Skrevet af “Triumph polle” Paul M.R.Hinrichs som har ophavsretten. Grundlægger af MC Falkene Haderslev.

Paul M.R.Hinrichs har med rettighederne med: (Copyright Registration Number:2410697240)

nu udvidet til august 2024 på:  ” Falkenes historie af Triumph Polle ”

 

     Starten på mit liv:

             

  Med motorcykler:

  

 

  Da jeg kom hjem igen til Haderslev egnen, tjente jeg i Knud ved Fjelstrup og der købte jeg ved smeden i Knud, en Triumph terrier 1 cyl. 150 ccm med 9 hk. Som kunne kører ca. 110 km i timen. Som jeg gav 1.200 kr. for, det var en to måneders løn den gang, + kost og logi. Det var stærkt nok den gang der på de små sandet sideveje, som jeg kørte på, for at undgå dem, med de flotte uniforme.  1958 var jeg 12 år og købte min første motorcykel en Java cz 98 ccm til at køre i mosen ved Ejby i udkanten af Skovlunde på Sjælland. Vi var flyttet der over, da jeg var 11 år gammel, men jeg er født i Haderslev. Jeg boede i Skovlunde til jeg var 16 år og tog så alene til bage til Haderslev igen, som jeg føler, at det var der jeg hører hjemme. Der blev også til en anden CZ den var på 150 ccm og også en Viktoria bifix på 125 ccm. Til bane kørsel.

   jeg blev kun til to bøder i alt på næsten to år. De sidste 14 dage før, jeg fik kørekort blev jeg stoppet af en der havde stoppet mig før; som sagde: At nu havde jeg kørt i næsten to år og som om det ikke var nok, med min kørsel rundt i byen. Det gav jeg ham ret i, da det nu jo kun var de 14 dage tilbage, til jeg kunne få mit kørekort.

   Og på grund af, at jeg kendte betjenten udmærket var. At han havde stoppet mig to år tidligere i Nørregade, da han sprang ud foran mig og stoppede mig. Jeg spurte ham hurtig, hvad klokken var (den gang havde få et ur) Da han kikkede på klokken, fortalte mig hvad den var, sagde jeg hurtig tak og fortalte hurtig, at jeg var sent på den og skyndte mig af sted igen.

   Så han ikke nåede at spørge om, at måtte se mit kørekortet, som jeg jo ikke havde, da jeg jo kun var 16 år. Det havde han ikke glemt, og fortalte mig at jeg ikke, var så lidt fræk, som han udtalte. Han spurgte mig, om jeg havde fået en bøde før, for så kunne det blive til en udsættelse, for mig at få kørekortet.

   Jeg svarede nej, det var sandt, det havde jeg ikke, bøden var nemlig ikke kommet inu, fra sidste gang, jeg var blevet stoppet, det var mit held.

 

De første af mine motorcykler med nr. plader.

 

    Jeg startede jo med min Triumph teri. på 150 kb. 1 cyll. top ventilet og 8 hk. ( da det er få at dem ligger prisen vel i dag på ca. 40.000. Da jeg så ville have en der var større, byttede jeg den væk og gav 500 kr. til, for at få en max. NSU 250 cc med 17 hk og en topfart på ca,130 km i timen, det var sku noget for en dreng på snart 17 år.

   Efter den, købte jeg en Horex Regina for 350 kr. en 1 cyl, 400 ccm med 21 hk 1 cyll. top ventilet og en hastighed ca.145 km. i Liggende stilling med vind i ryggen og ned af bakke. Hvad koster sådan en maskine i dag? på den sidste udstilling, så jeg en til 7.500 Euro og så skulle det laves for mindst 25.000 kr. på den. Horex´en som jeg fik 500 kr. i bytte for en helt ny Triumph Tiger 100 SS i 1964.

   Det var den eneste nye motorcykel, der blev solgt som ny her i Haderslev, bort fra nogle MC 150 ccm. Jeg havde lagt 200 kr. i hver uge fra til udbetalingen (fik 250 kr. i løn i ugen det var en god løn, da jeg jo ikke var 18 år endnu) og måtte arbejde ved familien for at få maden, da jeg også havde en husleje skulle man betale 150 kr. i måneden for et værelse med møbler.

   Triumph en kostede den store sum af 7.200 kr. 2.400 kr. i udbetaling og 400 kr. i afdrag pr. måned. Ja det var jo meget billiger som før i tiden, da man skulle have indkøbs tillades, som i 1957. Den havde 34 hk. Det var rigtig meget dengang, men det var ikke nok, der blev pillet ved motorcyklen, så den fik ca. fem hk mere, så den kunne køre ca. 175 km i timen. Den var den hurtigste motorcykel i byen.

   Så blev jeg soldat, først i Padborg, så Skrydstrup. Den gang kørte vi hele året, i sne og 20 graders frost men det gik jo også. Ja i en skjorte et par almindelig bukser, en læderjakke og nogle aviser inden under, hvis vi skulle til en anden by.

Vores egen badestrand:

 

   Ved tomaj strand, lige før tomaj, går der en sandvej til venstre, man kan se en gård ligge på højre hånd på bakken af sandvejen, man kører forbi gården og ned af den lille bakke (to jul spor) for enden af bakken går der en vej af til højre, for enden af vejen uden for skoven, går der to veje af en til højre og en til venstre, men vi skal ikke nogle af de veje, men nemlig af et enkelt lille spor der fører ligeud, det er svært at se, når man ikke lige ved det.

   Inde i skoven ca. 50 meter før skrænten der fører ned til vandet (badestranden) er der en parkering, til vores motorcykler på venstre hånd. Ned af skrænten ca. halv nede er der en afsats på venstre hånd hvor der den gang kunne slås ca., 2 – 3 telte op, der havde vi en god udsigt fra platformen og kunne se et langt stykke af stranden, til begge sider.

   vi havde lavet, en trappe hele vejen ned. Der nede opholdt vi os meget om sommeren, vi var en udvalgt flok, der havde holdt sammen i langt tid, før falkene var startede og vi vedblev med at komme der, også i falkenes tid. Det var vores helt private strand.

   I 1980 til 1985 var jeg der ca. 8 gange med følgeskab bagpå motorcyklen der nede igen, mærkeligt nok, to af gangene mødte jeg to forskellige af dem, jeg havde kørt motorcykel med der nede, så det var flere af de gamle motorcykel kører der kom der i nu. Men det er da helt utroligt at vi skulle mødes der igen, da vi jo kun var ca. 10 til 12 stykker der brugte den strand da vi var sammen. Ja der var JO NOK eliten, som holdt sammen den gang.

 

  Den gamle læderjakke:

 

   Der i 1967 var pengene små, det var også svært at holde på dem, de kærer penge, det var ikke særlig behageligt, at stadigvæk at være sulten, når man skal i seng. Det er jo det de unge mennesker skal lærer, nogen på den hårde måde. Det var jeg blevet træt af det, så jeg gemte nogle penge væk. Det var den største pengeseddel, der var den gang. Vi kørte hele året, på vores motorcykel, da var det ingen der også havde bil samtidig.

   Mange gange kun i barer skjorte. De ældre motorcykellister fortalte, at vi barer skulle vente, til vi blev ældre. Så ville vi blive fuld af gigt og knap kunne gå. Det gad jeg sku ikke at hører på, så jeg fik skrevet bag på min læderjakke (lev stærkt og død ung) og vi havde masser af nitter på jakken den gang (kuffert søm). Et par år senere solgte jeg min jakke for 75 kr. da jeg havde fået en ny.

   Et par år efter, havde ham, som købte jakken den gang, selv fået en ny, det var oppe på Espresso (nu Torvekroen) og spurte hele sjakket om, hvem der ville købe den gamle og dårlige jakke, som nu var slidt helt ned. Der var en som bød 50 kr. jeg skyndte mig at byde 100 kr. og fik jakken.

   De skreg alle af grin af mig, først at sælge jakken for de 75 kr. og så købe den tilbage et par år efter, for 100 kr. det mente alle at det var sådan en dårlig handel. Jeg fik jakken, skar foret op i det ene ærme, tog min 500 kr. seddel ud, som jeg havde indsyet 3 til 4 år tilbage, så jeg altid viste, at jeg kunne klare mig til dagen og vejen, når der en gang skulle blive dårlige tider.

   Men jeg havde jo, glemt alt om det, før den atter blev sat til salg igen, og jeg solgte bagefter jakken til ham der bød de 50 kr. så det kostede mig jo kun 50 kr. for at få mine 500 kr. igen. Det er det samme som 5.000 kr. i dag. Og det var ingen som havde løst til at grinede mere.

To turer af omkørselsvejen:

Med ca. 3 år imellem med måling af hastighed,

og en forklaring hvorfor :

 

 

  

  

Tedan, før H. C. Radio på Hjørnet af Åstrup vej og Lindedal, da han var ung, ville gerne have målt hans Everton knallert. Vi snakkede om det på torvet, hvor stærkt den kunne kører, vi mente nok maks. 80 km i timen, men Tedan ville meget gerne have den afprøvet, som sagt som gjort. Jørgen Hagedorn og mig tog vores Triumph og sammen med Tedan på hans knallert kørte vi ud til omkørselsvejen, min cykel blev stillet oppe ved parkeringspladsen, ved det gamle Amtshospital der var i Storegade.

   Jeg satte mig bag på Jørgens speed tvin 500cc. Og vi kørte op til falk, hvor Tedan ventede på os. Vi startede og Jørgen gav langsom gas, så Tedan kunne følge med og kunne komme ind i slip vinden, så han kunne komme op i fart, det må jeg sige at vi gjorde. Tedan gjorde tegn til mig mange gange, om at sætte farten op. Jeg gav hver gang beskeden videre til Jørgen.

   Da vi var over omkørselsvejen og oppe på parkeringens pladsen igen, stod jeg af, kørte Jørgen af sted med det samme, Tedan spurte hvad for, vi ikke havde kørt stærkere? hvor stærkt den kunne kører? jeg måtte være svar skyldig, den ene gang jeg så over Jørgens skulder, kørte vi 120 km i timen.

   Et par dage efter mødte jeg Jørgen igen, og spurte hvad for kørte du med den samme sidste dag. Han svarede: hold da helt kæft, jeg kørte da 135 km. i timen, den kunde sku da ikke kører hurtigere med to mand på cyklen siddende oprejst og i modvind.

   Hvordan tror du det føles, når en knallert kører oppe i røven på en, og til sidst tuder og tuder i hornet, for at få mig til at kører hurtigere, men det kunne jeg jo ikke, da den havde fuld skrue på, kunne ikke kører hurtigere, jeg blev sgu helt flov og skyndte mig væk.

En forklaring:

 

 

  

   

  Kommer man ind i en slipvind, kan et køretøj blive suget med, kan hermed kører meget stærkere. En gang var der en bondekarl der fortalte mig, at hans DKW 125 kb. ikke kunne kører over 60 km. I timen. Svendåge og jeg sagde, at han kunne give 100 kr. så skulle vi nok få den til at kører hurtigere (vi manglede lige lidt penge til at komme ned på bumsen og få lidt øl og damer) vi fortalte ham, at han skulle komme om en tre timer så var den i orden.

   Vi tog topstykket og cylinderen af DKW en der er en to takts motor, det samme som alle gamle knallert var den gang) så hakkede vi den, det vil sige skar et stykke af stemplet af som et u ved den side af stemplet som vender mod indsugningen og fik samlet den igen. Da han kom igen ned til os i Badstuegade 16. Så bad jeg ham om, at sidde bag på motorcyklen.

   Vi kørte ud af Christiansfeldtvej til omkørselsvejen. Da holdt jeg stille, holdt øje med, om der kom en lastbil kørerne op af bakken, så kørte den jo ikke så hurtig, herved kunne jeg komme op i røven på lastbilen, når det så gik hurtig ned af bakken mod dammen, kunne jeg få cyklen op på samme fart som lads bilen.

   Hastigheden kom op på 110 km. I timen, vi lå lige i slipvinden og jeg viste ham, at det hun var halv gas, for ham den hurtighed den havde fået, Jeg prøvede at overhale lads bilen, men lige så snart jeg trak ud, røg vi tilbage igen og farten blev meget mindre.

   Vi fik vores penge, og alle var tilfredse, sener fik vi at vide at det var mærkeligt, at jeg kunne få hans DKW op på over 100 km i timen, men han havde aldrig, efter han havde fået den lavet hos os, fået den op over 80 km. Men han var nu meget tilfreds for nu kunne den kører tyve km. mere som før, den kunne nu køre 80 km og ikke kun de 60 km.

Vi kørte om kap, ved Gulf terrassen:

 

   Der kom den første Honda til byen, som blev købt af Egon (død) han var den gang 15 år gammel og først en måned senere blev han 16 år gammel. Der blev pralet med, at den var den hurtigste motorcykel i byen, det alle vi andre havde, var noget gammel lort,

   Jeg havde en NSU MAX, var ved at spare op til en ny Triumph. Så penge var det ikke meget af. De fleste var lærlinge og havde heller ikke så mange penge at rutte med. Det var svært at hører om alt det den kunne. Så jeg kunne ikke holde min mund og satte 100 kr. på højkant om at jeg kunne kører fra Honda Egon.

   Men først om 1 måned så havde vi da ro på at hører om den skider japser / riskoger for en tid, vi skulle kører fra falk ned af omkørselsvejen, hvor de alle de andre motorcyklister ville stå ved Gulf (nu netto) og se på, vi skulle hver, deponerer 100 kr. ved tankpasseren, ham der kørte hurtigst fik pengene.

   Nu var gode råd dyrere, men sagt som gjort, fortalte jeg det til Tandrup hvor jeg arbejdet hos med at lave motorcykler. Det klarer vi nok, svarede han max en blev skilt at, krumtappen blev poleret der kom panser ventiler i nye sp. Hårnåls fjeder blev der sat i. Den blev sat en tand mindre forrest, så den også fik den rigtige gering.

   På en NSU MAX er 4 gear. For højt, så det kunne komme til at stemme rigtig. Studsen der går mellem cylinder og karburator tog jeg med for at polerer den, også i biografen i Christiansfeld så sad jeg under filmen og poleret studsen, da vi kom ud fra bio, gloede alle folk på mig, det tror da pokkers under filmen havde jeg jo i mine egne tanker kløet mig i ansigtet og var helt sort i hovedet.

   NSU blev færdig til tiden og den store dag var oprundet. Vi startede ved Falk, og kørte ned ad mod dammen lige ud for Gulf hvor de andre stod, kørte jeg fra Honda Egon med ca. 50 meter da var NSU MAX oppe over 150 km. i timen speedometer kablet gik i stykker ved det, og alle jublet over hvad det skete, jeg blev 100 kr. rigere det var det samme som 1.000 kr. i dag, Egon så vi ikke i en uge derefter, han var færdigt med at prale, i et langt stykke tid.

En tur til Kelstrup strand:

 

 

 Vi var en flok motorcykler på vej, fra Haderslev mod Kelstrup for at bade, vel nok en 10 til 12 motorcykler og pludselig blev der kørt om kap, om man kan forstå dette, til sidst, ligger Jes fra Vojens på hans bsa Road rocket 650 kb. Og jeg med min Triumph Tiger 100SS 500 kb. Side om side helt i spidsen på vej ned af bakken mod Kelstrup, vi kunne ikke kører fra hinanden, forhjulene var lige over for hinanden.

Med et kom der pludselig en høne ud fra siden og ind i mit forhjul, hvor den farede rundt i hjulet, blev så slynget over i Jesses forhjul og farede rundt der også, der var fjer over alt, så blev den slynget for tredje gang videre bag ud på vejen. Vi Jes og mig fortsatte i fuld fart ned bakken til Kelstrup strand. Men ingen af os blev vinder.

   Flokken der kom efter os stoppede op, for at se på hønen, der nok var død, men for en sikkerheds skyld, sprang Jørgen fra jagtbutikken Butenchøn i apotekergade (Egon stjernekikkerts lillebror) af motorcyklen tog sin jagtkniv, stak kniven i hønen en 4 til 5 gange og så kørte de ned til Jes mig og Jenny ved stranden.

   Noget sener kom kaj tryk, på hans mz 150 kb. Og vi spurte hvordan han så ud, Kaj havde fået to store blå øjne. Så han kunne ikke se mere efter ca. fem minutter, så hævet blev hans øjne og en anden måtte køre hans motorcykel hjem for ham.

   Jeg spurgte ham om hvad det var sket, jo han kunne jo ikke kører så stærk som alle vi andre, han havde set der forude, at der holdt mange motorcykler stille der et nogle kilometer før Kelstrup og så kører igen.

   Da han så kom til det stedet, ville han da se hvad de andre havde holdt der efter. Han standsede og så på hønen, bang sagde det så pludselig, så var de to blå øjne på plads, det var bondemanden der ejede hønen.

   Han ville virkelig ikke finde sig i, som han fortalte kaj, at kaj havde kørt hans høne ned.

   Vi andre fortalte Kaj, at han skulle prise sig lykkelig, for ikke at skulle betale for hønen, Vi andre mente også, at han var en heldig person, at han sparede de penge.

 

Til overstående Mc. Og en lille historie:

 

   Så blev der købt det bedste af det bedste en Triumph 120 Bonneville arm. Model på 650 ccm og 48 hk. Der blev pillet lidt i motoren med blandt anden knast m.v. ca. 53 hk. Blev det til. Det var sagen den blev købt hos Minimotor i Christiansfeld i 1967 det var det ypperst af alt til kun 12.500 kr. dens tophastighed var 185 km. I timen.

   Det var stærkt nok på de små veje, da havde vi jo ingen motorvej her ved Haderslev den gang, jo den blev et tilløbsstykke i området – Den gang kunne man købe, en top lavet 100% i orden Triumph Tiger 100 endda nymalet for 1900 kr. jo det var tider. Det var i den tid vi kørte til Disko på Grænse kroen, i Hejlsminde sener var det på Gulf ved omkørselsvejen i Haderslev der vor nu Netto ligger i dag.

1968 

Om at se, måske at købe en BSA, med at få,

en dobbelt så lang næse:

 

 

 

  Jeg fik at vide, at der var en der ude i Vojens, der havde en BSA til salg. Jeg tog så der ud, men han var ikke hjemme, da han var inde som soldat, men på Bornholm, ville først komme hjem igen om tre uger, fortalte hans mor mig, men jeg fik lov til, at gå ud i deres store garage, hvor cyklerne holdt. Jeg spurte, om det ikke kun var en motorcykel, men hun fortalte mig, at det var flere og at jeg skulle give et bud, på dem alle, for deres dreng havde ingen interesse, med motorcykler mere, de skulle selv bruge pladsen.

   Da jeg kom derud, fik jeg et chok, der var tre bsa M31, det er 350 ccm og der var to stk. M33 det er 500 ccm. + om det var fire eller fem ekstra motorer, det husker jeg ikke mere, det var en helt gammel Silver star, fra ca. 1937 + to bsa, som jeg ikke kendte den gag, men den ene var med v motor, så det må have været, en g 12 på 1000 ccm. fra først i trediverne + de var en stor samling, et stort fund, selv dengang. Des foruden var der en bsa Gold Star, vel fra sidst i trediverne, eller først i fyrrende.

   Jeg var meget spændt på, hvad han ville have, for alle de motorcykler. Havde det været i dag, var værdien vel på, små 350.000 kr. Da det var gået de hersens tre uger, kom jeg derud med en gammel ladvogn, for at købe de bsa, men jeg fik et chok, da moderen fortalte, at for tre dage siden, havde Henry Stender hentet det hele og taget det op på hans lastvogn, med hans kran med grab.

   Moderen havde taget fejl, af den uge, han kom hjem fra Bornholm, han kom hjem efter 14 dage og ikke efter tre uger, som hun havde fortalt til mig, men det havde hun ikke husket på og familien havde troet, at jeg ikke var interesseret, så de ringede til Henry og fik 100 kr. for det gammel jern, jeg var ved at falde om, sikken handel, jeg der kunne have gjort, jeg havde taget to tusindkroner med og var det ikke nok, ville jeg ud, for at skaffe flere penge, det fortalte jeg hans mor.

   Gud må vide, om hun havde fortalt det til sin søn, at han kunne have fået, så meget mere. Hvis han havde haft en mor, der havde hørt ordentligt efter, hvad hun selv havde sagt.

 

 

1970 – 1971.

Diskotek Gulf:

 

 

    Gulf terrassen var et cafeteria, der var i forbindelse med tankstationen, der lå vor nu netto ligger i dag, det havde jeg forpagtede første gang alene, så et par år efter sammen med min gamle kammerat, Carl bornholmer, vi havde det et par år sammen, og derefter havde karl og Jette startede et nyt Disko i Øsby, karl lærte Jette at kende på Disko Gulf, er gift den dag endnu, de havde fået to sønner som nu er voksne.

   Jeg startede et tagdækker firma (var udannet tagdækker og var formand ved Jens Villadsen). Da vi havde diskoteket, holdt falkene til hos os, i to år holdt vi af den inderste kreds, af falkene jul sammen på diskoteket, spiste alle sammen og kørte vores turer jule aften ved ca. kl.21, en dejlig tur oppe i Bøghoved skov og på damparken, som vi jo havde helt for vor selv.

