en måned før. Da jeg var der med en anden forening, for at se Volvo fabrikken.
Jeg tog min gamle kammerat, fra min barndom, som nu arbejde for mig med på turen. Vi tog af sted et par dage før, vi skulle afhente flytningen så vi kunne slå to fluer med et smæk og holde en lille mini ferie for os to.
I København boede Ottos far, som vi tog hen for at besøge først, da vi var kørt der fra og var i Sverige, opdagede Otto, at han havde glemt hans skiftetøj ved hans far. Vi kørte flyttebussen hen til det sted, hvor vi så skulle flytte fra, om et par dage. Tog så motorcyklen ud af bussen og kørte nordpå, det regnede hele vejen der op og vi blev godt gennem blød.
Jeg skulle bo ved den pige, jeg havde lært at kende fra sidste gang jeg var der og Otto skulle bo på Hotel. Da Otto ankom til hotellet skulle han betale forud, da de havde kikkede på ham, som han stod der i forhallen og vandet fra hans tøj løb ned på gulvet omkring ham.
Hende som jeg var kommet for at besøge, skaffede så en jakke, som Otto kunne låne og hans tøj måtte så tørre på radiator, mens han lå og hvilede på sengen. Hende jeg var sammen med, havde fået fat i en veninde som hun tog med os i byen der om aftenen.
nr. 9.
Otto og mig, på den fine, flotte restaurant:
Da vi ankom, blev vi henvist til et flot pyntet bord, af en tjener i en flot uniform. Derefter kom der en vinkyper, også i en meget flot uniform om hvad vi kunne ønske og tænke os, at få at drikke, vi bestilte. Da han var gået igen, kom der en ny tjener, som også havde en supper flot uniform på for at modtage bestilling på maden.
Det var jo som skrevet før, var det et meget fornemt spisested, flotte tapeter, gulvtæpper der siger spar to, Et danse gulv der i midten, folk sad rundt om danse gulvet ved borde og flere terrasser i forskellige niveauer på en anden terrasse stod orkesteret og spillede.
Da vi havde fået en hel del at drikke, sad jeg og lavede rav i den, forklarede at det eneste svensk, jeg havde lært var (har du hyga på knyga) pigerne kikkede på mig, så mærkelig ud. Jeg skyndte mig at fortælle, at det var Otto der havde lært mig det, at jeg ikke viste, hvad det betyder.
De så meget bebrejdende på Otto og så kørte jeg videre med en mere, (vil du knylla i kvel) og så helt uskyldig ud, Pigerne, de blev meget stram i deres ansigter. Nu gad Otto ikke at høre mere, af det lort jeg lukkede ud, forlod bordet og gik en lille tur rundt i lokalet.
Da sad jeg og snakkede med pigerne der alene, så holdt musikken op med at spille. Det blev så stille i det store lokale, at man ville kunne høre, en nål falde til gulvet.
I selv det samme, var der en der slog en skid så højt, at den næsten ville kunne vække en død. Der efter lød det en kliren, manden ved bordet tabte hans kniv og gaffel. Han var nok blevet forskrækket, ved det store brag, der lød.
Det var Otto der havde slået den skid, ved det bord. Otto vender sig om, siger med en meget højt stemme så alle i lokalet kunne høre det, til den neger, der sad der ved bordet. At det må han mange gange undskylde, at han var blevet helt brun i hoved at den skid.
Det var sku pinligt, alle de vel 300 gæster, der var tilstede stirede ned på dem, det ragede sku Otto en skid. De to piger der var med styrtede væk fra bordet og ud på wc vel for at gemme sig. Havde jeg kunnet, var jeg kravlet under gulvtæppet og væk fra bordet.
Jeg tog røven på Otto i første omgang, men han tog sandelig hævn igen, det blev sener en rigtig god aften, men Otto fik ingen fi—.
,
Nr. 10
Otto, min gamle barndoms kammerat, fra æ Klostre:
Otto, kaldet Beton Otto, var min kammerat fra barnsben på æ Klostre, sammen med hans storbror Anton og søster Sonja, som begge er døde her i dag. Vi havde haft mange gode timer sammen og sammen med de andre børn, på æ Klostre, legede vi sammen meget og hold sammen, mod andre gader og kvarterer. Det gav os en vis tryk hed, da vores forældre (de få der havde to) arbejde fra 6-7 tiden om morgenen, kom hjem der ved 16.30 – 17.30 og vi unger, måtte så klare os selv. Det ville i dag, efter de normerne der er i dag havde være helt uansvarlig, men vi kendte jo ikke til andet dengang.
Så alle vi unger lærte, at klare os selv, det var en hård måde, at blive opdraget på. Da vi jo opdragede hinanden og det var jo ikke på den blide måde. Men de fleste følte nok, at vi havde en god barndom, for vi kendte ikke til andet. Sener hen, da vi var voksne, kørte jeg motorcykel med Otto, han kørte Yamaha 650cc to cyll. sener med en 750cc Vand bøffel.
Otto var den ene af mine to Visepræsidenter, den anden Verner Kruse, Som døde for få år siden. I dag, her i 2017 har Otto en Goldwing stående i hans garage og den bliver ikke kørt på for øjeblikket. Da Otto er meget syg, men han er stadig væk medlem af Falkene/ Falcons. Men vi var jo nogle ville krabater den gang, hele vores barndom var, en slåskamp, for vores tilværelsen og mod og for hinanden.
Men det fulgte os, i vores voksne liv, at vi mente at alle problemer kunne løsnes, med et par på æ gummer. Men det gik jo ikke så godt altid, så det blev nogle gange til, et korter eller længer “hotel” ophold. Da jeg var med til Ottos 40 års fødselsdag, da det så var optræk til ballade for 3 gang, sagde jeg møjn til ham, for den aften.
Jeg havde ikke lyst, til sener at komme op og toppes, med dem der i de flotte uniformer, det mente jeg, at det havde været nok af i tidens løb. Da han også nu til sommer bliver 65 år og jeg 71 år havde jeg jo nok løbet hornene af mig, lidt før ham. Da jeg jo er 5 til 6 år ældre end ham.
nr 11.
Otto på sygehuset:
En dag fik jeg at vide, at Otto var kommet på sygehuset, her i Haderslev og jeg tog så ud for at besøge ham. En havde fortalt mig at han havde været oppe at slås, der nede i byen, sammen med et par andre. Som det jo kan sker en gang imellem. Der var en af dem fra en stor flok, der havde fået for meget sol, af dem sydfra.
Han ville prøve undslippe fra Otto, var løbet op i et hus lige over for sving inn og på på 4 sals loft. Hvor Otto løb efter ham, der oppe var det helt mørkt og ingen lys.
Ham han var efter, var ekstra svært, at få øje på. Han behøvede jo bare at lukke og ikke en kæft kunne se ham. Pludselig mærkede Otto et dunk i ryggen og blev lidt svimmel fortalte han, skyndte sig derefter ned af trapperne, ud på gaden (Jomfrustien) Der stod også en af vores kammerater, Store Tjali , Otto fortalte ham, at han kunne mærke noget i ryggen om han lige ville se efter, hvad det var galt.
Tjali trak så en stor kniv ud af ryggen, på Otto, blodet stod i en stråle ud af ryggen. Så blev der sat en tommel finger ned i hullet, for at stoppe det værste af blødningen, så godt som muligt. Otto kom så på hospitalet.
Nr. 12.
På besøg ved Otto på Hospitalet,ved Haderslev dam.
Visit Today : 479
This Year : 734860
Total Visit : 1815851