   Vi mødte aldrig nogen på de jule turer. Diskoteket havde åbent torsdag til kl. 24 – fredag til kl. 01 – lørdag til kl.01 – søndag til kl. 24. Der kom mange andre unge fra byen, de kom også for at hygge sig, de viste at der næsten aldrig var problemer, var der noget viste de, at de blev løst med det samme.

   Det blev holdt en god orden, alle var lige om de var fra falkene eller ej, man skulle kunne drikke – morer sig, at altid at kunne føre sig tryk, i vores omgivelser ved diskoteket. Selv den dag i dag, møder jeg nogle af dem der kom der, den gang på Gulf.

   Den sidste jeg mødte, sagde; kan du huske, at der om søndagen, når der ikke var så mange, fik vi lært at danse også gammeldags af dig. (vals med mere) Det var jo var mange stamgæster og mange par, der lærte hinanden at kende der ude, Jeg ved at to par fra den gang, er sammen endnu. Der kunne skrives meget mere fra den tid på Gulf, det kan ske, at det bliver skrevet mere om Gulf sener hen.

 Min: Ariel Square four, 1000 ccm fire cylinder, datidens super motorcykel, Sønderjyllands første chopper:

 

 

  Jeg fik at høre, at der kørte en Ariel Square four, rundt ude i Vojens, det var et par drenge der havde den. Da jeg fandt det sted hvor cyklen var, talte med drengene og blev handelen således, to store Disko højtaler og 600 kr. for cyklen (i dag vil den koster mellem 75 – 100.000 kr.).

   De fortalte mig, at de lå og kørte med den på vejen, mod landsbyen Jernhytten, frem og tilbage og når de syntes, at den blev for varm, stillede de den hen, til den var kølet lidt af og så kørte de igen. Den havde tilhørt politiet fra starten da den var kommet til landet, den var fra 1955 det var den model der var med aluminium motor.

   Jeg havde Gummi rokkeren Helmut, på hans 250 ccm Italienske Harley Davidson med, for at trække mig, med et reb til Haderslev. Da det ikke var nummerplade på motorcyklen. Vi kørte en omvej over Ladegård og Hammelev, for at komme tilbage igen, til Haderslev, også for at undgå de hersens bøder.

   Da vi kom igennem Ladegård, holdt vi inde hos smeden. Jeg startede den gode Ariel, tog dækslet af olietanken, som kontrol, kunne herved se, at der ikke kom noget olie retur, jeg fik så stoppet motoren igen. Sener fandt Herluf (Larsen trim) ud af, at det var noget galt, med en snegl, der drev oliepumpen og fik den sølvlodde, den kørte udmærket.

   Da motorcyklen var født med, at udstødningerne, gik sammen to og to, det fik Herluf så lavet om på. Og opfyldte derved mit ønske, om at lave et udstødning afgang fra hver af de fire cylinder over i en dobbelt udstødnings potte, så det kom til at sætte fire potter skrå op bag ved mig i begge sider, (for rørene, blev lavet af og forlænget af Nilfisk støvsuger rør)

   Der kom sener en smal Wohlert knallert tank på, og nu to Su karburator fra en Morris maskot og så med lange forkromet tragte, der gik op ved siden af tanken i hver side. Der kom og så en anden forgaffel på, fra en Panter 100 – det var en forgaffel med luft.

   Når politiet ville stoppe mig, kunne jeg sidde på motorcyklen og sætte en negl på ventilen, når betjentene, så var fremme ved mig, var motorcyklen sunket så meget ned, at den var lovlig, vil jeg tro, eller at de ikke opdagede noget, som sædvanlig.

   Det var jo vel som nu, kun dem i synshallen, der viste besked. Da Ariel en så, var endeligt var blevet færdigt, over en hel vinter. Jeg havde, kørt flere små ture med den, den gik fantastisk godt.

 

1969 

At køre om kap, den korte, men hurtige tur, Ariel motoren itu:

 

   Så kom endelig dagen, hvor jeg kørte om kap, med en Volvo sport vogn, vi kørte mod Sommersted og Volvo en fik smæk, så det baskede. Da jeg vendte om, i krydset ved Sommersted, opdagede jeg ikke, at den hang lidt meget i bagbremsen og fyrede den af, helt nede fra, jeg nåede lige op i tredje gear, da det sagde bang, så var den færdig i motoren. 

   Så blev cyklen stillet ind i en lade. Da den blev skilt af, kunne man se, at det var metaltræthed f.eks. i plejlstængerne, hvor de var revet fra hinanden, det var kun vel en 25 % der ikke var brud på, før det sidste kom. Når man tænker tilbage, var det jo nok sket den gang, da drengene kørte på den og hvor den ikke blev smurt.

   Sener solgte jeg motoren, igennem Jens Pot (død) der kørte med lastbil, også nede på Als, hvor han solgte den, jeg fik dengang 2.000 kr. for motoren, af Jens, hvad han fik, kom sku ikke mig ved, jeg var godt tilfreds. Jeg ledte i mange år efter, en brugbar motor til Arieren. Mange gange, fik jeg at hvide at der og der, var der sådan en motor, som jeg manglede. Jeg blev skuffet hver gang, men i dag, kan jeg ærgre mig lidt, der var mange motorer, hel sat i stand sat til ingen penge, som jeg sagde nej til, på 500ccm og 350ccm som også kunne til passet i Ariel en.

   Hvor jeg i dag har fire Ariel, kunne jeg da godt, havde haft flere af dem, som reserve motorer. Del lykkes sådan halv, helt tilfældig, kom jeg en dag igennem Bramdrupdam og i et butiksvindue, ved en sprøjtemale, lå den motor, jeg havde ledt efter. Jeg blev helt vil i varmen, men fald helt ned igen, den havde ligget der i flere måneder, nu var den solgt – betalt og ville blive afhentet, en af dagene.

   Selve motorcyklen uden motor, solgte jeg den gang ca. fem år efter, for 5.000 kr. det var mange penge den gang, også hvis man tænker på hvad jeg selv, havde givet for den ved mit køb. Det eneste jeg havde tilbage var nummerpladen, det var min helt egen og special plade,  

   jeg kaldte den, min amerikaner nummerplade. Det var på et, eller andet tidspunkt sket en fejl, så jeg kun betalte vægtafgift, men ingen forsikring, så denne, plade blev brugt til mange motorcykler, det var mange det gjorde, den gang, når man tænker i dag hvad det kunne have været sket dengang, uden forsikring, at man aldrig i livet senere, kunne komme til at eje noget, men det gik jo godt, det var vores held.

  Ps her sidste dag, talte jeg med min gamle kammerat Jørgen, og jeg kom ind på historien her, som jeg lige havde skrevet. Jørgen lund fortalte mig, at det var ham, der havde samlet den motor der lå i det vindue, i Bramdrupdam, for en kammerat, det var ganske rigtig, at det var en aluminium motor fra 1955 og han havde også samlet en af støbejern fra 1939 for fanden da. Havde vi da den gang holdt forbindelsen, så var meget lort undgået.

Tre Historier om bøder og strisserne:

 

    I de gode gamle dage? 1964. Eftergivenhed; Min broder Peter og mig var en tur i Skovlunde ved København, på motorcykel (min Triumph 500 ss fra 1964) det var i 1964 eller i 1965, det var i den tid, hvor der var fri hastighed her i Danmark. Men bare ikke den i denne påskeuge hvor hastigheden var kun 90km.

 

 

 

 

  Det var helt tosset syntes vi alle motorcyklister og vel også bilisterne. Det gik hurtig derover skærtorsdag, det tog ca., tre en halv time med færgen. Det var en hyggelig tur i de dage, med lidt i byen i København mv. Da vi skulle hjem til Haderslev igen, var det sådan en stor påske trafik, at der var lange langsomme rækker af biler i bække retninger, vi kørte i midten af vejen og lå på ca.130 til 150 km i timen.

   Den gang var der ingen motorvej, så når vi skulle igennem en by satte vi farten ned, som vi plejede at overholde, hvad der stod på de hersens skilte, som vi kunne nå at opfatte i farten. Vi kørte nu roligt de 50km der stod på det skilt det var der ved Ringsted by.

   Vi kunne nu hører en sirene i det fjerne, jeg sagde til Peter, at det var godt, at vi nu kørte lovlig. Kunne nu hører at den kom nærmer og nærmer, vi var jo trukket ind fra midten af vejen og kørte jo så fin og lovlig i køen, så vi havde jo ingen dårlig samvittighed lige nu, Nu kom de op på siden af os, og ud med slikkepinden, vi måtte så stoppe og havde næsten en glorie om hovedet.

   Men så fortalte de to, i deres flotte uniformer (som at vi normalt, kunne lugte langt væk) at de havde kørt med udrykning i over tyve minutter, for bare at kunne komme til at tale med os, men at de ikke bare kunne overhale som os, da de var i bil. Jeg var meget smigret over dette, spurte om de skulle have en autograf.

   De blev pludselig meget mærkelig og røde i hovedet og tålte åbenbart ingen spøgt. Men det hjalp ikke noget og at jeg skulle forvente en bøde, ja en meget stor bøde, fortalte en ene af dem.

   Da brevet med bøden kom, var det næsten en ugeløn, bøden var på 400 kr. så nu var det ikke så sjovt mere, da jeg betalte 400 kr. i afdrag på motorcyklen pr. måned 400 kr. i husleje for et møbleret værelse dertil kom der kost – tøj – forsikring – vægtafgift med mere.

   Så var gode råd dyre. Hvordan skulle jeg skaffe de penge, man skulle jo også i byen fredag – lørdag. Jeg beklagede min store nød, til min bedstemor, hun fattede en stor medlidenhed med mig, men dog ikke så meget, at hun ville betalte bøden.

Men Bedste/Omi, havde andre talenter.

 

     Bedste skrev et brev til politimesteren i Slagelse, om min dårlige økonomi, at jeg havde klaret mig selv, fra jeg var 15 år gammel. Det kom svar fire dage efter fra Mesteren, at han havde sat bøden ned med halvdelen, til 200 kr. Jeg blev meget glad, men min bedstemor var ikke helt tilfreds.

   Bedste kaldes Omi, skrev igen et brev til politimesteren på 6 sider, jeg tror han har grædt over det sørgeligt brev, hun skrev til ham om min barndom. Det kom så et nyt brev, at bøden var endnu en gang sat ned til det halve 100 kr. at betale. Da jeg fik brevet blev det fejret, med en god bytur fredag – lørdag. Jeg gik herefter op på politistationen og lavede en afdragsordning med 5 kr. pr. uge hver fredag.

   Det var en god ting det var virkelig godt, på den måde kom jeg til at lære alle betjente på stationen at kende, på denne måde. endnu en fordel, de viste jo på denne måde, at jeg ikke kunne betale de store bøder, så jeg fik ikke flere, før den var betalt, det tog jo lang tid, med de små afdrag.

   Jeg kom personlig op på stationen hver fredag med de 5 kr. og fik et stykke wienerbrød og kaffe eller en vand kl. 16 hver fredag, Det var billigt det kunne man ikke få andre steder i byen til den pris, Da det var gået ca. et år med de afdrag iberegnet de uger, der blev sprunget over.

   Der en fredag hvor vi sad der på stationen og hyggede os, blev hele mandskabet kaldt ud til en stor opgave, de tog af sted i et par biler, en enkelt talte i telefon i et anden rum og jeg var faktisk sulten, så jeg åd de tre stænger wienerbrød. Det var sidste gang, jeg blev inviteret, forstå det, hvem der kan. 

Den gamle bekendt:

 

   En anden gang, i 1967 jeg var på vej hjem til Haderslev, fra et besøg hos min mor i Skovlunde, kørte på min kun halv år gammel Triumph amerikaner Bonneville, med temmelig god fart, der var da ingen, der kunne overhale mig.

   Pludselig, så jeg to motorcykelbetjente i den modsatte retning, kom kørende i mod mig. Den ene vendte om, for at få fat i mig vil jeg tro, jeg tog farten sådan lidt meget af, lå mig ned, på de 130 til 140 km. (det var jo den gang vi havde fri hastigheder her i Danmark), men vi skulle jo kører efter forholdene.

   Betjenten kom så op på siden af mig, vinkede mig ind til siden. Jeg holdte ind, betjenten kom hen imod mig, så mig an, sagde følgende; Nå unge mand, du har vist nok for meget benzin i blodet??? Forstod du det Paul? Jeg måbede, han havde boet i Haderslev i sin tid.

   Han havde været formand for Vespa klubben, der også mødte nogle gange, ude på Damende. Dengang var der nogle af gutterne, der drillede dem, der kørte Vespa. Jeg sagde, at de også kørte på to jul, at de skulle lade dem være, og der var plads til alle.

   At de var under min beskyttelse, ellers skulle de få med mig at bestille, Vi hilste hjertelig på hinanden, fik en god sludder om den tid, der efter kørte vi hvert til sit. Jeg har aldrig truffet ham sener, —- (men ingen bøde)

Den heldige:

 

  

 

  Jeg havde købt en Harley Davidson 1200 fra 1979, af en turist her i Haderslev. Det var i 1984 (nr. 6 ) for 29.000 tusind uden afgift, de forlangte 38.000 kr. jeg fortalte toldvæsnet, at det var en anden model, da jeg havde pillede tasker med videre af, fik herved 8.000 kr. tilbage.

   Det var den gang, de ikke havde en skid forstand på hvad de lavede, de skulle jo have sat sig bedre ind i de forskellige modeller, det ville en forhandler jo gøre. Men det var vi motorcyklisters held. Men inden dette kunne foregå, skulle den type godkendes, det skulle ske på dynamovej, i Herlev på Sjælland, det skulle alle Harley den gang.

   Den kom op til Åge Krog i Christiansfeld og fik masser af gryde svampe i udstødningen, for at dæmpe larmen+ skum, indsprøjtet på indersiden af sidedækslerne med mere af hans dengang dygtige mekaniker Viggo. Nu skulle motorcyklen jo transporteret der over, det skulle en særdeles kraftig trailer til.

   Jeg spurgte Åge Krog, om jeg måtte låne hans store sp. trailer, det måtte jeg godt for ham, men han kunne ikke give tilladelse til, at jeg kunne kører med den, da den kun var synet efter hans firmavogn. Hvis jeg blev standset med den, havde jeg stjålet den, det var betingelsen.

   Jeg havde handlet med mini motor ved Åge Krog, lige fra han startede i en garage omme i byen. Så han brugte da også mig, jeg havde kørt, flere modeller fra Sjælland, til hans forretning eks. den første turbo motorcykel – Suzuki Wankel – Suzuki vandbøffel med videre, som retur læs med hjem med mine flytte biler.

   Jeg fik afleveret motorcyklen der ovre, og kom godt hjem igen. Den var der ovre i over en måned og da jeg hentede den igen, havde de der over kørt 476 km på cyklen, så alle der arbejder der, må have kørt på den, olie stod ud af motoren, ved de forskellige pakninger, det tror da pokker, den var jo så tæt i udstødningen, med alle de grydesvampe, at den ikke kunne kører over 70 km i timen.

   Den blev læsset på, så bare på vej der hjem af igen, med min Mercedes 300. Jeg var godt sur over, sådan som de havde behandlet den gode Harley.

 

På vej hjem:

 

    Jeg sad i bilen i mine egne tanker, på vejen hjem, kørte i gennem en skov med en stor rasteplads som var på bække sider af vejen. Der holdt der så, en Politibil og to motorcykelbetjente.

   Der kom jeg i mod dem med ca. 150 km i timen, jeg slap speeder og uden at bremse da jeg røg forbi dem, for så kunne de se bremselysene. I spejlet kunne jeg se at den ene motorcykelbetjent, kom nu efter mig. Jeg trak sådan lidt i håndbremsen, for at få farten sådan lidt af, før han kom op på siden af mig.

   Da han havde stoppede mig, var jeg nu ikke mange sure sild værd. Han startede ud med, om jeg ikke kørte lidt for stærkt forbi dem. Jo det måtte jeg da indrømme, at jeg havde været i mine egne tanker, svarer jeg meget venlig og ydmygende. Han var faktisk mere interesseret i min Harley, spurte om han måtte se mit kørekort, ups det havde jeg glemt hjemme?

   Betjenten kunne godt tænke sig at høre min Harley igang, det fik han så lov til, der oppe på trailer, da den var i gang, så det faktisk sjovt ud, en skam at man ikke den gang havde en mobil, til at tage foto med. Men det kunne jeg nok ikke, have overskuet i dette øjeblik.

   Da han kom ned fra motorcyklen, spurte han om den trailer var indregistreret til bilen og jeg svarede at den var med syn fri sammen kobling. Jeg begyndte straks at tale om, hvor jeg havde fået motorcyklen type godkendt, stod der politiet nye bmw k modellerne to stk. og de første blev færdige der inde, om ca. 14 dage, han spurte meget om dem, den gang var der ingen der havde set dem, til slut ønskede han mig god tur hjem.

   Så sagde han lige for sjovt, pas nu på farten, det lovede jeg med hele mit hjerte, det bankede voldsom endnu. Der kan man se, hvad at det kan betale sig at opfører sig venlig og ordentlig i den situation og komme med hurtige svar. Sparet bøder for: glemt kører kort – kørt for stærkt – med trailer endda – med en stjålet trailer – som heller ikke var indregistreret til bilen. Og jeg kunne blive ved, men en meget god tur og mange penge blev sparet. 

En lille historie fra Christiansfeld:

 

 

  

Vi var en flok motorcykler (læderjakker) oppe at besøge nogle piger i feld og kørte i flok, så fyrede jeg Triumph motorcyklen af, da jeg tog farten lidt af, kom lille Ejgil op på siden af mig på sin BSA, jeg opdagede, at Grarup løven (Aksel Skøtt) var faldet af, Jeg gjorde tegn til ham, om at vi skulle vente om, ca. en kilometer tilbage, mødte vi løven, som gik midt på vejen med hans hjelm i hånden.

   Så råbte løven; den motorcykel den køber jeg, det gjorde han da også. Løven havde siet ikke været opmærksom, Aksel var åbenbart i sine egne tanker, da den lille fyrede den af, til han slog sig en baglands flikflak og landede ryggen uden, at det var sket det mindste. Ja man må sige at heldet følger de rigtige gode mennesker.

1967 –

En lille historie mellem Haderslev og Christiansfeld:

   Da jeg boede nede i Badstuegade nr. 16, kom min tante en dag ned til mig hun havde fået en tlf. opringning fra Frej, i Christiansfeld, at jeg skulle skynde mig at komme der op, da et par af mine kammerater var kommet i knibe, den gang havde folk ikke sådan telefon som nu, der var ikke noget der hed mobil telefon.

   jeg tog motorcyklen, smuttede af sted, skyndte der op. da jeg kom ind i danse salen, mødte jeg to af mine motorcykel venner Jørgen Lund og bølle Ole fra feldt, de kom hen til mig, fortalte at de godt kunne have brug for noget hjælp, jeg svarede det kunne jeg da godt, da jeg lige havde noget, jeg skulle ordne først her oppe, for at hjælpe nogle andre gode venner fra Haderslev.

   De venner stod ca. 5 meter derfra, det var snot jens og Kurt Sørensen mine gamle slås venner fra æ Kloster og i selve byen, hvor vi trænede meget, som baggårdskatten gør. Jeg kunne ikke lade være med at grine, sagde til vennerne, nu får vi en øl, så er alt glemt, og det var det så.

   Men når jeg tænker tilbage, så var de noget af de værste og barske gutter til at slås i felt og Haderslev, var kampen sket, var begge parter blevet ved til det sidste, til ingen sf dem kunne stå oprejst mere.

     Jens Hansen (Snot Jens) er død for mange år siden, kørte sig ihjel på broen ved omfartsvejen, den der går uden om Vojens, han kom fra Englands båden, hvor han arbejdet som bager, var på vej hjem det skete på toppen af broen, en modkørende bil kom forlangt over i hans vejbane.

    Kurt Sørensen har et Hotel sammen med hans kone i nord Jylland, (hans Lille broder er Ole Sørensen fra Villys kaffeklub)

   Bølle/Ole fra Feldt har i mange år haft handel med antikke møbler med mere.

   Jørgen Lund er jeg sammen med flere gange om året, i de sidste par år, før kunne det gå både 5 og 10 år imellem at vi så hinanden. Jørgen kører Harley, sidste år købte en engelsk maskine af mig,

 

1970 –

 

 

 På gravene med super optræk på et hjul:

 

    Det var i den tid, hvor der kom mange nye motorcykler kom frem, det var de nye totakter, de havde ikke været fremme i mange år, bort set fra de små som mz og jawa. Nu kom alle japanske mærker, med flere modeller, bortset fra Honda, med disse supper motorcykler i hk de havde mange flere heste i forhold til motorens størrelse.

   Jeg selv. ville gerne have en kawa 500 tre cyll. Men, da jeg ikke kunne få den første, der kom hjem til Mini motor i Christiansfeld, og at jeg skulle vente i næsten i to måneder, for at få den næste, der kom hjem, så var sommeren, jo næsten forbi, før jeg kunne få den.

   Men så købte jeg en Suzuki titan 500 to cyll. Hos Åge Krog ved minimotor i Christiansfeld. Den blev tunet, hos min gamle kammerat Herluf (Larsen Trim i Vestergade) den kom også til at kører stærkt, men det blev ikke det samme, det var jo en to cyll. det var et fejlkøb for mig.

   Men det var ikke dette køb, som det her skulle omhandle nu. Men det Anton Petersen fra Fjelstrup købte den første kawa, der kom hjem til området. EN dag, da Kawa var sådan nogle lunde tilkørt, spurte Anton, om jeg kunne tænke mig, at prøve den, det kunne jeg godt, jeg fik lov, med Anton skulle bag på, det havde han nok fortrudt lige bagefter.

   Vi holdt en lille flok, oppe på torvet, da disse ord blev sagt. Vi skulle kørte fra torvet, ned af Nørregade hen af Gravene opad Bispegade og Apotekergade ti torvet igen, sådan en lille rundtur i byen. Oppe på torvet, holdt sammen med mig og Anton. Det var Badtz på hans Bonneville – Flemming på hans Bonneville og Grarup løven på hans BSA.

   Da vi drejede fra Nørregade, hen mod Graven, fyrede de andre deres cykler af, jeg prøvede også at følge med. Jeg tænkte sådan noget langsom lort, den var død, som bare pokkers, satte det lort ned til første gear. Da den røg op på over de 6.000 omdrejninger, og vupti op på baghjulet og forbi de tre andre motorcykler med fuld skrald, cyklen havde så fået så meget fart på, at vi forsatte lige ud fra Gravene, og stoppede først nede i Damparken, ca. en 3 til 4 meter fra vandet.

   Da jeg kom op på Torvet igen, sagde de andre, tak skal du have, det var skrald på, og det var sørme et langt stykke du kørte på baghjulet, hvor Anton var røget ned på bagskærmen, det var flot klaret, sagde de andre, Anton sagde ikke meget, det kunne jeg godt forstå. Men de skulle bare vide, at det var sku ikke var med vilje.

   Den overraskede mig fuldstændigt, da den plusedelig, kom over de 6.000 omdrejninger, så fanden tog ved den, som et spark i røven, føles det, det var jo ikke noget, man var vand til på en firtakter, når man så hænger i styret og cyklen kører på baghjulet, er det sku da svært, at lukke af for gassen.

   Men jeg vil betro jer, da jeg stod bagefter oppe på torvet, rystede jeg som barer pokkers, men det var man den gang, god til at skjule ikke, man var jo barsk.

1971 

Ud at fiske, Stoppet med specielle nummerplader og frifindelsen, sådan da:

  

 

 Jeg var ude at fiske ved Åstrup, da jeg kom tilbage til Åstrup vej, hvor min motorcykel, stod parkeret ved en sandvej, holdt politiet der, åbenbart for at holde en pause der, troede jeg, men det var for at få fat i mig, for at give mig en lille bøde mere som de jo elskede. Bøde på 50 kr. for ikke at have meldt flytning, dem betalte jeg så. Men jeg kunne ikke undgå, at de lige ville spørge mig om, min motorcykel, med den, meget flotte nummerplade.

   Det var noget, de ikke kunne forstå ved den. Først og fremmes, var det de så, da cyklen holde der, så ensom og forladt, at de lige over radioen, skulle tjekke, hvem der ejede den motorcykel, at de så fandt ud af, det var mig, at jeg da også havde et mellemværende med dem, kunne de lige så godt undersøge, om jeg var der i nærheden, det var jeg så. Men de havde et spørgsmål mere til mig.

   De fik oplyst over radioen at det var en Ariel, men at de kunne se på tanken og motoren, at det stod Matchles. Jeg grinede og forklarede, at min motor var brændt sammen, så jeg fik en anden motor på min Ariel. Folk spurte så mange gange hvorfor, det stod Ariel på tanken og Matchles på motoren, det blev jeg træt af, satte så tanken, fra en gammel Matchles over på Ariel, da det jo er den samme fabrik det laver dem begge og at det faktisk var den samme cykel, men den ene fabrik, der købte den anden, brugte begge navne på faktisk den samme model.

   Det havde den ene betjent hørt om, han var da så klog så klog, ville da ikke virke — så alt var i orden, vi sludrede lidt og så kørte vi af sted. Jeg må indrømme, at jeg igen var heldig, der var da, næsten ikke helt sandt, det jeg havde fyret af og fortalt, men den gik sku. Fakta, Ariel havde ikke noget at gøre, med Matches, det var A.J.S. det var de to maskiner, der blev lavet på samme fabrik.

   Men det, det hele drejer sig om er, at virke rolig og ikke hakke i det, at forklaringen kommer hurtig, naturlig og at være fræk nok, på den gode måde, det blev aldrig opdaget med den helt private nummerplade, i de seks til Otto år, det varede. Jeg må sige her i dag, at det var tosset gjort, hvad kunne det ikke have kostet mig, den gang, hvis det var gået galt. Men man var jo ung den gang, havde ikke for mange penge, og jeg kunne se, at på kort sigt, var der sparet mange penge og det var mange den gang, der brugte samme plade til flere maskiner.

   I dag har jeg over ti maskiner og de har alle deres egne nummerplader, med fuld forsikring (veteran) tre Triumph, fire Ariel, en Norton, en bsa og en N V, så jeg har lidt, at lege med, på min gamle dage.

1970 

 Om at købe en Harley, en lang næse:

   

   Jeg hørte af en bekendt, at der var en i Ribe der ville sælge sin Harley, men han viste ikke hvor, det havde han glemt. Da jeg kom til Ribe, forhørte jeg mig rundt i byen og fandt så hen til ham, der havde cyklen til salg. Det var en WLC 750 cc Side ventilet, det var en gammel mand som havde den til salg (vel min alder i dag) man kunne se at den var brugt, men ellers i god køre tilstand. Prisen var den gang, den store formue på hele 1.500 kr. Vi aftalte, at jeg ville komme den følgende fredag, med min gamle kammerat Herluf (luffe) (Larsen trim).

   Da vi ankom, den følgende fredag, stod vi der og så på motorcyklen. Manden der havde cyklen, var lige inde i huset efter noget, og luffe sagde, hvad fanden, vil du med det gamle lort. Da manden kom ud igen, sagde jeg til ham, at det ville jeg lige tænke over og jeg ville komme igen, hvis det havde min interesse.

   Da det var gået en ti dages tid, havde jeg fortrudt, at handelen ikke var blevet til noget og tog igen, ned til Ribe. Da jeg ankom uanmeldt, på adressen og fik fat i manden og fortalte ham, at jeg nu ville have cyklen med hjem og samtidig viste ham de 1.500 kr. kikkede han bare på mig og sagde; Den her motorcykel havde han haft fra ny det var et godt tilbud jeg fik og at jeg havde fået lov til at købe den første gang, da jeg var nede for at se på den.

   Den anden gang, hvor han var gået ind i huset, havde han hørt fra det åbenstående vindue, hvad min kammerat havde sagt; hvad jeg ville med det lort, så nu kunne jeg skam ikke købe den, om jeg så ville give 5.000 kr. For den. Jeg må sige, det har jeg tænkt meget over senere, det var bare ærgerligt.

1972 +1973 

 At købe mange af motorcyklerne op, i Haderslev området,

derfor er der ikke mange tilbage her:

 

    Nu var der andre tider kunne man se, at folk havde nu fået råd til at få bil, var der ikke mange, der regnede motorcykler, for noget. Sener i 1973 da jeg boede på den gamle maskinstation, mellem Sillerup og Fjelstrup, havde jeg samlet over 40 motorcykler samlet sammen der ude. Jeg købte dem af alle, der havde kørt motorcykel, i hele Haderslev området, som nu havde fået bil og så ikke brugte dem mere.

   Når jeg mødte nogle af dem ude i byen og de måske ville låne penge, til at feste mere, så fik jeg mange motorcyklen på den måde i pant, det blev hurtig, lavet et stykke papir på det. flere indløste deres gæld, men de fleste kunne mange gange ikke, eller ville skaffe de penge som de havde lånt, så fik jeg cyklen udleveret, for de meste på en rolig måde.

   Men det var også sket et par gange, at jeg skulle skrue bissen på. For at få en afregning, på den ene eller den anden måde. Flere gange, kom jeg hjem til dem, når jeg ikke hørte fra dem og tiden var udløbet. Han fortalte så, at han havde ofret nye dæk og meget andet, det kom ikke sagen ved, forklarede jeg, cyklen eller pengene.

   Konen var flere gange hjemme og sagde at de penge kunne de ikke undværer, at jeg kunne tage motorcyklen med for han kom aldrig til at køre på den mere, det var en drøm han havde, men den havde han selv ødelagt. Mange af de motorcykler solgte hen af vejen, for at overleve.

   Da jeg havde startede et tagdækker firma og sener hen flytteforretning og arbejdet samtidig, som udsmider om natten, på swing inn på Jomfrustien i Haderslev, alle start, er jo vanskeligt.

1972 

 Et par gode handler:

Køb af et par Nimbusser, og hvordan man for synet dem

og plader på, amerikansk metode:

 

 

 

  En dag, hørte jeg, at en Nimbus var til salg, ude i Åbøl ved Toftlund for 500 kr. Jeg fik to af mine kammerater, Jens Kruse og Jørgen Enemark til at køre mig derud, i bi for at se på den og den var det værd, de to friske gutter var også med i falkene i en tid. Motorcyklen var de 500 kr. værd som jeg skulle give for den. Den blev købt og jeg kørte selv hjem på den, da det ingen nummerplade var på motorcyklen, kørte mine to makker i bil helt tæt på, så ingen kunne se at der manglede en nummerplade.  

    Vi kom i god behold til Haderslev, uden pauser, eller møde med dem vi helst ville undgå. Jeg købte nu en anden Nimbus med sidevogn ved Carsten Hansen (død) ham der blev formand efter mig. Jeg gav kun 200 kr. for hele køretøjet, han fortalte, at den stod parkeret nede på brandvejen (der hvor nu Bredgade er i dag) og at han ikke havde set til den, i et par måneder.

   Nimbus en fra Åbøl, kørte jeg der ned ved siden af den med sidevognen. Carsten var blevet træt af den kørte med solo gering med sidevognen, og han mente også, at den ikke gik så godt i motoren. Da jeg holdt der på brandvejen, blev det hele i orden. Jeg synede Nimbus en, den fra Åbøl, satte plader på, fik den også synet med sidevogn, hvordan kunne jeg gøre det? helt selv, uden de forskellige myndigheder.

   Jo forklaringen kommer her; først satte jeg sidevognen over på den anden cykel, så nummerpladen fra Carstens motorcykel bag på, så skruede jeg stelnummeret af foran, det er en lille plade – skilt og byttede dem. Vupti så var den helt lovlig og indregistreret, ja man må jo spare hvor man kan.

   Den gamle Nimbus fra Carsten solgte jeg til min kammerat Luffe (Herluf) for 500kr. han skulle bruge den oppe på teknisk skole, hvor han var lærer den gang, om aftenen i motor lærer, men han bad mig om at få brændet Nimbus en sammen.

   Det prøvede svend Åge og jeg, en hel eftermiddag ude i Bøghoved skov, men det lykkes sku ikke, vi var så hårde ved den som mulig, men intet hjalp, den var så varm, at vi kunne spejle æg på den.

   Men i de store og hele, at tjene 200 kr. og få en gratis sidevogn, at få den synet og nummerplade på, det må da være en god handel, i en god falke ånd.

1973 

De små priser på motorcykler den gang, en Harley Davidson:

 

  

 Min ven Basse (Erling Bendtsen) fra Kolding ønskede sig en motorcykel, helst den samme som jeg havde, på det tidspunkt, det var en Harley wlc 750 cc Side ventil fra 1942 min var bygget om, til en halv chopper, den kan i se på falke billeder fra falkene 1 jo det var en flot cykel, den kom til at stå mig i små 6.000 kr.

   Jeg fandt ude i Over Jerstal ved mekanikeren Outzsen, var det en af samme slags og købte den til Basse for 900 kr. tænk hvis man havde den i dag. Så skete det det at basse skulle giftes, så med en gang var alt det med motorcykel forbi, med at skulle ud at kører motorcykel for ham.

   Så måtte jeg sælge den, de penge blev brugt til, at betale maden til brylluppet, det var et godt bryllup, jeg var selv med og den dag i dag, er de stadigvæk gift, så det var det værd for basse, det var et godt bytte for ham.

   Men i dag kan jeg godt se, at den skulle jeg have behold, med de penge den ville være værd her i dag, mon ikke, at det er en anden person, der mener det samme?

1972 

Køb af en Matchles. En værdistigning:

 

 

 

  En dag, kom jeg gennem Kabdrup, så jeg at en, jeg havde snakket med flere gange, havde fået en bil, den stod der uden for huset og han gik i haven, jeg stoppede for at få en lille sludder, han spurte mig om, jeg ville købe hans motorcykel, det var en Matchles model g 80 – 500 cc en cyll. I en god, rimelig stand.

   Han fortalte, at den skulle han ikke bruge mere, at jeg kunne få den billig, for hvad, spurte jeg, for 300 kr. blev der svaret, top, så købte jeg den. Jeg købte mange motorcykler den gang, ja faktisk støvsugede jeg hele området, for motorcykler og havde over 40 stk. i en overgang, det på den gamle maskinstation, mellem Sillerup og Fjelstrup.

    En Triumph af de nyere, med sammen byggede motor og gearkasse, som jeg købte i Haderslev, af en der kom fra København. Da det var gået et par år, begyndte priserne igen, at gå op, så satte jeg Triumph en dag til salg i Jyllands posten for 4.500 kr. den blev solgt samme dag.

   Det ringede mange, om Triumph en, der var også en der spurte om, om jeg så da ikke havde en anden, jeg svarede, at han kunne komme her op, (han var fra Als) da jeg havde flere cykler til salg. Da han kom dagen efter, faldt han for Matchles og spurte hvad den kostede, var det 3,000 kr. nej svarede jeg, at det var 4.000 kr. det var jo næsten, det samme som jeg skulle have for Triumph en. Så blev prisen blev til sidst 3.500 kr. som vi begge kunne godtage.

   Den gang kunne jeg leve af, en uge pakke ved slagteren, den kostede dengang 100 kr. så i alt 150 kr. for at leve tre personer i en uge. Man kunne leve med fuld kost, i mange uger, for det jeg fik for cyklen. Jeg var tilfreds og køberen var tilfreds, kan man så forlange mere, ved en handel.

   Jeg troede, at det var mig, der havde gjorde den bedste handel. Da det så var gået en små fem år, så jeg en dag, den i avisen til salg, jeg var helt sikker på, at det var den motorcykel, som jeg havde haft, jeg ringede for at høre til Motorcyklen.

   Han fortalte mig, at den var nu solgt, at jeg var kommet for sent, at han havde fået prisen, som han havde forlangt og det var 16.000 kr. og at det kun havde været kun tre ejer før, jeg spurte om han havde lavet noget ved den, han svarede, at den stod som ny, som da han selv købte den, at der var to fra Kabdrup og Sillerup der havde haft den før.

   Sener var cyklen til salg igen, ca. en syv år efter for 25.000 kr. og den var igen også solgt, så alle må jo være glade. Det havde været bedre at have motorcykler og have ladt dem blive stående, som at have pengene i banken, det gav da en bedre forrentning.

 

1979 – 1981 

At man ville købe, en Harley til rimelig pris.

At man ikke skal tøve, med et godt køb.

At man ikke, skal tale højt, altid:

 

 

 

 Jeg hørte en dag om en billig HD, som var til salg ca. i det sydlige Jylland, jeg var taget der op med en kammerat, for at se, måske købe den. Da vi ankom der til, var lejf Matisen, fra falkene 2 (pølse Maries søn) der, for også at se på cyklen, han kørte den gang på Yamaha 700, med v motor, det var en af de første, der kom til landet.

   I dag kører Lejf på hd og har haft flere af dem. Nå, men det blev ikke ham, der købte Harley, sælgeren var vist svær at handle med, kunne jeg forstå, på Leif. Da jeg så kom til at talte med ham, fortalte jeg, at jeg ikke var helt sikker på, at det virkelig var en wlc 750ccm Side ventil, men måske en 500cm.

   Sælgeren havde sku ikke for meget forstand på de forskellige hd og samtidig, ville han have 14.000 kr. for den, som jeg så fortalte ham, at med den pris, ville han skræmme alle dem der kom, for at se på den, vi snakkede frem og til bage. Så kom hans kone ud til os og bød os ind til kaffe. Vi gik ind, jeg med min lille sp. Mappe (sp.våben).

   Vi sad og hygge snakket, men mest hans kone og jeg, hun spurte til handlen, så var jeg klar, til at få handlen på plads, nu eller aldrig, tænkte jeg. Jeg fortalte, at prisen den var ikke god for mig, så handlen kunne nok ikke blive til noget, at hendes mand nok ikke ville sælge til den pris, men jeg forklarede, selv om han havde den til salget i et år, ville han ikke få mere for den, som jeg nu her ville byde.

   Konen spurgte mig, hvad jeg ville give for den? Jeg åbnede min lille kuffert, viste hende indholdet, det var bare i femkroner og ti kroner sedler, de fyldte hele kufferten, hendes øjne blev så lange, at de næsten nåede derned, og samtidig lyste de helt op. Hvor mange penge var det, spurte hun så, vel en 6 til 7 tusind kroner, svarede jeg, det var også rigtig, det var 6.500 kr.

   Top sagde hun, men jeg skal have kufferten med. Mens hun hentede papirerne på motorcyklen, låste manden sig ind i soveværelset. Jeg har aldrig set ham siden, vi må håbe, at konen fik ham at se igen. Hvad kan vi lære af det, vær mand i dit eget hus, tag dine egne bestemmelser, for dine egne ting, orden selv din handel (hvis du ikke kan det så sørg altid at være selv med køber, når du handler).

   Tro ikke at din partner altid vil dig det bedste, men mange gange, vil hun måske kun tænker på sig selv. Tænk på hvordan du selv vil regerer, i den situation, jeg var sku blevet tosset, hvis nogen havde blandet sig i en handel, jeg var ved.

1972 – 1973 

En BMW – En symaskine – Et Udstødningsrør – Ja det var en

rigtig godt køb:

 

   En dag, fik jeg at vide, af en jeg kendte, at det var en BMW til salg, oppe i Egtved, at det var en 600ccm og at den skulle koste fra 1.800 til 2.000 kr. Jeg fik en kammerat, til at køre mig der op, vi havde ikke den nøjagtig adresse, så vi spurte os frem, hvem der havde en BMW der i byen og efter flere forsøg, fandt vi det sted, hvor han boede.

   Der var ingen hjemme, men naboen, som åbenbart viste alt om folk, der i byen, fortalte; at han altid var der på kroen, at han drak som en svamp. Så vi tog så ned på kroen, hvor vi så mødte manden, der havde motorcyklen til salg. Jeg havde fået at vide, at det var en BMW fra 1954 og at man kunne, handle den lidt ned, for at få den billiger, som det han forlangte.

   Det var på det rigtige tidspunkt, at jeg kom, pengene var sluppet op, og han gik med os hjem, til ham selv, hvor motorcyklen stod. Jeg bød ham 600 kr. og han ville gå ned på 1.400 kr. enden af det, blev at jeg gav 900 kr. for BMW en, så han kunne komme på kroen igen. Jeg syntes, at det var en virkelig god handel, men det skulle blive endnu bedre, sener hen.

   Jeg viste Åge Krog fra mini motor i Christiansfeld, motorcyklen og bestilte et komplet udstødning sæt, til den og betalte for dem og fik leveret dem tre til fire dage sener. Men oppe ved mini motor, så Åge og jeg papirerne igennem og fandt ud af at den ikke var fra 1954 men fra 1964.

   Vi blev helt overrasket og meget forbavset, også til den pris, jeg havde købt den til. Da det var gået en små otte dage ringede Åge til mig, om jeg ville sælge BMW en. Nej det havde jeg ikke tænkt mig, svarede jeg ham. Men da han bød mig 10.000 kr. kontant for den, svarede jeg ,at det så var så uden de nye udstødningsrør og potter, da de ikke var sat på endnu, det blev svarede, at det var ok.

   Det var handelen, der siger spar to. Så kunne jeg også vise mig, fra den gode side, med at give familien der hjemme, en meget moderne symaskine, som jeg kunne få, ved at aflevere lydpotterne med for rør tilbage til mini motor.

1975 –

 En tur til Kolding, hurtige hænder, lang tunge, øl og piger:

 

  På den tid, havde jeg firma på Norgesvej, og vejret var for dårlig, til at kører motorcykel den dag. Jeg bestemte mig til, at kører en tur til Kolding og tog min Ford mustang, lidt finer tøj på, ud at se på piger som man ikke kendte, i en anden by. I nærheden af banegården i Kolding stillede jeg vognen, gik en lille tur.

   Da stod der en flok læderjakker (de kendte ikke mig) jeg kikkede på dem, om der var nogle jeg kendte fra før, da det var flere år siden, at jeg holdt meget til i Kolding. Jeg gik på det modsatte fortov, de råbte efter mig, laps og meget andet, jeg var ved et hjørne, vente mig om. viser lang tunge efter dem for, at få lidt gang i den.

   Så kom der straks fem af dem løbende over gaden, for at få fat i mig, Jeg gik om hjørnet, smed min jakke og stod der og ventede på dem. De kom farende om hjørnet, hvad der så skete ved jeg ikke? men de lå spredt rundt på fortovet og en enkelt på gaden. Jeg gik tilbage samme vej jeg var kommet, gik over gaden til resten af de læderjakker der stod der endnu.

   Da jeg gik der forbi, sagde jeg til dem; godaften de herrer, de svarede alle i kor godaften. Jeg tog så min bil og kørte herefter op på Haderslevvej, hvor der den gang lå et Disko. Da jeg havde været der ca. en lille time, kom der en ind af døren og råbte; hvor er han? så skal han få tæsk.

   En af dem fra før nede i byen, pegede mig ud ved det bord, hvor jeg sad, jeg vinkede til dem, at de skulle da endelig komme herned. Pludselig opdagede den store, de havde hentede hvem jeg var, til hans undskyldning havde han jo ikke set mig i sådan noget tøj før. Og han forklarede dem, at det var en af hans gamle kammerater, og det endte med, at vi alle fik en øl sammen,

   Den gamle kammerat, var jo Bjarne Dam som også kører motorcykel den dag i dag. ja man siger, at klæder skaber folk, men i de klæder, er det jo den samme person, som altid. Til slut det blev en rigtig god aften, med mere.

 

 Uden mad og drikke duer heltene ikke:

 

 

 

    I de helt unge dage, hvor lønnen ikke var stor, men til gengæld afdragene på motorcyklen, det var en hel ugeløn. Afdraget skulle betales + vægtafgift og forsikring på Motorcyklen, det var faktisk det vigtigste i ens tilværelse den gang, på det tidspunkt i ens liv. Hvis man så var arbejdsløs eller skiftede arbejde, og de faste udgifter som husleje, for et værelse og til motorcyklen, var der ikke altid penge til mad.

   Maden blev skaffet på mange måder, ved familien, ved at hjælpe med forskellige ting, særlig ved spise tid. At kører en tur rundt i byen med en bag på, det kostede den store sum af ti kroner og det betalte de alle med glæde, for at kunne sige ude i byen, at de kendte mig /os, at de havde kørt motorcykel med mig /os, så havde man to valg, at fylde tanken op med benzin, eller kører ud til Damende og få fri suppe for 8 kr.

   Mange gange blev det til suppe og for to kr. benzin. Andre gange, havde man kørt tre turer på en aften, så var man godt ved muffen. Hvis det ikke kunne lykkes en dag, kørte jeg ud på motorcykel til min gamle kammerat, også fra vores helt unge dage, Kurt Sørensen, der arbejdet ude på Hotel Norden i Store gade sammen med spiele, som kok.

   Jeg fik altid en god stor, madpakke ud af vinduet, fra hotel køkkenet, så jeg kunne tage den med på arbejde, næste dag, hvis det da var noget tilbage, af madpakken. Det var hårdt, men også gode tider og minder fra dengang, hvor de rigtige kammerater, viste deres værdi i nøden.

   Jo Haderslev, har betydet meget for mig, om jeg har boet i København hvor jeg arbejdet som tagdækker og blev udlært – Arnum hvor jeg selv havde Hotellet, eller Brændstrup, hvor jeg havde Hovedafdelingen at mit firma, eller nu hvor jeg bor i Hoptrup og hvor huset nu er til salg, da jeg til næste år, bliver folkepensionist i juni 2011.

   Jeg savner stadigvæk Haderslev, hvor jeg hører hjemme. Jeg er født og opvokset i det meste af min barndom i Haderslev og når jeg engang skal død, skulle det gerne i min rede der, hvor jeg føler, at jeg hører hjemme.

1964 eller 1965 –

lykken i ulykken:

 

   Det var på Blomsterkroen eller Sverdrup kro, ligger lige før Øsby, det ikke et almindelig bal, det var et pigtråds orkester som der spillede der ude, det var de eneste sted, i hele vores område. Ingen anden kroer turde afholde sådan et arrangement, det kan jeg da godt forstå den dag i dag. Mange gange var der femten til tyve ruder knust.

   Der blev kæmpet meget uden for, mand mod mand, men da også inden for. En gang da jeg kom ud på wc, var der en der råbte uden for, jeg kikkede ud af det lille wc vindue, som manglede rammen, hvad så jeg så, det lå en mand ude for vinduesåbningen, med rammen omkring sig, kunne ikke komme fri af den, jeg måtte så gå ud og hjælpe ham fri af den.

   Men det kunne jeg ikke gøre, uden at jeg kom til at grinede temmelig højt, det syntes han ikke var spor morsom. En anden gang jeg var der ude, gik min makker og mig også ud på wc, da begyndte jeg at grine, min makker spurte hvad det var så morsom, ha ha svarede jeg, kan du se der inde på toilettet at det rør, der går fra cisternen deroppe og ned til wc, hvor røret er revet af i sidste uge, halvt nede.

   Den person der havde været der inde, for at lave stort, da han har været færdigt, havde han trukket i snoren, og fået hele vandskyllet, ned af ryggen og var blevet pisse våd og for at undgå at andre havde se og grinet af ham, har han kravlet ud af wc vinduet, du kan da bare se vand sporet, fra wc hen af gulvet, op af muren og ud af vinduet, Han var garanteret ikke inde til musik mere den aften.

 

 Politiet var der mange gange:

    Det var den lokale landbetjent, havde vi lavet noget lort, blev der sagt, vil du have en bøde, eller et par på hovedet, vi valgte det sidste, for penge havde vi jo ikke mange af, En gang da jeg også tog valget med et par på hoved, der uden for. Fik jeg sådan en af landbetjenten, at jeg røg ned i gruset og alle hans fem finger sad der på kinden i flere timer efter. Men for ikke at tabe ansigt bad jeg om en på den anden side, for at det kunne give ligevægt.

   En dag i en vinter skulle jeg hjem ude fra blomster kroen, det var sne og meget glat, jeg skulle have en pige med ind til Haderslev bag på, vi kørte mod årøsundvej fra kroen. Det startede med at hun sagde til mig, ikke så hurtig, det skulle jeg sku nok selv bestemme, mente jeg, da jeg havde fået lidt saftevand, så den fik lidt mere fart på, det skete et par gange.

   Med en gang kom der en bil imod os, og blændede meget, jeg satte det lange lys til, så at han kunne få tilbage. Pludseligt opdagede jeg, at vi var næsten ved årøsundlande vej, Haderslev til højre og Årøsund til venstre. Min fart var vel på det tidspunkt ca. 120 km i timen vil jeg tro.

   Jeg lagde maskinen ned, for at stoppe farten, skubbede hende af. Jeg sad på siden af cyklen og kurede de sidste halvtreds meter over årøsundlandevejen op af den skrå lygtepæl, som stod på denne side af grøften ved vejen, mod den anden pæl som stod lige, på den modsatte side af grøften. Der oppe ca. halvvejs oppe hang Triumph motorcyklen. Jeg selv var fløjet lang ud på marken.

   Jeg hørte at en bil standsede, en stemme sagde, der hænger motor cykellisten oppe, det var min læderjakke som var revet af, hang på en ad de trin, man brugte til at komme op for, at reparerer ledningerne.

   Da jeg kom op på vejen, kunne jeg ikke lade være med at grine, da det ikke var sket noget alvorlig for hende, der havde været bagpå, eller mig selv. Men det syn glemmer jeg aldrig i mit liv. Hun stod der med en brækket hæl (høj) på sin sko, var kun iført hofteholder. Da jeg havde skubbet hende af, var hun kuret på den ene side, nederdelen var slidt igennem, på den side, jo det var et syn for guder og mig.

   Vi havde fået lidt skrammer, det var det hele. Men cyklen det var noget helt andet, den blev trukket ned fra pælen, med en traktor, slæbt ind på en gård i nærheden. Først et par dage sener med falk til en forhandler, for at den kunne blive lavet, så det kan mand da kalde hel i uheld.

 

 

 

 

1975 – 1978 –

To små historier fra Norgesvej: 

Rockeren:

   Da jeg havde firma på Norgesvej i Haderslev, kom der en nabo der også boede i industrikvarteret, og holde mig an, at han lige havde et spørgsmål til mig, jeg svarede, hvad jeg kunne hjælpe ham med.

   Han ville godt vide om jeg havde den rokker, der kørte ud fra mit firma så tit, om han arbejde fast for mig, jeg svarede at man ikke altid skal fordømme folk på, hvad de gør i deres fritid. Men, at han var en god arbejder som jeg satte meget pris på, at han altid var der for mig når jeg havde brug for ham, at jeg faktisk var meget sammen med ham og lærte ham meget bedre at kende, jo mere jeg var sammen med ham.

   Han svarede at så havde taget meget fejl og kunne forstå, at man ikke skulle hører på, alt hvad folk fortalte. Sandheden var fortalt, men det var mig selv jeg snakkede om, når jeg kørte fra firmaet havde jeg en kører maske på og derfor kunne ingen kende mig, når jeg kørte fra firmaet, det har jeg grinet meget af.

 Pantet:

 

   En dag kom Nico Tommy (død) op på Norgesvej i firmaet, og var meget ked af det, jeg spurte hvad jeg kunne gøre for at hjælpe ham, han fortalte, at nu, var han ved at miste hans motorcykel. Jeg sagde for hvad, han forklarede, at Kojak ville have cyklen tilbage igen, da han ikke havde betalt, de sidste afdrag, da han havde mistet hans arbejde og at han ville få noget andet, om en lille måned og om han måtte stille motorcyklen hos mig, så det ingen løb med den. Det kunne han godt.

Efter otte dage kom kosak og ville hente cyklen, men det kunne ikke lade sig gøre, svarede jeg ham, at nico heller ikke kunne hente den, før restbeløbet var blevet betalt til mig, først så, kunne nico få cyklen og Kojak få resten, at de skyldige penge det syntes han var en god ide, og han havde heller ingen valg, sådan blev det. Ingen mistede penge ingen mistede motorcyklen.

Rundt og rundt og piger og piger:

    Det var den tid, hvor det ikke var noget der hed gågade i Haderslev, at man den gang kunne kører hele byen rundt for at blære sig, at køre motorcykel den gang, var noget særligt, for alle de unge dengang. I byens spidsborger øjne, var vi barer nogle læderjakker, der fik skyld for alt, hvad det gik galt den gang, men i de unge pigers øjne, var vi nogle fandens karle, meget spændende for dem, særligt for dem der var kommet ind med firetoget.

   Næsten alle unge piger, skulle dengang ca. et år i huset, for at tjene, på den måde at lærer at holde hus, til når de sener blev gift, kunne lave en ordentlig bøf til deres mand som de jo nok, på et sener tidspunkt fik, som deres forældre fortalte dem, også for at lærer, at stå på egne ben.  

 De piger der tjente her inde i byen, boede hos de folk de arbejde for, hvad skulle de så få tiden til at gå med, når det var fyraften. De gik to og to rundt i byen, for at nyde at de havde fri fra arbejdet, se forretnings vinduer, om det var noget de kunne tænke sig at købe, når de fik løn til den første. De kunne heller ikke undgå, at hører og se os der kørte, så alle der kørte den gang, skulle byen rundt.

   Vi startede fra torvet ned af Nørregade hen af Graven op af Bispegade, Apotekergade til torvet igen, det kunne godt gøres to til fem gange på en aften. Hvis det var ved klokken 16 til 17 kunne betjenten, der stod i krydset ved Jomfrustien, graven og Nørregade, godt råbe, at nu, var det nok, at det var sidste gang her i myldretiden, at kører rundt i byen.

 Min opvækst med motorcykler og kamp:

 

   Nu lige lidt om min opvækst, som jo nok har været med til, hvordan livet havde formet sig for mig. Med min interesse for motorcykler, klubben, sammenholdet, som man nok fra barnsben, havde søgt at finde. Jeg er født i Slotsgade i Haderslev, boede der til at jeg var ca. et år gammel, flyttede der fra, om til æ Klosteret, hvor jeg havde, det meste af min barndom til jeg var ni år gammel.

   Fra jeg var ni år til jeg var elleve år gammel boede vi, på Aabenraavej, der efter i Skovlunde ved København til jeg var 16 år, så tog jeg tilbage til Haderslev. Jeg var det man kalder et nøglebarn, men bare uden nøgle. Som helt lille var jeg bundet til et nedløbsrør i 8 til ni timer om dagen, hvor en nabo satte vand foran mig og en humpel brød, men der var også ca. otte meter snor i, så man mente den gang, at jeg havde frihed nok.

   Hundene ude på gårdene havde jo kun fire til fem meter kæde som de blev sat i, da de var hvalp og kom først ud af kæden, når de var død. Det kan man jo ikke sige om mig, jeg kom da ind om natten. Min mor har altid sagt, at det har hærdet mig, og gjort mig selvstændig? Jeg vil nærmer tro, at det har lært mig, at klare mig selv. Uden indblanding (fra jeg var femten år gammel) af familien.

   Da jeg stod ude, eller under en trappe hvis det regnede, det var jo meget godt, at snoren kunne nå derind, med mig. Det var også en genbo der kom hjem fra arbejdet, på hans motorcykel, den var jeg helt vil med. Jeg vil tro at det var fordi han havde den frihed, at kunne komme langt omkring, i forholdt til mig, så det var mit store ønske, at få sådan en, når jeg engang blev stor.

 

 Da jeg var blev lidt større:

  

   Når kom hjem fra skole, var det ingen til at se efter mig, eller at passe på mig, så man lærte det på den hårde måde, med at passe på sig selv. Var altid i gang med noget, lavet våben, skjolde og svær, da vi sloges meget med de andre veje og kvarterer i hele byen. Da jeg var otte år, til vi flyttede fra byen, da jeg var elleve år gammel, var jeg krigsfører for æ Klosterbande og styrede dem helt op til dem på tretten år.

   Det var ikke en dag hvor vi ikke kæmpede med andre bander, eller at kæmpe mod hinanden, for at holde sig i træning og form, så at alle kendte deres plads, i vores hakkeordenen, i vores egen lille hønsegård. Det var en hård opvækst at få. Men den gang var der et stort sammenhold, for det var den eneste måde at overleve på, hvis man ikke skulle gå i hundene, og få psykiske problemer, ud af det, sener hen i livet.

 

Fitte Lund :

    Der var den gang også mange positive oplevelser. Vi hjalp en vognmand, med at skubbe hans gamle ford lastbilen i gang, når den ikke kunne starte og det skete tit, når vi var på vej til skolen (Loiseskolen) men til en belønning, kørte han os til Kelstrup strand for at bade et par gange om sommeren. Vi kunne være 15 til 20 børn bag på ladet, ja det var en oplev,tænk hvis det var i dag så havde han nok mistet hans køre kort + en mægtig bøde. Vognmanden var Fredrik Lund, i daglig tale Fitte, som den gang også boede på æ Kloster. Sener gik det ham godt, han havde slamsugning biler, fejemaskiner biler og biler der kørte med renovation.  sener da jeg blev voksen, satte jeg i bestyrelsen for Haderslev og omegns Vognmands forening. Den bestod af 6 vognmandsforeninger i hele området og jeg var formand for gram vognmands forening, formanden for hver forening var så med i den store.

 

Ved stranden:

 

Den gang kørte vi børn på cykel, til Kelstrup for at bade så godt som hver dag, da vi var blevet lidt ældre.

   Det forgik ved selve Kelstrup ved siden af en restauration, der hed Viktoria, der skulle man ned af en vej, for enden af vejen, med de mange sommerhuse, blev cyklerne stillet, man gik de sidste 30 meter, ned til selve stranden. Der lå der et ishus og en rød barak, hvor vi kunne skifte til badetøj. Der nede var der fra skolerne svømmeundervisning, der var en lang badebro som ende ud i et u, med badetrapper.

   Der var altid mange mennesker dengang, i dag næsten ingen. Is huset badebroen er også væk, undervisningen foregår jo i svømmehallen i dag. Nede i den røde barak, lavede vi mange drengestreger, men en ting husker jeg tydeligt, det var, at hænge sig i begge arme og trække sig op til loftet og hvem der kunne holde sig længst oppe under loftet.

   Allerede den gang, med den unge alder var der ingen, der kunne slå mig, selv ikke de store drenge, det var jo pragtfuld, at få sådan en opmærksomhed den gang, for man savnede jo alt andet den gang, det kan man jo se i dag, når man tænker sig tilbage på sin barndom.

 Kæmp for alt, Hvad du har kær:

 

   Alt det, med at kæmpe for, alt det man har kær, kunne jeg bruge, da jeg kom i skole i Skovlunde, på Sjælland, der blev drillet for at være den sønderjysk tranlampe, men det fandt de hurtig ud af, at det skulle de nok ikke gøre, da jeg kunne banke dem alle, selv dem i 9 klasse, hvor jeg gik i 7 klasse selv.

   Derover i Skovlunde, havde 19 ud af de 20 der boede i husene på vejen, en motorcykel, så man drømte om, ja da helt tilbage da man var bundet til et nedløbsrør som fortalt i et anden afsnit. At få en motorcykel. Det ville virkelig skabe lykke, mente man selv, det havde det ikke været for meget af, i ens liv dengang. Men det blev til den store virkelighed, ved at købet af en motorcykel, til at køre bane kørsel med.

   Men jeg måtte ikke have en der hjemme, om så den kun var 50cc., da slet ikke en motorcykel, for min stedfar, han kunne da slet ikke fordrage mig, men det kan man godt forstå i dag, for han kunne jo heller ikke lide sig selv. Selv dagen før hans død, da jeg besøgte ham på sygehuset, sagde han; jeg har ikke været god far mod dig vel! det gav jeg sku ham ret i. det var da godt for ham selv, at han var nået så langt inden han døde.

   Jeg forstår også, at når man ikke selv har fået kærlighed, kan man heller ikke give noget, man ikke har, det må være en dårlig arv at få.

   Cykler med hjælpemotor og  motorcykler:

,

    jeg havde i tidens løb flere motorcykler de stod ved en meget flink for mig en særling (som andre folk kaldte ham) han boede i et skur over på marken ved åen og mosen, han ejede jorden der ovre. Han var et godt menneske, men som sagt, sky for andre mennesker, der vel havde svigtet ham i tilværelsen. Det var vel derfor, vi kom så godt ud af det sammen.

   Jeg fandt sener ud af, at han ejede flere gårde og bolig blokke, som en Advokat tog sig af, så han manglede ikke gods eller guld. Men at han havde meldt sig ud af samfundet. Selv da jeg som 15 år var ude at sejle, en kort tid 7 måneder, stod min motorcyklen ved ham, den var som den blev sat hen, da jeg kom tilbage.

   Som jeg skrev i en anden artikel, om i Skovlunde, gik jeg til boksning i de 4 år, jeg var derover på djævleøen i første omgang, for at få alt de frustrationer væk, over at jeg skulle forlade Haderslev. Hvor jeg havde alle mine venner og familien, at komme til et helt andet sted, det var noget helt andet, hvor man så, heller ikke var ønsket. Så det med at bokse, hjalp sku heller ikke rigtig, for jeg forsatte dengang dobbelt så meget, som før i Haderslev, rundt i byen, som en rød klud foran en tyr.

   Det Jeg trængte til, var jo nok en røvfuld ude i byen, der hjemme fik jeg alt det som der var brug for, i den retning, men jeg fik sku aldrig nogen der ude eller i livet, som man ikke kunne magte, at sætte på plads.

 

1963 –

Ulykken ved Apotekergade/Smedegade:

 

    En dag, da jeg havde fået min Horex Regina motorcykel på 400cc 1 cyll. 4 t. kom min kammerat Lejf Christensen. ( Senere i livet Arbejdede han som skolefotograf og fotograf ved Haderslev ugeavisen til hans død, Lejf blev kaldt Sofie, hvorfor hvides ikke)  Lejf spurte om han kunne få lov til, at prøve min Horex, da han havde en mulighed for at købe en på 350 kb. Det kunne han da godt, men vi måtte først lige skaffe en nummerplade først, da den jo ikke var indreg.

   Vi lånte en plade og Sofie kørte ned, af Nørregade hen af Graven, opad Bispegade, der kørte der en langsom bil, da vi var ved at overhale den, drejede den til venstre mod Smedegade og ramte os i siden, med et skrald. Vi røg ned og gled over til midten af Apotekergade, det var en dame der kørte bilen og hun skreg som besat, om at hendes bil havde fået buler hen af siden, at den var helt ødelagt, og den var hel ny.

   Nu skulle hun have fat på Politiet, ikke en skid om, hvad det var sket med os, eller hvad det var sket med motorcyklen, nu var gode råd dyrere, ingen kørekort, den var jo ikke indreg. Eller syne,t det var noget skidt, det kunne koste begge to  en udsættelse, af vores kørekort.

   Så kom redningen, af en ung mand på en 20 år i jakkesæt og slips på, fortalte damen, at var hendes skyld, da hun ikke havde blinket til venstre, at han nu ville vente til politiet kom, og fortælle dem som det var, at hun ville få en stor bøde, en erstatning på skaderne på motorcyklen.

   Da fik piben en helt anden lyd. Var der sket noget med os, hvad med motorcyklen? – Det var skønt, han var som sendt som fra himmelen, v i var redet. Jeg skyndte at sige, at vi hver part betalte, hvad det kostede at få rep. bil og motorcykel. Det syntes hun, at det var en god ide, vi samlede nummerplade holderen med nr. plade på op fra vejen. Den lånte nr. plade holder, sad kun fast med en enkelt skrue, og den var revet over, vi skyndte os, at kører bort fra stedet.

   Ja hvem var så vores redningsmand, det fandt vi først senere ud af, vores helt var: Bjarne Winther, som den gang var i lærer ude på Ejsbølvej, som skiltemaler og sener havde Skilte firmaet B W. i Haderslev.

 

1978 –

 En prøve:

 

 

 

Ved den anden generation af falkene, blev der en dag sagt, at de havde hørt, at jeg kørte helt vildt og ubehersket, før i tiden, hvorfor, at jeg ikke kørte sådan mere, om jeg var blevet bange. Jeg fortalte dem, at man var blevet en lille smule mere forsigtig, med ens kørsel, da man tænker sig lidt mere om, er også bange, for at kunne komme til at skade en anden person.

   Men, at det ikke har noget med egns egen, kører egenskaber at gøre, den kunne jo afprøves, hvor man var sikker på, at man ikke kunne skade andre personer, kun sig selv, da det jo ingen kunst er, at kører hurtig på en landevej eller motorvejen. En dag tog vi af sted, på en kører tur, ud i det blå som jeg sagde, men tanken var en helt anden, nu skulle de prøve at kører rigtig motorcykel, få afprøvet deres kører egenskaber, over for dem selv.

   Jeg tror, at den dag var vi en små ti stykker, Jeg husker ikke alle, der var med den dag, men mine to visepræsidenter var med. Otto Hansen (beton otto) og Verner Kruse (død), der foruden, husker jeg Finn Sievertsen og Kim Jakobsen.

   Jeg startede med, at vi kørte ud i Pamhule skoven, hvor jeg viste hvor det var, vores lille tur skulle være, Det blev oppe på nogle volde, som der er der i skoven, med en gangsti for oven, ca. tre meter stejle skrænter på begge sider, så de skulle holde tungen lige i munden eller i bukserne, holde cyklen på rette kurs, det var ingen muligheder, for at vende eller for at stoppe der oppe, for så var man væltet ned af skrænten.

   Så kom vi til en lille plads, hvor alle gjorde holdt, da det nu var en skrænt ned herfra på ca. fire meter ned, men det var meget stejlt ned, til den lille smal skov vej, på den anden side af vejen stod der stablet opskåret brænde op, som en hel mur. Jeg kørte ned at skrænten og holdt ca. en halv meter fra muren, flyttede mig lidt, så der var plads, til de andre kunne komme derned.

   Først var der ingen der ville, og de fortalte mig, at jeg sku da ikke var rigtig klog, med den nedkørsel. Jeg spurgte om de havde nogen andet valg, jeg stoppede min motorcykel, satte mig ned, for at følge slaget gang. De blev så enigt om, at en sad på cyklen og to hjalp med at bremse farten ned, ved at hænge i begge sider, bremse med deres ben,

   Kim Jakobsen var den første, det lykkes, så kom resten, alle havde nu fået nok, ville ud af skoven her og nu. Der blev aldrig talt mere om kørsel på den måde.

 1958

 På motorcykel, bare 12 år gammel:

 

 

   Ved udkanten af Skovlunde, i trekanten mellem Ejby ved Glostrup – Herlev og Skovlunde, ligger der et område, med en losseplads, en å med stier som krydser området, ved mosen – lossepladsen – og et stort overløbs vandbassin, som jo kun er i brug ved oversvømmelser.

   I dette område kørte vi meget, på vores små letvægter motorcykler. Som jeg altid har fortalt andre, at skulle de lærer, at kører motorcykel rigtig, skal de lærer ved, at starte med en lille motorcykel først, eller lærer man det aldrig. Jeg startede med at kører på en Jawa  cz på 98 kb. Jeg vil tro at den havde en små 4 til 5 hk, men var gearet ned, så den kunne ikke kører så stærkt måske 50 km i timen, men så var det meget mere træk i motorcyklen, og det jo var det, vi havde brug for ude i området.

   Når jeg kørte nede i mosen var det værste, når tændings kablet blev revet af, af en gren, den kabel/ledning fra tændingen sad jo kun trykket. ned i en stift på motoren. Så var det kun en mulighed, at trække motorcyklen ud af mosen, ud på en sti for at løbe den i gang, da det ingen kik starter eller bremser var på, sådan en bane cykel det må det jo ikke være, når man kører ræs mente vi.

   Det var sku hårdt for en 12 års dreng. En gang lavede vi en opvisning, for de andre drenge, det gik jo ikke altid lige godt vi måtte jo lærer, også om det gjorde ondt som bare pokker. Jeg kan huske at vi var 5 små motorcykler, der skulle springe over en tønde, med meget fart på. Det var en tønde der lå ned i klemme mellem et par store sten, der var lagt to brætter ved siden af hinanden, for at vi kunne køre op af dem og springe ud i luften.

   Det gik godt, med de tre der kørte over før mig, men med mig, var det noget andet, de to brætter var gået lidt fra hinanden, da jeg så kom kørende ind på midten klappede de to brætter sammen, jeg røg lige ind i tønden, med et skrald og røg en tur ud i luften, fik samtidig ødelagte mit forhjul.

 

1959 – 

Over åen, som en Helt/idiot:

   En anden gang ødelagte jeg min motor. En med en motorcykel med nr. plade på, det var en ajs en gammel bane cykel, det var virkelig en med skub i, han viste os andre hvordan han kunne springe over åen, med hans maskine, det var helt fantastisk.

   Vi spurte hvordan han gjorde det, han forklarede så; Man køre i en god fart i anden gear, tager den forreste bremsen i et sekund, til den dykker ned i forgaflen, samtidig sætter man den ned i første gear, slipper koblingen med fuld gas, den rejser sig så op igen og man springer over åen.

   Det lød nemt, så det ville jeg prøve straks, jeg kom kørende med alt, hvad min kunne rende i anden gear, gjorde alt som der blev blevet sagt, at jeg skulle gøre. Det gik virkelig godt, jeg røg lige ned i åen, motorens cylinder flækkede, det var det, de andre skreg af grin. De sagde, at nu, havde jeg vist fået nok. Jeg svarede, at det vistnok var fordi, den ikke havde heste nok.

   Da det jo var en forskel på fem heste eller måske 40 heste, som den anden jo nok havde. Men om der var nogle af dem, der havde de store cykler, der kunne tænke sig, at ville låne mig en af deres, men det var det sku ingen, der havde lyst til. Sener hen har jeg sprunget over mange åer og bakker med mere.

1960 –

En lufttur, på første parket, med god udsigt:

 

   Jeg vil fortælle om, den gang jeg sprang fra en stor højde, ikke med min gode vilje, alle de andre, har fortalt at de aldrig havde set et sådan et spring før, kommer nok aldrig til at se det nogen siden igen. Om jeg fik tusind af kroner, gjorde jeg det heller ikke i dag, for så var jeg død, det var helt sikkert, det var hel i uheld at jeg overlevede.

   Det hele startede ved parkeringspladsen, ned foran ved lossepladsen, vi stod en 4 personer med vores banecykler og en indregistreret bsa, talte sammen, pludselig kørte ene op af vejen til lossepladsen, alle fulgte så hurtig som muligt efter, jeg havde den anden mindst af cyklerne, fik overhalet den første, så den næste, så nr. 3, var nu stolt som bare fanden, op på siden af nr. 4 jeg kunne se at han måbede, tog gassen af hans motorcykel.

   jeg var helt vil i varmen, jeg var jo næsten den bedste tænkte jeg. Pludselig så jeg ham på bsa en, han holdt helt stille, på oppe på toppen af lossepladsen, havde helt åben mund, så helt mærkelig ud i ansigtet, det måtte jeg også have gjort i dette øjeblik, da jeg kunne se hele byen Skovlunde under mig, jeg fløj lige ud i luften, fra skrænten, som de tippede affald ud fra, langt ud kom jeg og så gik det ned af.

   jeg sprang af motorcyklen på et tidspunkt, det var mit held, motorcyklen landet i der, hvor de tippede sten og cementblokke ned, ja motorcyklen den var helt smadret. Jeg landede i noget blå slam, hvor jeg sad fast i til armene, bag efter var jeg helt sort og blå over hele på kroppen.

   De måtte ligge brætter ud, over slammet for at kunne gå hen til mig, uden at synke i selv. De kunne ikke trække mig op, men måtte lægge et tov under mine arme, så være flere om, at få mig op, på det tørre igen.

   Det var en lufttur må jeg sige, men aldeles ikke med min gode vilje. Når i en gang kommer der over på djævleøen, så kan i stadigvæk se, hvor var højt det område er, alle kan se at det er unaturligt høj, jeg tør ikke nævne højden.

1960 –

Det kunne, da have været, en hurtig handel, en god handel:

 

   Det sidste, om min drengetid, i Skovlunde med motorcykler. Jeg købte som fortalt i et anden afsnit, om købet af min jawa cz på 98 kb. og jeg gav 100 kr. for den. Den blev jo totalskadet, da den troede at den kunne flyve, så jeg måtte jo se mig om, efter en anden. Så købte jeg en anden jawa cz, men den var på 150 kb. Og havde lidt få heste mere, den kom også af dage, da den troede, at den kunne køre under vandet. (som skrevet, i en anden artikel).

   Så fik jeg købt en meget hurtig og kvik motorcykel, i forholdt til de andre to, jeg havde haft før, Nemlig en Viktoria bi fix på 125 kb. For kun 200 kr. og taget ved røven som du kan se sener, om priserne på en bifix. Den havde håndgear, som en cykel med hjælpemotor, den var god til at køre på baghjulet med.

   Denne motorcykel kunne jeg kører fra de andre, der kørte på banen med sammen, men den var elendig, til at springe højt med, da den så kom ned med forhjulet først, det var ubehagelig mange gange, når man så tog en røvtur og måtte ned og bide i græsset.

Mit gearkabel itu.

 

    En gang gik gearkablet i stykker, måtte så ind til selve København til Reinhardt på gammel kongevej for at købe et nyt sp, gear kabel. Det kostede den nette sum af 80 kr. Reinhardt fortalte, at det faktisk ikke kunne betale sig for mig at købe kablet, men det måtte jeg da selv om, da han havde en bifix, magen til min, stående uden for, som var helt i orden og den kunne jeg få for 100 kr. med nr. plade på, så kunne jeg da kører hjem på den, sagde han.

   Det sagde jeg top til, gav ham de 100 kr. men det var han ikke tilfreds med, han ville sku se mit kørekort. Det var en skam, jeg havde jo ikke noget, var kun lige fyldt 14 år. jeg havde allerede set mig selv, kører hjem og ud i området af hvor jeg boede og spillede fandango. Jeg tog skuffet hjem med S. toget, med mit skide kabel, selv i dag ærgrer det mig, at kunne gå glib af sådan en god handel, når man på det tidspunkt havde lavet de to andre handler dårlig.

   Til en lille afslutning vil jeg lige fortælle at i Skovlunde var det en ophugger med biler og lidt motorcykler, han spurte mig en gang, om jeg kunne bruge en motorcykel der stod over i et hjørne, jeg grinede og sagde nej tak hvad skulle jeg med det kakkelovnsrør (gammel model af en Nimbus) den skulle kun koste 100 kr. sagde han, jeg svarede om jeg fik den gratis ville jeg ikke have den.

   Den sidste jeg har hørt som var solgt her, i 2010 var for 170.000 kr. øv.

 

1964

 

 Træningen, bal, uden en røvfuld:

 

   Vi var nogle stykker der trænede meget, for at holde vores form i orden, vi tog også meget ud til bal ude på landet det var sku sjovt, vi måtte jo ikke danse med deres piger der boede i deres område. Det fik vi mange gode kampe ud af, det var faktisk en ren fornøjelse, men vi havde en høj moral, med at kun at kæmpe med dem der ville, med dem der ikke havde løst, var bange var der jo ingen grund til at slås med. Det gav jo ingen modstand herved, det kunne man heller ikke lærer noget ved.

   Vi havde regler den gang, ikke at slå på en der ligger ned, ikke at give en skalle, kun en mod en, ikke at slå i skridtet, ikke at sparke, ikke at slå en ned bagfra. Havde man slået en ned, og han lå på jorden, blev der sagt, har du fået nok, svarede han at det havde han, hjalp man ham op og han gav en øl så var alt glemt, man kendte så hakke ordenen og sin plads i fremtidens hønsegård.

 En tur til nabobyen:

 

  En dag tog vi til bal ude i en naboby vest på, vi var en hel flok vi var kørende i fem biler og var jeg vil tro ca. en 22 til 24 personer og skulle fulde os meget, så motorcyklerne stod der hjemme. Det var i 1964 og jeg var 18 år gammel, det hed den gang asfaltbal, siger ordet i sig selv, at det var uden for. Vi sad hele flokken og lavet vel meget larm, vil jeg tro, kontrollen var flere gange hende ved os, vel for at vi skulle dæmpe os bare lidt.

   Men det var der sku ingen, der rettede sig efter. Så blev der hentet en stor, stor stærk mand, vel den stærkes fra området, de to største fra vores område var hver oppe, at slås med ham, en af gangen, og de fik tæsk, så det stod ikke så godt for os, vi viste, nu ville det ikke vare længe, så var alle bønderkarle på nakken af os, for nu havde de fået mod, de var vel en små 70 til firs stykker, det var sku ikke så godt.

   Men det måtte jo redes, hvad redes kan, jeg gik hen til det store monstre, sagde til ham, at hvis han ikke holdte op nu, ville jeg brække hans arm. Han skreg af grin, sagde; at sådan en myre som mig, da bare kunne brække den, lagde sin højre arm ned, viste mig armen, og sagde så; bræk den, bedte knægt, kikkede rundt på alle, de andre for at hævde sig, skreg stadig af grin.

   I dette øjeblik, da han ikke var opmærksom, brækkede jeg hans arm, over mit knæ, så blev der ikke grinet mere. Jeg fik ikke den røvfuld, jeg var lige ved at få, der var ingen af de andre bønderkarle, der ville slås mere. Det blev en rigtig god aften, Efter at sygebilen havde hentet ham den uheldige.

 

1965 –

 En god gerning, ud i det fjerne:

 

   En anden gang tog vi ud til et pigtråds bal, i en by vi havde hørt om, at var et sjak på en 7 til 8 stykker som sloges meget, bankede alle de kom i nærheden af. Det var lige noget for os, der kunne blive noget træning, det var lige sagen. Vi tog 5 mand i en lejet bil derud, parkeret et par side veje væk, fra hotellet.

   Vi kom ind fik et par øl, aldrig for meget, når vi skulle dyrke vores hobby, med at se hinanden dybt i øjnene. Det gik en lille time, så kom flokken ind, de larmede som de ejede det hele og det gjorte de vel også, efter deres egne mening.

   Efter en halv time, ville de op at slås med en anden flok, men de andre havde ikke lyst, de viste at de ingen chance havde. vi gik derefter over til dem, sagde; at de skulle finde nogle andre, der var lige så store som dem selv og som også havde de lyster, så de kunne de slås med dem.

    De jo allerede havde vundet, da de andre var bange for dem. Der blev svaret, at vi så i stedet kunne få et par på ørerne, uha ellers tak sagde vi, det var ikke det vi ville. De skulede, over til vores bord, men det skete ikke noget, de havde måske ikke så meget mod, som i munden, vel fordi de ikke kendte os.

   Men vi viste at det skulle de nok komme til. Det hjalp vi dem med, lige før det var slut sprang vi alle op for ud af døren, som om vi var bange for dem og over til en vej, lige der i nærheden af vores lejet bil.

   Vi løb rundt om et hjørne, der stod vi og ventede på dem. Da de også kom om hjørnet, tog det vel 2 til tre minutter før det hele var forbi, for de 7 til 8 helte fra det lokale område. de lå ned og spillede hønseringe, eller hvad de lavede og rådede med, dernede på jorden. Det kunne være herefter, at de kunne lade de andre i byen være, i fremtiden.

   Vi kørte hjem fra en rigtig god fest, havde det rigtig godt med os selv, for at vi igen havde gjort en god gerning. Så slap vi den dag, med at hjælpe den gamle dame over vejen, at få tæsk med hendes stok, som jeg havde fået før, på grund af misforståelse, da jeg havde læderjakke på og ikke en spejderuniform på.

 

Tilbage i tiden, ungdommen den svære start:

 

   Nu vil jeg skrive lidt mere, om min ungdom, som jeg skrev i et afsnit i starten, at jeg ville gøre sener hen, for på den måde, at få lidt mere sammenhæng i de forskellige afsnit, da det jo er svært, at skrive fra start til slut på en gang, den der oppe, skal jo først virke, så lidt efter lidt, kommer der lidt mere frem på lystavlen.

   Men alle de forskellige afsnit, kan jo læses hver for sig, det er mit håb, at en eller anden, også har lyst til at skrive fra den tid, også fordi om få år, er vi – jeg efter normalen de % mindre og ikke mere til, det må da være godt, for dem der kommer efter os, at kunne læse om den tid der var. Om hvordan vi levede, med vores motorcykler, med få penge, en kamp for tilværelsen, for også at have råd til at holde en motorcykel, med ekstra arbejde med mere. og den barndom og ungdom, man havde.

Den sidste skoletid:

 

 

  Nu går vi tilbage til den sidste skoletid, i Skovlunde på Sjælland. Jeg var gået en tre måneder i 7 klasse, det var den gang de tævede ungerne, efter godt befindende. Jeg var altid med på den værste, gad ikke skolen, kun at køre med motorcykel i mosen og på jordbanen. Kom jeg i skolen, var det på en knallert, med læderjakke, med en masser af nitte og stjerner på, jeg var da lige fyldt 15 år, og måtte ikke køre på knallert endnu, for alle de kloge, men det var vi da flere, der sked vi højt på.

   Vi måtte ikke have dem med ind, på skolens grund, men de stod parkerede lige uden for. Vi havde en lærerafløser i de første tre måneder i klassen, han slog meget, jeg vil tro, at de fleste fra klassen, havde fået et par på kassen, af den skøre skid. På mig havde han brækkede 5 stk. pegepind på, jeg skulle hver gang over til viseinspektøren for at bytte dem, når de var gået i stykker.

   Da så jeg så kom den femte gang, og var der ovre, på kontoret sagde han, at jeg skulle sige til læren, at han selv kunne komme over for at bytte den, der var itu, men så skulle vi ikke bytte flere for ham. Han indførte så, den brede rød hvide med terninger på med centimeter, og sagde hvem os, ville indvie denne, det ville jeg, men tog en salmebog inden under bukserne, det lød et brag og den blev i 1000 stumper.

Men det kostede en ny salmebog, den blev også ødelagt ved den lejlighed, det var tre ugers lommepenge. En dag, da læren var ved at dyrke hans hobby, med at tæve et par stykker fra klassen, var den sidste en pige, han lappede hende sådan en lussing, at hun røg ned i gulvet og blødte ud af det ene øre, der var to af eleverne, der hjalp hende op ar stå og ned på hendes plads.

   Vi andre sad som lammet, kunne ikke tro vores egne øjne, jeg stod op, gik op til læren, slog ham en på skallen, han gik ud som et lys. Jeg gik ned på min pin igen, flere af de andre, prøvede at vågne læren, men de kunne ikke få ham vågnet, så de hentede inspektøren, det lykkes heller ikke for ham og de ringede efter en sygebil, hvor han kom med.

   Det endte med, at jeg kom ud af skolen, og inspektøren skaffede mig en hyre på et skib (Derom en anden gang) han sagde, at han kunne forstå mig, med min handling, men ingen af os to, kunne være der mere, læren havde brækket kæben, ved kun et slag, og han var et stort brød på ca. 2 meter og sports lærer også.

   Så de år jeg havde gået til boksning, var den tid var givet godt ud, sammen med alle de kampe, man var opvokset med som mindre, det havde givet noget, med alt den træning, jo det var min afslutning med at gå i skole.

Ung arbejder fra 15 til 18 år:

   

  Jeg kom til Haderslev, efter at jeg havde været ude at sejle, det var i 1961 til 62  (Jeg kom først til Skovlunde igen i 1966, da jeg havde været soldat og var der et lille års tid.)  I starten der i 63 Arbejde jeg et halvt år, ved landbruget i Knud ved Fjelstrup, hvor jeg købte ved smeden, den første motorcykel til gade kørsel, det var en Triumph tiger T. 20 terre på 150 kb. For 1.200 kr.

   Den første motorcykel, bliver man næsten altid taget ved røven på, men det var en lille kvik maskine, som jeg kørte ind til min pige i Haderslev på, det gik noget hurtigere, end med en cykel med hjælpemotor. Så begyndte jeg, at arbejde for min onkel, som vinduespudser, det gav en rigtig god løn, da jeg jo ikke var fyldt 18 år endnu. En arbejdsdreng fik den gang 80 kr. pr. uge, et værelse der var lidt møbleret, kostede 160 kr. pr måneden, det var en halv månedsløn, dertil kom kosten.  

   Man kunne spise på et pensionat til 60 kr. om ugen, men det var det ingen ungarbejder, der havde råd til, kan man regne ud. Jeg startede med 50 kr. om ugen, med et værelse og kost, hos onkel, sener var jeg oppe på 180 kr. aftalen var at jeg ville stige 10 kr. for hver uge. Men med en gang, kunne jeg ikke stige mere i løn, da en anden, der også arbejdet for min onkel, også lavede meget arbejde, det skulle gøres om, han havde været der i længer tid som mig, var også stået stille i løn, med forhøjelse i en til to måneder, hvis jeg fik mere end ham, ville han jo nok holde op.

Glarmester Skov:

 

   Så tog jeg så arbejde, hos glarmester Skov på store Klingbjerg, det var et godt arbejdssted. Lønnen var som sagt fin fra starten 325 kr. per uge, som jeg selv forlangte, for at starte der. Set i forholdt til de andre arbejdsdrenge, med de 80 kr. pr uge, kan man ikke sige, at det var lønnen der fejlede noget. Allerede da jeg arbejdet hos min onkel med lønnen på de 180 kr. + drikkepenge afleveret jeg hver fredag 200 kr. til udbetalingen, på min nye motorcykel, som jeg havde bestilt, hos Heine Bøg der havde rapid motorcykel forretningen der ved havnen.

   Det var min store drøm der skulle gå i opfyldelse, en Triumph tiger 100 ss, en flot model med hele 34 hk. For den skulle jeg have, når jeg fyldte 18 år, samtidig havde jeg så sparet de 3.000 kr. op til udbetalingen sammen. Det var sku hårdt, men det lykkes, men det var jo blevet nemmere, efter at jeg havde skiftet arbejdsgiver, min onkel kom bagefter, tilbød mig så 400 kr. pr. uge, det fik dem der var over 18 år. Gammel.  

   Men så var det sku for sent, det kunne han jo havde gjort noget før, så havde jeg jo, ikke skiftet arbejde. Det med at pudse (polerer)franske vinduer, (bonde hus vinduer) sætte stiger op den gang op til 5 led køre med dem på cykel, sener på motorcykel med over skulderen, rundt til de forskellige kunder, det gav godt, med bøffer, derfor var der ingen, der kunne lægge mig ned i arm i Haderslev og omegn.

   Jeg husker, at en gang jeg kørte over omkørselsvejen, med stigerne over skulderen kom jeg op på ca. 120 km. i timen var lige ved, at lette fra motorcyklen. Med en små 80 km. i timen, det var der ingen problemer med. Den gang kørte jeg på en NSU max, med 17 hk. lidt sener i den periode, på en Horex Regina 400 med 22 hk.

Mit første møde,med de forskellige, der arbejde som udsmider:

 

 Jeg vil nu skrive lidt om, de udsmider, som jeg nævnte, at jeg ville skrive om, i starten af første afsnit. Hvordan jeg mødte dem for første gang, som jeg så sener kom til at arbejde med, på de forskellige dansesteder.

   De blev nogle af mine gode venner, ikke alene på arbejdet, men mange gange privat, et par stykker kom sener til at arbejde for mig, da jeg fik Flytteforretning, var de nogle af de dygtigste medarbejder, jeg havde haft. Giver man folk et ansvar og en god løn, for man gode og ærlige folk.

Ude og hjemme, trænede vi, med et par pauser m. v.

Og en pinse nat i 1965 og mit første møde med Harry Ritz :

 

   Vi løb mange gange den store dam rundt, for at holde os i form, jeg vil tro i en overgang en til to gange i ugen, med alle de forskellige ting vi kunne finde på undervejs, eks. Stoppe op, løfte på en træstamme, eller andre ting. På en pinse efter middagen, løb vi den tur, det var Peter Smed – Store Erik Stolt – Bokser Kurt og mig, den dag var vi kun os fire der tog turen.

   På vejen syntes vi, at turen godt kunne udvides lidt, så vi aftalte at vi lige at slå en smut over Christiansdal, det gjorde vi så. Da vi kom der ud fandt vi ud, af det var bal der om aftenen. Den gang startede selve ballet kl. tyve og det ville vi være med til, vi mødte en vi kendte og fik ham til at hente noget andet tøj til os i Haderslev, da vi jo kun havde træningstøj på.

   Nu røg vi lidt i øllet, for at kunne nå, at komme i stemning, til ballet som der var om ca. tre timer og lidt at spise, på det tidspunkt var der uden for et tivoli og mange folk, (I dag er kroen Christiansdal brækket ned) det var nogle fornøjeligt timer, vi fik til at gå der ude. Så kom der gang i ballet, det var sku gang i den med fuld skrald og fart på da kl. var ni der om aftenen (ikke som her i dag, hvor der først sker noget efter, kl. 01 om natten).

   Da jeg var på vej over dansegulvet, med hele favnen med øl, til bordet hvor vi sad. Mens jeg gik over gulvet ude i siden af salen, kom Harry Ritz dansende med hans kone, med fuld fart på og ramte mig i farten, jeg sagde undskyld, at de trådte mig på tæerne og slider på mit overlæder. Han blev helt vil i varmen, jeg fik en ordentlig en på snudeskaftet, fløj jeg hen af gulvet, uden at tabe mere end to, af de otte øl jeg havde i favnen.

   Da jeg kom hen til bordet, kunne jeg ikke lade være, med at grine over det, det var jo ikke med vilje han havde træde på mine fødder, men i dansens hede og så min flabede bemærkning.

   Jeg så ikke, at han var på vej hen mod bordet, da jeg stod med ryggen mod dansegulvet, Peter var ved at fortælle, at han havde været slagter oppe i Hammelev ved hans far og han sener overtog forretningen. Havde banket alle, der var vær at banke i hele området, var nu i gang inde i Haderslev.

 

Harry ved bordet:

  

  Med en gang, kom Harry ved bordet, vi røg sammen helt ud på dansegulvet. Han fik lige et par, af de sp. Jeg gik ind på min plads og han blev hjulpet på plads, af hans venner ved det bord, hvor han sad. Igen efter ca. ti minutter var han sku der igen. Store Erik rejste sig op, sagde; at det nu var nok, han fik sådan en skalle, at både det hvide og blod kom ud af øjnene, fald ned i stolen bevidstløst for en lille kort tid.

   Peter smed sprang under bordet i en fart, han havde kendte Harry, de sidste 5 til 6 år før, han skulle ikke nyde noget, han havde set, hvad der var sket med dem, han havde været oppe at slås imod. Bokser Kurt fik lappet et par ud, men fik sådan en, til han lå på bordet til sidst.

   Så var Harry lige i form igen, turen kom så til mig, jeg stod jo der, ventede pænt, til det var min tur, til at danse lidt med ham (den gang, var man en mod en, ikke som i dag en hel flok, om at banke en person) Det endte så med at Harry, måtte bæres ud i køkkenet, for at de der kunne få liv i ham igen.

   Så kom værten hen til mig og sagde, om jeg ville gå, så det ikke ville blive mere ballade, det ville jeg ikke, de kunne bare holde ham Harry væk fra mig, i samme øjeblik, de to udsmider der var der hen og afleveret deres skilte til værten, for nu ville de hjem, i en fart.

   Det gik så en lille times tid, hvor Harry havde været hjemme, for at vaske sig og skifte tøj og stod så ved bordet igen. Så måtte jeg sku gøre alvor af det, sygebilen hentede ham så var det slut. Vi tog herefter en bil til Over Jerstal kro, inden politiet kom, hvor der også var bal.

Til bal på Over Jerstal kro pinse aften:

 

   Vi ankom til Over Jerstal kro, i en taxa, da vi havde fundet et bord, fået en øl, gik jeg på wc , lige for at få vasket skjorten(skyllet den op) for at få de værste blod pletter af. Da jeg kom ud af wc døren igen, var der vild slåskamp, i hele salen, en mand der stod lige ude for døren, sagde til mig, kan du se ham den store, ham ordner jeg sku.

   Det var Erik, der svingede med en stol, for at holde alle bønderkarle væk, det var Erik – Peter – Kurt og nogle andre bekendte fra Haderslev, mod resten der var i salen, det var virkelig gang i den. Jeg daskede ham en, så han med en gang lå på gulvet og sov, vil jeg tro. Jeg kunne nok se, at vi havde, slet ingen muligheder, for at komme fornuftig ud af denne situation.

   Jeg tog et bord og løftede det op, Erik tog fat i den anden side, vi løb med bordet, som et skjold foran os, i fuld fart mod udgangen, folk fløj til alle sider, resten af makkerne var lige i hælene efter os, det var sku bare med at komme ud, i en fart, da vi var kommet ud i indgangen, smed vi bordet fra os, fik alle af makkerne ud af døren, så Erik og mig måtte stange et par stykker ud, der var vel det det skulle til.

   De løb jo så stærkt efter os, så det var vel det, de ville opnå, så vi ville ikke skuffe dem for meget. Med det hele blev hurtig stoppet, da jeg tog pengekassen, ved indgangs kontrolløren og tømte den ud på gulvet, så pengene med alle sedler lå der nede på gulvet. Alle der var der i nærheden, bukkede sig ned for at samle de penge op, de blev væltet af dem der kom efter, til sidst var de en hel bunke af mennesker. Så havde vi endeligt, tid til at komme ud af klappen.

    Ud til den af bilerne, der holdt klar uden for, at tage os med ind til Haderslev, så vi kunne komme ned på bumsen (Borgerforeningen).

Til bal på Borgerforeningen.

Det var pinse nat og mit første møde med (Hans Møller):

 

   Da vi ankom til Borgerforeningen, snakkede jeg lige uden for, med en gammel kammerat som jeg ikke havde set i rigtig lang tid, de andre gik så ind. Da jeg kom ind i forhallen, sagde udsmideren; et ordentligt brød (Hans Møller) du kan ikke komme ind, da din skjorte er fuld af blod, jeg sagde nå, gik ud på wc for at vaske skjorten.

   Det var ingen problem, da det var en nylon skjorte, jeg havde da sket ikke opdagede, at det var noget det havde det så skidt, at det skulle være blod på min skjorte, da den var vasket, gik jeg ud igen i den store forhal, svingede skjorten mange gange rundt, for at tørre den, tog den så på. Udsmideren havde så i mellem tiden fået at vide, at jeg havde banket en af hans gamle makker, Harry Ritz, så blev det sku sagt, at jeg stadigvæk ikke, kunne komme ind.

  Det ville jeg ikke finde mig i, nu kunne han da også, få et par af de flade, så startede ballet, der blev lappet nogle stykker ud, men jeg var da også klar over, at hvis han fik fat på mig, så var det sket, eks. begge mine hænder tilsammen var ikke en gang så store, som den ene af hans lapper (hænder).

   På trappen i forhallen, var jeg nu kommet en 7-8 trin ned af. Og så sagde han pludselig til mig, hvad fanden, du er da en Hinrichs. Jeg sagde, at han nu ikke skulle snakke sig uden om, at få en røvfuld, han grinede endnu mere, sagde videre, du er sku Michael Hinrichs fra Elmevej,s søn, jeg svarede, det ville jeg da skide på hans flotte tale, men nu skulle han få den røvfuld, som han da virkelig trængte til.

   Han grinede endnu mere, satte sig på trappen, råbte til Rosa, der passede indgangs kassen, at hun skulle hente to øl til os. Så slappede jeg også af, vi fik en god snak sammen, det var min fars gamle bon kammerat, hvor hans første møde, med den gamle var en røvfuld, han kunne genkende det i mine øjne, som lyste og lynede på en sp. Måde, når jeg var gal, det var lige som min fars, sagde han.

   Jo Hans blev min ven, og fortalte, om min far og hans ungdom om alt, fra piger til alle de kampe, de havde haft sammen mod andre. Min far boede i Århus i hele min barndom, han blev skilt fra min moder, da jeg var 2 år gammel. Jo Hans, han var også en af de store Udsmider, med hjertet på den rette plads. Hans Møller kørte også motorcykel i tiden før mig kan du se her på hjemmesiden, da Hans Døde var jeg med til begravelsen.

En måned efter ca. på Borgerforeningen:

Første møde med Heine Fischer:

 

 Da jeg en dag kom ned på borgerforeningen, var jeg gået ud på wc, da jeg var færdig, vendte jeg mig om stod heine der foran mig, gav mig en ordentlig skalle, i samme sekund da jeg så ham, sænkede jeg hovedet lige tilpas, så det var Heine, det gik mest ud over, jeg greb fat i ham, så stoppede det, vi var nok lidt svimmel begge to, vi gik op sammen til Børge Christiansen, som havde Borgerforeningen den gang.

   Børge stod jo altid oppe i buffeten. Hejne ville som både Hans – jens mau – mau og de andre have fat i mig, efter at jeg havde været oppe, at kæmpe mod Harry, Den gang, var det som i det ville vesten, som man ser på filmene, hvem der var hurtigst med seksløberen. Den gang i tresserne, var der også, hvem der var bedst til at kæmpe om pladsen i hakkeordenens hønsegård og om man var i mellem dem i top ti.

   Jeg husker, at når man endelig kom på en kro, var der altid nogen der skulle prøve lykken, det var mange gange synd for dem, men ikke altid rart for en selv, når man havde gæster med, og når man var i byen for at slappe lidt af. Men heine kom mange gange sener, ud til mig på besøg, da jeg boede i Sillerup

 

 

Lidt sener, det første møde med:

Jens mau – mau, det var også på Borgerforeningen:

 

    Det samme skete,igen der nede på æ bums, ja det var sku helt farlig at gå på wc. Da jeg var kommet ud fra selve toilettet, stod Jens der og ventede på mig, fortalte at vi skulle lige have sat noget på plads da jeg havde banket et par af hans makker. Så begyndte kampen, den gik sku hårdt for sig, jeg ville meget gerne, have fejdet med ham ude i forhallen, hvor det var meget mere plads til at røre sig på.

   Han var som en gal tyr, farede på hele tiden og næsten lige så bred over skulderen som høj, det er de farligste, at kæmpe imod med, han havde ingen glaskæbe som ca. 95% af alle mænd har, det var sku en kamp som sagde spar to.

   Pludselig, kom der en udsmider ud på wc et, det var Gustav King af Vojens, som han sener blev kaldt, han skreg helt vild, hvis vi ikke holdt op, ville vi få så mange tæsk, han havde vel nok ikke set, hvem han havde råbt til.

   Vi stoppede pr. omgående tog ham, stoppede hans hoved ned i wc et, han fik hovedet under brættet, jens satte sig oven på brættet, jeg trak i snoren, det skete vel en tre gange, men vi skulle jo først vente, til kummen blev fuld igen. Gustav fortalte sener, at han troede, at han skulle drukne.

   Havde han vist at det var os, der var der ude for at slås, var han aldrig kommet der ind. Både jens og mig grinede meget, gik sammen op til Børge Christiansen og fik en øl sammen, det udviklede sig til et godt venskab og gensidig respekt, som også varede livet ud, vi var senere også udsmider sammen.

 

Meget sener på borgerforeningen:

Som udsmider sammen med Max Brink:

 

 

  Max var bryder og bomb stærk, ikke høj men bred som bare fanden, vi har aldrig kæmpet mod hinanden, mange af jer kender ham enten fra Viktoria bad eller Strand kroen, hvor han i mange år var udsmider. Jeg kom en dag ned på bums, da jeg kom ind af døren kom Jytte Børge Christiansens kone hen til mig, fortalte at Børge var til et møde, at max var der alene som udsmider, stod der oppe i mellem gangen mod ridderbaren, med 4 modstander om jeg lige ville hjælpe, med, at dæmpe dem lidt ned, så ville jeg få en dagløn for det. Det var helt ok.

   Da jeg kom op i mellem gangen, stod Max der, med de fire, da han så at jeg gjorde tegn til ham, sagde han, at de nu havde de fire minutter til at komme ud på, for de tog pis på ham, det kunne jeg både se og høre, sådan nogle tøsedrenge, når de var i så stort et flertal. Jeg skreg; nej Max, NU.

   Vi fik på denne måde overraskelse momentet på vores side, de fik smæk, så det stod, jeg tror personlig, at de aldrig mere i deres liv, at de havde den opførsel mere, de hersens store fyre, jeg har aldrig sener, set dem gå i byen mere, men det kan jeg godt forstå, for den oplevelse de fik. Men jeg har sener truffet dem flere gange i Haderslev ned i byen, er også klar over, at de kan huske mig, da de skynder sig over på et andet fortov.

   Max og jeg var flere gange sammen som udsmider, det var en makker man kunne regne med.

Udsmider – Kontrollører – kontrol:

   Som jeg har nævnt i første afsnit, om udsmiderne i Haderslev, dem der er nævnt i de forskellige afsnitter, dem der også, havde kørt motorcykel, før falkene og under falkene og som stadigvæk arbejder som udsmider endnu. 

   Fra 1963 til nu: dem der kørte motorcykel den gang et: m efter. Dem der stadigvæk kører to mm efter. Dem der har været medlemmer af falkene et: f efter. Dem der kørte i 1 – 2 eller 3 generation af Falkene. Og et S for dem, jeg har kørt sammen med, før falkenes tid Dem der stadigvæk arbejder som udsmider et n, som nu.

Jens mau – mau Død. – Harry Ritz død. – Max død. – Heine Fischer. – 

(Store Hans) Hans Møller M. Død. (Triumph polle) Paul Hinrichs M. M.F. 1.2.3. (Peter Smed) Peter Holm M. F. 2. (Grarup Løven) Aksel Skøtt M. M.F.1. (Jubas) M.F. 1. (Helge Kaptajn) Helge Jonnsen M. M. Jørgen lund M.M.S. Villy Lund M. M.S. (budda) Christian Schøtt M. S. (leifi) Leif Schøtt M. S. (Beton Otto) Otto Hansen M. F. 2. (Rød Åge) Åge Hansen M. F. 1. (Store Charlie) Charlie Touraü M. M.F.1. (Long John) John Jensen M. M. F.2. Allan Emiliusen M. F. 2. (Holst) Peter Holst M. F. 2. N. (Monkey) (Store Ib) Ib Hansen N. (Lau) Torben Lauritzsen.

Mit arbejde, Som udsmider:

 

   

     Jeg arbejdede selv, som udsmider på følgende steder: diskotek Bonaparte – Diskotek Gulf – Borgerforeningen – Berends – swing inn – Skoven i Ribe – Schweitzer hallen i tønder – flere steder i kb. I 1966 – 1967 og ved mange træf, i hele landet.

   Jeg startede, da jeg var 20 år gammel, holdt helt op igen, da jeg var fyldt de 50 år, de sidste 30 år af tiden, som en lille hobby. det var nu en god tid, med mange spændende oplevelser, som jeg kunne skrive, de første 50 historier om, men det vil jeg nu skåne jer for, men lige fortælle, om bare to små oplevelser.

   Da jeg arbejdede på swing inn, der lå på Jomfrustien. Jeg kan huske, at når vi skulle til at lukke, der ved fir tiden, som man gjorte den gang, for vi åbnede kl. 21.00 og det var fuld gang i den, når kl. var 22.00 . For at få dansestedet gjort tom, havde vi helt vores egen måde, at få det til, at ske på. Andre steder kunne det gå op til, en til to timer, med at få folk til at drikke ud, og forlade stedet.

   Dette problem klarede Aksel Skøtt (Grarup løven) og jeg, på følgende måde, først kom Løven, fortalte, at de skulle drikke ud, så kom jeg, fortalte, at dette var første gang jeg kom ud af tre, og at vi begge kom, tre gange, efter hinanden og normal gik der en små fem minutter efter hinanden hvor vi kom rundt til bordene.

   Tredje gang, kom de ud, med en fanfare. Det var meget sjældent, at jeg nåede at kom ud, på den sidste omgang. Det hurtigste, vi sammen, løven og jeg, var at havde tømt lokalet med, de sidste gæster, var rekorden på 11 minutter.

   Man skulle altid behandle folk ordentligt, være retfærdig, på denne måde, at gæsterne kom igen, det var det vigtigste. Men jeg må sige, at i dag, skal kontrollørerne jo ha været, på et kursus, få et bevis på, at de kan arbejde med sagen, det giver også en tryghed og en tilladelse, over for politiet og andre myndigheder. Det var ikke som dengang, der var udsmidere til, det var for det meste slags broderen, der fik det arbejde, med den fornøjelse og fik endda penge for det.

De 6 smede, på fest besøg, på swing inn:

 

    En aften, hvor Grarup løven og jeg, var der nede på vagt på swing inn, blev der uro, ved et bord oppe på terrassen, hen ad ved tolv tiden, det var en lille flok Smede, der fejrede en lille fest, de var seks stykker i alt. Løven var der oppe, for at de skulle dæmpe sig lidt ned, da det var gået en små ti minutter gik, jeg der op, gav dem en lille skideballe.

   Og måtte der op på terrassen igen, jeg talte pænt til dem, og særlig med den ene, om problemet. Så med en gang rejste den største sig op og sagde hvis det var et problem, var det til ham, at jeg skulle komme til. Pludselig fyrede han en af, jeg krydsede hans arm, så at han fik en på sinkadusen og blev så helt slap i knæene, jeg fik ham bakset ud i gangen og herpede ham ud af yderdøren.

 Da han røg ud af klappen, kunne jeg høre, at en kom løbende på fuld fart, på gangen bag mig. Da han sprang på mig, i farten, bukkede jeg mig fremad, greb ham i håret og trak ham herved over mit hoved fremad, så han fløj over mig og ud af døren, landede på en taxa, der holdt der uden for.

   På venstre side, stod en anden fra flokken, han fik en på skallen, så lagde sig ned, på højre side stod der to mere, ham der stod først for, fik en til hatten passede, lagde sig også ned, åben bart for også, at prøve på at sove. Den anden, løb sammen med den sidste, inde fra gangen på fuld fart hen mod Teaterstien.  

   Da jeg passerede den første, greb jeg ham i håret og løb med ham hen mod det store træ, der stod på hjørnet at Jomfrustien og Teaterstien og slap ham og hans hår, da jeg passerede træet, hvor han blev liggende ved træets bund. Den sidste løb jeg efter, helt op til Gammelting og hvor jeg kunne se, at han løb ind på politistationen. Da var min hidsighed, ved at taget af, jeg gik tilbage til swing inn igen.

   Da jeg kom tilbage, stod løven i døren, jeg fortalte ham, hvad det var sket, han havde ikke opdaget noget som helst, da han var ude på wc. Men ca. 10 minutter efter, kom politiet der ned, tog mig med op på stationen, hvor de lige skulle have en forklaring, men den nåede de ikke at få, da smedene ikke ønskede, at anmelde noget, da de selv mente, at de selv havde skylden, de var sku alligevel nogle mandfolk der til sidst. Hvad kan man lære af det, se næste afsnit.

Undgå kamp, i arbejdstiden,

udenfor hurtig afregning:

 

Det var også sidste gang, at det blev kæmpet uden for, bort set fra, ude i den lukkede port ved indgang, af swing inn. Der hvor man i en fart, fik afgjort de forskellige problemer, der måtte komme. Ud i porten, kunne man også komme fra garderoben. Hvis folk kom i dårlig humør, lavede ballade allerede inden de havde betalt, for at komme ind,    fik de besked på, at de slet ikke kunne komme ind. Mange blev så sure og endnu mere gale i låget, men som jeg fortalte dem, det var bedre, som jeg skulle til at slæbe dem, helt her ud, inde fra salen, så vi kunne lige så godt, få det afgjort her nu, som sener. Men det at fører et godt opsyn med folk, at de kunne føle sig trygge, at være retfærdig, så godt som mulig.     At behandle alle kunder ens, uden forskel, at være venlig og i møde kommen, der må være den fornemste opgave, for det sted man arbejder for, det det drejer sig om er, at kunderne kommer igen, fordi de føler sig godt tilpas, ved den behandling de får. Dem der ikke kan opføre sig ordentlig, og ikke kan tales til ro og en god opførsel, må jo tage det, der måtte følge herefter.

Vognmanden nordfra, et par på hovedet til mange:

 

     Den nok den værste aften på swing inn, den dag var jeg ikke på arbejde, da jeg havde fri. Min chef Ole Lakolk havde spurt mig om, om jeg ville kører noget affald væk, fra nogle gamle lejligheder der bag i gården, som de var ved at bryde ned. Da jeg fik et tilbudt og en god pris for at få det gjort. Jeg havde selv en lastvogn på det tidspunkt, sagde jeg ja tak, til tilbuddet.

   Mens jeg stod der ude i porten og læssede på, kom min anden kontrollør ud til mig, spurte mig om, om jeg ville komme ind, for at hjælpe med at få styr, på en person der inde, han var helt forfærdelig, havde på det tidspunkt, slået hele fem personer ud. De havde ringet til politiet, men de var ikke kommet endnu, han fandt hele tiden en ny at banke løs på,

   Da jeg kom ind i gangen, var den helt mennesketomt, det samme var salen, alle folk var oppe på terrassen, jeg havde aldrig set så mange personer, samlet der oppe. Vi gik så ind i Buffalo Bill, hvor jeg så ham, for første gang, en ordentlig kleppert, som var ved at rive hoved at en anden gæst.

   Jeg susede ind under den store mands arme, løftede ham op i armene, susede ud af døren, ud i gangen med ham, jeg havde løftede ham så højt op, at hans hoved havde slået to af plankerne af, over døren, som jeg for ud af. Bag efter, havde jeg tre blod sprængninger, i mit ansigt af bare anstrengelser, ved at løfte ham.

   Han havde en skammel (stolen vejede ca.20 kg. Lavet af ege planke) i den ene hånd, var jeg blevet ramt af den, har det været good bye, men heldigvis fik min gamle makker og udsmider Alfred Lund, havde vristet den fra ham, på vej ud af døren. (Alfred Lund (død) har også arbejdet som udsmider, i restauration Skoven i Ribe, har også været kirketjener og politi før i tiden).

   Ude i gangen, tumlede vi rundt, og bankede løs på hinanden. Med en gang, da vi lå fast omslynget, sagde han til mig, at vi ville ødelægge hinanden, at vi skulle holde sammen, banke alle de andre.

   Da opdagede jeg, at han havde sku lige så meget respekt for mig, som jeg havde for ham, da jeg lige før havde tænkte på, at nu ville jeg få, min første rigtige røvfuld.

 

Vendepunktet i kampen, min nye ven:

 

   Men det blev vendepunktet, så blev jeg psykisk og fysisk overlegen, endnu mere til den videre kamp, det var som at få endnu flere kræfter. Til sidst, havde jeg fået hans hoved ud af ydre døren, smækkede med døren frem og tilbage. Med en gang, stod der to betjente ved døren og sagde Paul, nu er det slut, kan du slippe ham, som sagt som gjort. Gutten sprang op knaldede den ene betjent —- en på skallen, så han sank lige et øjeblik ned. Den anden betjent Fogh (død) fik en så han landet, på ryggen af patruljebilens køler slog en kolbøtte over den, så ind i bilen og fik låst dørene indefra.

   Han fik så, kaldt hjælp over radioen. Vognmanden farede hen af Jomfrustien, jeg efter, for at stoppe ham, betjenten råbte, at jeg bare skulle lade være, til der kom forstærkning. Det var jeg da lidt nevøs over, jeg var da, ikke engang på arbejde, var nu indblandet i alt det her halløj.

   Hos kineseren der ligger der, på Jomfrustien, var der dengang en fotograf crassel og Meilby som var kunsthandler. Der stod den store Vognmand, der midt på gaden, da jeg indhentede ham, det blev lappet nogle ud, jeg blev ramt to gange, efter at sener at se mig selv, i et spejl, en hage, med en bule på, som et lille hønseæg (godt at jeg ikke havde glaskæbe, som 95 % af alle har) en stor bule i panden, det var alt, så jeg slap billig, ved de forskellige sammenstød, vi havde sammen den dag.

   Jeg fik ham så ned på gaden og ligge, holdt ham godt fast, betjenten min nye ven holdt fast i hans ben, vi havde tilsammen, fået låst ham fast, så han ikke kunne rører sig.

 

Befrielsen på godt og ondt:

 

 

 

    Så kom salatfadet, ud sprang der seks betjente og deres leder (Klok) og han skreg, slip ham, så vi kan få ham med. Betjenten der holdt Vognmandens ben sagde at jeg ikke skulle slippe ham, (men lederen skreg hele tiden, at vi skulle give slip). Jeg sagde, nu tæller jeg til tre, så slipper vi ham, løber over på den anden side, og står så i indgangspartiet, mellem fotografen og kunstmaleren og se, hvor dan de klarer dette.

   Så kom det gang i den, de fik alle nogle slemme huk, lå spredt ud over fortovet. To var ved at kravle over den stål port, med pikke på, der går ind til den slip, der går ud til Nørregade, de fik revet deres uniformer i stykker. Lederen stod nu, helt henne ved hjørnet, af Jomfrustien og Nørregade, råbte højt, i en sikker afstand. Det endte med at vi, min betjent og nu makker, måtte tage affærer og få proppet ham ind i salatfadet, det gjorde vi så.

   De skreg alle, at jeg skulle stikke, ham et par mere, på snotten, men det turde jeg sku ikke, med alle de vidner i de flotte uniformer. Da de kørte af med ham, kunne vi se, at han fik knippelsuppe, der omme i bag i bilen, det kunne vi se igennem bagruden.

 

Dagen derpå, besøg af min politi ven,

(gummi rummet) fængsel:

   Dagen derpå, kom min nye ven, fra politiet ned til mig på mit arbejde på swing inn og kunne fortælle, hvad der skete bag efter, at de var kørt med ham, fra dagen før. Da de var kommet op på stationen og havde fået ham ind i fulde brummen, den gode gummi celle, fik han at vide, at han også havde slået tre ud, på motel BP, da det var vognmand kongres, motellet lå dengang der, hvor mc Donald er i dag.

   Han fortalte videre, at de havde fået et par andre opgaver, så de var næsten alle ude, af stationen, der var kun fire ældre betjente tilbage. Da det pludselig lød et ordentlig brag, og lokalet var fuld af støv af pus, ud fra celledøren kom vor gode ven, han havde revet døren ud, med karm og det hele.

   Da han gik forbi betjentene, sagde han til dem, god aften, de herrer, gik så ud på gaden, der var ingen af dem, som havde lyst til, at prøve at forhindre ham i at tage af sted, det kunne vi jo, meget godt forstå, på deres vegne.

   Politiet fik sener, at vide fra taxa, at de havde kørt ham op til V—-. Politiet kendte ham der, han var jordens flinkes mand, når han ikke, havde drukket noget. Når der var ballade med ham, skulle de ikke nyde noget, som de havde fortalt, men at de ringede, til hans kone, som så hentede ham, så var han from som et lam, hun var kun halv så stor som ham. hun trak altid af sted med ham, i hans øre.

   De kørte så, først ud til ham, dagen der på, da var han vel blevet ædru, så var han flink og havde fortrudt alt, betalte hvad det skulle være, for at gøre alt godt igen. Jeg blev spurt om, jeg ville søge erstatning, det havde jeg da ikke tænkt mig, det var sku en god kamp, godt at prøve sine egne grænser.

   Min ven, holdt ved politiet, flere år, efter sammen med en 5 til 6 andre kollegaer, da de ikke ville mere, da en anden kollega blev dømt og mistede hans arbejde herved, bare for at forsvare sig selv, se det er en helt anden historie. Min ven gik så fra politiet og blev forsikringsmand.

For få år siden:

 

 

 For få år siden, var jeg gået en tur om på æ Kloster, for at se hvordan det nu så ud, der hvor jeg havde min barndom. Da jeg stod der på hjørnet, af Præstegade og Jomfrugangen, så på det hus hvor bageren var, da jeg var dreng. Der kom en gammel mand, han spurte mig, om jeg kunne huske, at det var der, der havde været en bagerbutik, det sagde jeg ja til. Han spurgte mig, om jeg var opvokset her omme på æ Kloster, det svarede jeg også ja til.

   Han spurte om jeg kunne huske ham, jeg svarede, at det kunne jeg godt, at det var ham der havde bageriet og var bagermester, han så helt glad ud, men det ændrede sig hurtig, da jeg fortalte følgende. Da jeg var dreng, havde vi ingen penge at rutte med, den eneste gang om året, vi havde penge var til fastelavn, når vi havde været ude at synge pengene ind. Så kunne vi selv, gå ind i din butik, den gang, for at købe dine romsnitter, men da var du smart, i de dage var de kun halv så store, så du derved kunne tjene det dobbelt og det var ikke pænt, over for de den gang små unger.

   Men det var ikke, så klog gjort, for når vi unger, var blevet større og skulle gå til bageren, valgte vi så, en anden bager, fordi, vi glemte ikke, hvordan du havde behandlet os den gang, han så noget mærkelig ud i hovedet, gik sin vej, vi må håbe, at han skammede sig, det burde han (det var den gang, da jeg var barn, at det var over tyve bager i byen) ved den samtale, kom der frem i min erindring, om den anden (gode) bager i området, som nu kommer i næste afsnit.

1954 – 1955 –

 Den sure og den flinke bager, var den samme person:

 

 

   Lige før Torvet, når man kommer op af Apotekergade, der hvor gardinforretningen i dag ligger, lå det en bager (Hjemmebageriet) og selve bageriet, lå ud mod æ Kloster (Jomfrugangen). Det var sådan at den gang, at alle bager blev delt op mellem børnene, hvor vi kunne komme og få smuler, som det hed den gang (gamle konditorkager og wienerbrød.

   Dem der kom og spurte bageren uden først, at havde spurgt de faste drenge der kom der, om at få lov. Gjorde de ikke det først, fik de et par på lampen og blev så jaget væk. Da jeg var omkring de seks år gammel, ville jeg også have mit egen sted, for at få smuler, men det var optaget, ved alle bagerne, men bare ikke ved hjemmebageriet. Der var der aldrig nogen, der havde fået noget, så der kløede jeg på, det var jo den eneste mulighed der var.

   Men blev afvist, mindst otte til ti gange. Jeg ville heller ikke den gang, give op, jeg skulle og ville have mit eget sted, for slik, man fik næsten aldrig noget, det var det ikke råd til den gang. Det måtte lægges en plan, at man i den alder kunne tænke således, var vel af nød og på denne måde, en mulighed for at man kunne opnå de ting, man måtte ønskede sig, virker helt utrolig her i dag, når man tænker over det.

   Planen blev med mig selv at stå uset uden for vinduet, se hvornår bageren, skulle til at spise frokost, så gå ind og spørge om smuler. Han blev helt vild, da jeg forstyrrede ham, i at spise hans madpakke, jeg blev jaget ud, og skulle gå, men jeg blev stående i døren, kikkede (stirrede) på hans madpakke, svarede ham ikke.

   Med en gang, sagde han, hvad glor du på knægt, jeg sagde at det var hans leverpostej, er du sulten? Jeg svarede, ja meget, så fik jeg resten af madpakken, jeg spiste den med stor besvær, men fik jo også, en rigtig stor pose, med smuler med hjem, så at jeg, da ikke skulle gå sulten i seng.

   Næsten hver dag, måtte jeg spise den skide leverpostejmad, men fik som den eneste, fra æ by, altid smuler, af den gode bagersvend. Jeg husker endnu hvor lykkelig jeg blev, ved at have fået mit eget sted.

1960 – 1961 –

 Gehejmeråd stien rundt om æ Dam:

 

 

 

   Da jeg var hjemme i Haderslev, på ferie da jeg var 14 og 15 år var vi et par stykker, som da skulle ud at køre motorcykel. De havde tilsammen tre motorcykler til bane og grusgrav kørsel. Jeg var heldig, at kunne låne en af dem. det gik godt, mange gange, at køre på stien om dammen, det var lidt besværlig, når vi skulle løfte dem over de forhindringer, der var på turen, som i jo nok kender, hvor det skal forhindre køerne i, at løbe væk, ved de gennem gange, der var i indhegningen. 

   Vi opførte os ordentlig, når vi så at der kom folk på stien, holdt vi stille, for at de trygt, kunne komme forbi os. Det var altid en dejlig tur at køre, nogle gange kørte vi igennem Pamhule skoven, op til Christiansdal, eller til Tørning, et par enkelt gange, helt ud til ladegård igennem skoven, over træbroen ved Tørning mølle. Vi undgik næsten altid de veje, der havde asfalt på, også fordi det ingen nr. plade var på.

   En gang ventede politiet på os, ved Bergs plads, da vi kom fra Hørgårds vej over Erlevvej, ud af stien mod Bergs sted. Men vi gjorde som vi holdte, farede lige i gennem dem. Vi var nu klar over, at de i hvert fald ville vente på os ved Damende, så vi gemte motorcyklerne i nærheden af den lille bro, der går over i nærheden af Christiansdal i et buskads, gik over Hammelev hjem til Haderslev. Cyklerne, blev først hentet et par dage efter. Det var sku en spændende tid.

1965 – 65 –

Lidt larm i Byen, de mange bøder og så fredet igen:

 

     En gang, da vi var lidt rundt i byen, vi vores lidt hvalpe tid, nitten år, vel jeg tro jeg var. Vi var Jens Hansen (Snot jens) og Kurt Sørensen fra æ Kloster Lejf Skjødt (lejfi) Christian (Kette) og Niels (Røv) og et par mere, som jeg ikke lige husker nu. Vi var kommet op at toppes, med en hel flok Elitesoldater, der var kommet til byen, til en form for opvisning. Vi var to hold, de var vel en 4 til 5 mere end os.

   Pludselig kom politiet kørende, det hele skete ved hjørnet af Jomfrustien og Nørregade, vi nåede helt op på æ Kloster, af forskellige smutveje, flere forsvandt under turen, for at gemme sig. Af de 5 vi var på æ Kloster, løb de fire til bage mod Torvet. Jeg ville gå ind af en dør til en gang, som jeg kendte, ud af bagdøren og gemme mig i baghaven. Da kom der pludselig en politibil op, fra selve Klostret mod Torvet og der blev råbt, så kan du godt komme her hen, polle.

   Jeg kunne også ligeså godt gøre det, for ellers hentede de mig bare, der hvor jeg boede, eller på mit arbejde. De tog mig med på stationen, hvor jeg sad og kede mig, til de havde fanget flere, af de andre. Snot Jens og Kurt havde de ikke fundet, de sad nede ved møllestrømmen, under det vandfald, der var der ved slusen. De fortalte sener, at politiet lyste med deres tag lygte, rundt over vandet, for måske at se at finde dem. Det var i alt 4 politibiler der får rundt i byen, for at lede efter os.

   Nils røv blev fanget i en op gang, omme i Højgade helt oppe på 3 sal, hvor han hang, bag et gardin, der var der, for at skulle skjule en el måler, det lykkes ikke rigtig for ham, da han hang der, var hans under ben et stykke under gardinet, så politiet trak bare i benende og vupti, så havde de ham, så var det bare med på stationen.

Den barske betjent:

 

   Der oppe på stationen, var der en røv af en betjent, ham havde det været, meget bøvl med, siden han var kommet til Haderslev, han kunne ikke lide os, der kørte motorcykel, men det var gensidigt. Vi havde altid kunnet det godt, med alle fra politiet, det de udførte, var jo deres arbejde, som man råber, får man svar. Jeg provokerede, ved at sidde med mine ben, oppe på hans skrive bord, han blev helt blå i hovedet, og fortalte mig, at det eneste jeg trængte til, var en røvfuld.

   Jeg forklarede, at det, kunne han sku ikke give mig. Han blev endnu mere vild i varmen og ville have mig med ud i baggården, det blev jeg lidt betænkelig ved, for så måske endnu, en anmeldelse mere, hvis han fik bank. Bag ham, var der to af de gode betjente som jeg kendte meget godt, der nikkede til mig og jeg spurgte ham hidsigproppen om det ville få følger for mig, han svarede, nej ikke for nogen af os, vi var da med en gang begge, blevet nogle rigtige mandfolk sammen.

   Nu ville han have rigtig gang i den, kunne jeg se i hans luskede øjne. Da vi kom ud i gården, prøvede han at give mig et judo kast, det endte med, at jeg gav ham et hoftekast og et par på æ gummer, så han blødte som bare fanden. På det tidspunkt, var der allerede fire betjente, der fik mig lagt ned, så jeg ikke kunne lege med min nye legekammerat.

 Da vi kom ind, havde de fra militæret været der og havde fortalt, at de ikke ville anmelde det, for så kunne det måske få følger, med fremtiden og deres videre karrierer. Det med legekammeraten, skete det heller ikke noget med, for han havde jo sagt til hans kollegaer, at det ville det ikke ske, men det var jo før, det skete, men det holdt hans kollega ham fast i.

   Mange gange fik jeg bøder, af det afskum og den dårlige taber, så at jeg måtte gå til mesteren og fortælle min situation og slap for flere af bøderne og kort efter, slap vi for ham, han var blevet overført til, et anden tjeneste sted.

1964 – 1965 –

Rekorden på min Motorcykel.

Over torvet fra Storegade til Aabenraavej:

 

  

 

   Den ene var fra rundkørslen, ved Ribevej – Omkørselsvej. Det forgik om natten (sen aften) der blev brugt en hel de personer, til at spærre af, så at ingen kom til skade, højst den person, der ville lave rekorden. Jeg fik min Triumph tiger 100ss i 1965, med en topfart på 150 km i timen i 3 gear og en topfart på ca. 175 km. Det er jo nu 45 år siden, så der vanker vel ingen bøde for det nu, eller klip, som jo heller ikke, eksisterede den gang, det var heller ingen hastighedsbegrænsning den gang, men at man skulle køre efter forholdene. Hvad for forhold: De ni: Udsyn – vejr –vej –vind forhold –belysning – belastning – førerens tilstand – køretøjets tilstand og trafiktæthed.

 Det var heller ikke så meget trafik i det hele taget, den gang. Starten var fra rundkørsel, op i de forskellige gear med fuld skrue, når man passerede graven var mand oppe i 4 gear. Ude for Smedegade, ned i tredje, ved Hjembageriet var min Triumph oppe på de 150 km i timen. Ved Kosmorama biografen røg den op i luften og landede på fortovet ved Wancke Andersen i Lavgade (guldsmeden) og rev hermed den højre fodhviler af, ved trappen, så var det med at komme over, i venstre side i en fart og helt ind til kantstenen ved hybbe, opad Sønderbro og Aabenraavej.

   Den rekord kunne jeg ikke gøre bedre selv, efter to forsøg mere en anden dag.

ca. 1967 –

Hejlsminde- Disko – træ ølkasserne og pigerne på bordet

 

 

 Der ude på Hejlsminde badehotel, var det Disko hver fredag og lørdag, vi kørte der ud, næsten i hver uge, på vores motorcykler, det var et godt sted, at komme og få nogle øl den gang, det er ikke som nu, hvor man slet ikke drikker, når man køre på motorcykel. Ham som havde Disko der, var Jørgen, som jeg sener hen vil fortælle, en anden historie om.

   En af de første gange, jeg kom der ud, var der en fra Kolding som hed Erling (men blev kaldt for basse) han havde jeg hørt om, oppe på diskoteket, ved den gamle Grænsekro, hvor det var ind at komme, før det blev lavet, Disko i Hejlsminde mere historie, om den tid og sted sener. Jeg havde fået at vide, at han havde ordnet, nogle af mine gamle barske kammerater, det var lige inden, jeg var flyttet fra København tilbage, til Haderslev igen.

   Den gang, gik det hele ud på, hvem der bestemte i hønsegården, det blev et, hane spil, som mange jo nok husker. Først tog basse et bord op i tænderne, (man tog det i et hjørne, så det ene ben var mellem sine egne ben, for at på denne måde at styre bordet). Da han havde gjort dette, måtte jeg gøre det samme.

   Så tog basse en pige op på bordet og løftede det igen, jeg gjorde det samme, basse tog herefter, en kasse øl op, med sine tænder, (den gang var der 50 stk. i en kasse og kassen var af træ), gik ned i knærene, tænderne i side brættet og så løfte sig op i knærene, med hænderne på ryggen, det gik godt, jeg gjorde det samme. Så kom der ti øl mere på, så tyve på, og det samme gentog sig. Basse tog så en kasse mere, på den anden led oven, på den anden kasse, i alt to kasser og 100 stk. øl basse kunne ikke løfte dem.

   Så var det min tur, alle var spændte, jeg var sku lige så spændt, som alle de andre, jeg havde aldrig prøvet det før. Jeg tog så fat, med alt den kraft, som jeg kunne med tænderne i den ene side. Og vupsi, så stod jeg med et halvt bræt i munden, alle klappede helt vildt. Så var man inde i hakkeordenen, også fra den anden side. Basse blev en af mine bedste kammerater, jeg var flere år efter, med til hans bryllup i Kolding. Nu viste vi begge, at hvem der var, den stærkes både fra Kolding og fra Haderslev, og vi kom aldrig op at toppes, vi kunne altid regne med hinanden, der kommer sener, en historie mere, med basse.

 

 1964 – 1965 –

 ” Rekorden” på motorcykel, Sønderbro til Nørregade:

 

 

  Den havde jeg i flere år, der var flere der forsøgte, den blev aldrig slået. Jeg påstod at de 120 km var den højeste fart, der kunne køres i timen, på den strækning. En dag var der tre andre, der ville forsøge, at udfordre mig og slå min rekord. Det hele, som det drejer sig om er, at have mod, at være dumdristig, den rigtige placering på vejen, at kende sit køretøj 100%.

   Vi startede oppe ved Assistent kirkegården på Aabenraavej, med fuld skrald, ned af Sønderbro, op af Lavgade. På vej op af Lavgade blev jeg overhalet, af de to a de tre motorcykler, det gik knap så godt, den ene røg lige ud, han fik ikke svinget hurtig nok af, landede midt på torvet, i cykelstativerne.

   Den anden, som overhalede mig op af Lavgade, ramte den rist (jernplade) som ligger der endnu, på gaden lige hvor man svinger, landede over i en taxa, som holdt der til højre på Torvet. Den tredje som kom lige efter mig, kom også rundt i det sving, pludselig lød der et brag bag mig, jeg kunne ikke nå at se mig tilbage, jeg havde rigeligt at gøre, ved at holde motorcyklen på gaden. Jeg forsatte ned af Nørregade, hen ad Graven, om på æ Kloster.

   Jeg gemte min motorcykel, der omme. Derefter gik op af præstegade, over pladsen ved Domkirken, op af slippen mod Torvet, for at se, hvad der var sket. Politiet holdt der, en sygebil var allerede ankommet, Motorcyklen, der var kommet lige efter mig, havde som sagt før, klarede det første sving til højre, men ikke svinget til venstre, ned af Nørregade. Den var kørt lige ud, ind i den søjle, der også stor der, den dag i dag, ved Torvekroen (den gang Espresso).

   Jo den rekord blev ikke slået, det var ingen mere, der ville forsøge. Det var fire Triumph der kørte løb den dag, hvor de tre motorcykler, kom til skade, chaufførerne til dem, kom heldigvis ingen af dem, særlig meget til skade.

1967 – 1968 –

Disko – øl – piger,

motorcykler og politiet,

dengang da koteletterne, blev svinget:

 

 

 

  En gang, vi fra Haderslev var der ude, på Disko i Hejlsminde, fik vi vist lige lidt rigeligt, basse og jeg, var ude i gården og svinge vores koteletter mod en flok fra Vamdrup eller var det Vejen. Det havde været en aften, hvor der konstant, var kampe der foregik ude i gården. mens basse og mig var i gang, der ude, havde vi ikke opdaget, at politiet var ankommet fra Kolding.

   I kampens hede, fik de et par med, vi opdagede det først for sent, da det lå et par uniformer, sammen med de andre, der lå der rundt på gårdspladsen. Vi så på hinanden og kunne godt se, at det var noget lort vi havde lavet, vi viste, at det snart ville få følger, så vi gik ind på Disko igen, købte fire øl mere. Derfra gik der ud igen og ind igennem en hæk, der ude i gården, hvor vi kunne skimte, hvad der foregik, så kom der en politivogn mere og de kom i kamp med dem, der var ude i gården.

   Der var nu fire betjente, vel mod en 14 til 15 personer, de rev døren af, den ene politivogn og meget andet, så det var virkelig gang i den. Så kom der et salatfad fra politiet, der var mange betjente i den, jeg vil tro at der var en ca. 12 til 14 stykker med de fire der var der i forvejen. Vi sad der bag hækken og kunne nyde denne gode forestilling, i ro og mag og nyde vores øller.

   Det var virkelig en forestilling, af karat, det blev udelt knippelsuppe og andet godt til dem, der var sultne for det. Pludselig, var det spændende af forestillingen slut. De var så ved at fylde, salatfadet op, med personer, der skulle med på en udflugt, vil jeg tro, men det kunne også godt være, at det var til en weekend ophold. Nu var vi ved, at være lidt trætte af at ligge der nede og se denne forestilling, så vi måtte jo, gå ind igen på disko og se, at komme ud og danse, så vi kunne få vores bagsæde fyldt op, til når vi skulle, til at tage hjemad.

 

1963-1965

– Fjernvarme udgravningerne i Haderslev,

de små hop livet giver, med lidt hjælp:

 

 

 Dengang, var der i hele Haderslev, udgravninger til fjernvarme og var vejene jo gravet op, over gaden, mange steder fra hus til hus, det var forskellige, hvor bred, udgravningerne var, min store fornøjelse, på det tidspunkt var, at køre over de udgravninger. Ned af en gade kunne det være lige så mange udgravninger, som der var huse.

   På den ene side af vejen, det var sat det røde og hvide plastik bånd over, dem som de også bruger i dag, ved de forskellige udgravninger, for man skulle for det meste passe på, at det ikke var et bræt i de samme rød hvide mønster, for så gav det en, på sinkadusen, når jeg ramte brættet og måske, at få skrammer på motorcyklen og det ville jeg, ikke være så glad for, for det kostede jo penge, for at få det ordnet.

   Hvor flere udgravninger mødtes, kunne det være op til fire meter, på det bredest sted, så måtte man sådan ca. udregne, hvor stærkt man skulle køre, for at nå over uden at ødelægge baghjulet, eller vælte og smadre min kære motorcykel, for eks. 60 km i timen, flytter motorcyklen sig ca. tre meter i sekundet og så videre. Jo det var en fornøjelse, selv politibilen, skulle ikke nyde noget, at køre efter en, på sådan en hurtig bytur rund i de mange gader, rundt i Haderslev.

   Jo vi havde mange gratis fornøjelser, den gang, vi var meget glade for, at de gjorde så meget for os unge mennesker, så at vi rigtig kunne hygge os i fred og ro.

1967

tur til Kalø – en hjælp – en kamp – på Sygehus:

 

   En dag i 1967 om vinteren i Badstuegade 16, i gården til venstre, hvor jeg var ved, at tapetserer en stue, da en gammel kammerat (lajfi) lejf Scøtt (død) kom for at hente mig, da hans lille broder på 17 år gammel havde fået en røvfuld, af en fire mand fra Aabenraa, der var til bal, nede på Kalø.

   Jeg tog med i en bil, der holdt uden for, min pige den gang Mie (død) blev helt vild over, at jeg skulle ned og slås igen, ja det var næsten, en hver dags begivenhed, sagde hun, jeg tror at hun overdrev det lidt voldsomt meget, jeg mente at det da godt, kunne gå op til 14 dage, hvor jeg kunne holde mig nogen lunde i ro. Hun forklarede, at hvis jeg tog med flyttede hun næste dag.

   Nå det var det sku ikke noget at gøre ved, jeg kunne ikke svigte, en kammerat, der bad om hjælp. Vi tog af sted, da vi ankom til kroen, på Kalø var der en bil efter os, jeg spurte, hvem det var, det var en bil med en hel folk, fra Haderslev, der var med her nede, for at hjælpe, blev der sagt. Jeg blev halv sur, for så havde de ikke behøvet mig, syntes jeg, for så var de da nok, efter min mening.

   Da vi ankom, kunne vi ikke komme ind, for de to kontroller der var der, fordi, som de sagde, at de ikke ville have, ballade med os også. Det skulle de have tænkt på, noget før, så havde der ikke været en på 17 år der fået tæsk, af fire personer, de kontroløer var ikke deres opgave værdig. Dem regnede jeg ikke for en skid, når de kunne svigte en ung mand sådan.

  De fik et par dask:

  

    Så de fik lige et par hurtige af mig, så var vi med en gang inde i salen. Folk sad ved langborde på bænke. Der blev peget på nogle over ved muren, at det var blandt også dem, der havde været med til det. Bordet blev lige vældede over mod dem og så en af gangen trukket frem, fik så en på skallen efterhånden.

   Vi fik at vide, af de to største, var gået ud i gangen, for at ringe efter hjælp, fra Aabenraa, Leifi og mig gik der ud, det var i en lille gang det skulle foregå, for at få det hele sat rigtig på plads, en gang for alle. Der ude, kom vi så op, at kæmpe med dem. så blev døren pludselig åbnet, det var Egil den grusomme, som stak hovedet ind af døren, for at se, hvad det skete der ude, han fik en på snablen og fik flækket sin læbe, fik hurtig lukket døren igen.

   Da jeg var ved, at pande den ene et par på hovedet, slog ham, der kæmpede med lejfi en ud efter mig, jeg flyttede mig lidt, så skulle det nok være i orden, men den tøsedreng, slog med en stor cola flaske, han ramte mig med bunden af flasken, så mit blod stod ud af hovedet, jeg kom ud af døren, i en fart, fik et håndklæde fra Wc, omkring hoved og bød dem uden for, for at få tæsk,  men det ønskede de sku ikke, det var et held for mig, jeg var helt kroket, de kunne bare have gået hen til mig, og væltet mig med en finger, vil jeg tro.

   Jeg blev så kørt til Haderslev sygehuset, fik 14 sting syet i kraniet. Da jeg så kom hjem til Badstuegade, sagde Mie, jeg flytter i morgen, det gjorde hun så, Da tog hun også petroleums fyret med. Der var stadigvæk ild i, da de kørte op af indkørslen, og det røg endnu fra fyret, så man skulle faktisk tro, at det var et tog, der kørte forbi, der ude i slippen.

   Efter tre dage, da jeg var kommet hjem fra arbejde, var hun flytte ind igen. De to personer jeg havde omtalt, fik jeg hævn over, se næste historie fra Borgerforeningen (Dakow)

Borgerforeningen, dem fra Aabenraa, at slås alene;

 

  

 

   En dag, vel en måneds tid sener, hvor alt dette der var sket, det der nede på Kalø, sad jeg nede på borgerforeningen, ved et bord og ventede på mine makker, jeg var kommet lidt for tidlig. Da de fleste var oppe ved en anden makker, for at få lidt at drikke, det var i den anden ende af byen. Jeg ville tro, at det ville gå en lille halv times tid før de kom, så jeg gad ikke, at gå der op, for så straks at tage ned på Dakow igen.

   Da jeg sad der, ved et bord, helt for mig selv, Ja så kom de ind af døren, otte mand stærk, af de stærkest fra Aabenraa og omegn. Så nu var gode råd dyre, man sank lidt sammen, for at de ikke, skulle lægge mærke til mig, lige med det samme, men jeg var den første, de lagde mærke til, følte jeg.

   De var meget højt rystende, talte om, alle de bank, jeg nu skulle til have, jeg tænkte kun på, nu måtte mine makker, sku godt se, at komme, før det var forsendt, at hjælpe mig arme stakkel, jeg følte mig helt alene i verden, på det tidspunkt. Lagde så en plan, det var det eneste, der var at gøre og tænke på nu, var det ingen plads til ridderlighed, over for dem, når vi kom op at slås, alle tricks gjaldt nu.

   Da jeg endnu ikke kunne se at mine makker ikke komme, kunne jeg ikke vente længere, jeg stormede ud af døren, ned af trapperne, mod tunnelen, der er ud mod Jomfrustien. Da jeg kom igennem svingdøren, trak jeg dem, halv tilbage og da de kom farende, efter mig smækkede jeg dørene lige i hovedet på dem, og stangede ud efter dem. De kunne ikke komme til, for hinanden, men det hele gik så stærkt, at de ikke nåede, at komme til, før de lå på gulvet i tunnelen.

   Jeg må sige, at selv i dag, har jeg det dårlig, ved at tænke på, den måde det hele skete på. Jeg var helt forundret, da det hele var forbi, jeg ordnede lige noget først, og gik så op, i salen igen. Da var der kommet, to af de 6 makker som jeg skulle mødes med, de spurte, om jeg havde brug for hjælp, da jeg fortalte dem, hvad det var sket, jeg svarede nej, det hele var forbi nu.

   Pludselig ca. en lille time, kom Rosa hende fra entré kassen, susende ind af døren, fortalte noget til tjenerne og op til indehaveren, Børge Christensen (død) de grinede over hele hovedet, Børge kom nu ned til vores bord og gav en omgang, fordi det var den bedste historie, de havde hørt i mange år.

 

Hvad var det sket?:

 

    Hvad var det sket, var så morsomt, det var en taxachauffør og hans kollega, der havde sat nogle personer af i Åbenrå. På vejen hjem til Haderslev, havde de fortalt, til alle der kørte, i de forskellige taxaer over radioen, hvad det var sket, og hvad de havde været ude for, hvad de havde kørt med. Forklaringen kommer her, da de syv, ud af de otte lå ned, var den sidste stukket af, ned til Jomfrustien, hvor han gemte sig, da jeg ikke kunne se ham mere, da jeg var der ude på gårdspladsen, efter noget benzin.

  Da de lå rundt omkring mig, og jeg sørgede for, at de lå helt stille, jeg måtte jo gøre noget, for kom de først op i salen, til mig igen havde jeg ingen chance mere, og ingen overraskelse moment. Så hvad gjorde jeg så, jeg trak deres bukser af, tog dem med ud i gården, rev en benzinslange af en af de knallerter, der stod der ude, fik benzin på deres bukser og satte ild til dem, der på gårdspladsen, så viste jeg, at de ikke kom der op i salen igen, ja det røg sammen med bukserne også nogle underbukser med i farten.

1965.

 Den uheldige, ned at ligge, lille mig:

 

   Jeg kom kørende en dag, hen af Gåskærgade i Haderslev, fra der, hvor nu bredgade er i dag, hen imod Nørregade. Da jeg var ca. 50 meter fra Nørregade, kunne jeg se en folkevognsrugbrød, holde inde i højre side, jeg tog farten lidt af. Pludselig, trådte en ældre dame ud, bagfra folkevognsrugbrødet, jeg måtte ligge min motorcykel ned, for at undgå at ramme hende, så hårdt.

   Det blev så ikke den helt store skade hun fik, men nok til, at hun kom med sygebilen, hendes briller blev knust og hun fik en ordentlig flænge over øjet, det kunne jeg se, da jeg besøgte hende, ude på sygehuset, med en blomst. Da jeg lå der nede på vejen, under min motorcykel og ikke kunne komme op, i første omgang, det var ikke behageligt, men så kom hjælpen? troede jeg.

   Bag mig, hvor jeg lå, holdt der nu en bus, ud derfra, kom der nu mange ældre mennesker, med deres stokke trak de mig, både i benene og i armene så de kom ud til alle sider, så kunne jeg, da jeg slet ikke røre mig, en tøddel, imens flere, af de andre gamle slog på mig, med deres stokke og paraplyer.

   Jeg må indrømme, at jeg var sku ikke så stolt, af den situation, jeg befandt mig i og i det øjeblik, kunne jeg slet ikke lide de ellers så søde og rare gamle mennesker, som i de hersens Morten Kock film, plejede at vise, jeg ønskede dem alle hen, hvor peberet gror. Mine redningsmænd, kom til sidst over og fik mig befriet, fra de gamle og fra min motorcykel, der stadigvæk lå over mig. De grinede meget, de havde meget svært ved at få motorcyklen op på ret køl, for bare grin, som de fortalte mig bag efter.

 

 De gamle:

   

  De skreg læderjakke, fartbølle og mange – mange andre slemme ord, hvor selv jeg blev forbavset over, at hører alle de gloser, de i virkeligheden kunne, sådanne nogle fine gamle mennesker. Jeg var sku glad for, at jeg den dag, havde taget min hjelm på, det var på grund af, at det var kold den dag, det var ikke den gang, et påbud, at køre med hjelm. Jeg var sku helt sort, over det meste af kroppen, dagen efter.

   Det var faktisk det tættest, jeg kom på, at få en røvfuld. Jeg var faktisk, inu mere skadet, end hende, jeg havde kørt ned. Mine redningsmænd og vidner var, da politiet kom, en forsikrings mand, en taksator og to kriminel betjente, jeg kunne jo ikke have bedre vidner vel. De havde stået der på hjørnet, af Gåskergade og Nørregade, hvor det den gang, var der hvor sygekassen lå.

   Da den gamle dame, var ved at gå over gaden, bag ved rugbrødet, de ville advare hende, da de havde råbt til hende, for at advarer, men hun kunne ikke rigtig hører, hvad de råbte om og forsatte over gaden mod dem, hun så sig ikke til venstre, da hun kom fri, ud bag ved rugbrødet, derfor skete ulykken. Jeg havde ikke en jordisk chance, for at undgå, at ramme hende.

   Med så gode vidner, så blev der ikke en sag ud af det og heller ikke endda en bøde denne gang, kun et lav tæsk, en smadrede motorcykel og en lang tid, med at vente til, min motorcykel blev færdigt, hos motorcykel mekanikeren. Jo det var en fin tur, med lidt for meget underholdning for min smag. Men det er helt sjovt, at tænke tilbage på, hvor man var så ombejlet den gang.

 

1963 –

Det var gang i den, en ung gut på de 17 år,

på sin motorcykel, men ingen øl:

 

 

  Da jeg tjente i Knud byttede jeg min cykel med hjælpemotor med lidt penge oven i for en Triumph Teeri på 150cc, en cyll., som jeg havde skrevet om før. Den gang, holdt alle de unge der kørte på motorcykel, til der ude, alle fra Haderslev og æ Feld, der ude, var der fuld gang i den.

   Det var der, hvor vi unge kunne følte os hjemme, men det skiftede hele tiden, hvor vi kunne komme ind. De fleste steder, hvor der var bal, ønskede de ingen ind, der bar læderjakke. Der på Fjelstrup kro, lærte jeg dem at kende fra æ Feldt. Det var bølle Ole, Jørgen Lund og mange andre. En dag da vi var til bal, lå vi og kørte rundt uden for kroen og skulle vise os, da stod der en hel flok inde fra kroen, der ude på gaden, for at kunne se forskellige nummer, vi lavede, på vores cykler.

   Der var en gut, der stod og snakkede med den ene af tjenerne, han fortalte, at den knægt der, kørte der på motorcykel, kun var lige fyldt 17 år, hvad fanden, kunne han da ikke bare, havde holde sin kæft med det. Men han havde vel ikke tænkt sig ordentlig om, jeg tror ikke at det var bevist, for at skade mig. Men det værste var, at jeg fremover ikke kunne købe øl, på kroen mere.

   Det var og mange ude fra området der kørte motorcykel, fra nabogården i Knud, kørte forkarlen på en NSU Konsul 500cc. En cyll. En stærk sidevogn motorcykel var den, men ikke så hurtig, men han kunne køre fra min i topfarten, men ikke i optræk. Den gang var det ikke mange, der ude på landet der havde bil, så det var cykler eller motorcykler.

   Jeg købte min, hos smeden i Knud, selv sådan en lille landsby smed, havde den gang altid, en tre til fire motorcykler til salg. Man må sige, om vi så havde fået et par øller og blev stoppet skete det ikke noget, bare man kunne stå ordentlig og snakke rimelig fornuftig. Den gang, for at få taget sit kørekort skulle det være virkeligt stor slem, eller at man var fræk og for dum at høre på.

   Vi kunne komme godt ud af det, med politiet de var lokale, og kendte os alle dengang, for politiet er jo til at hjælpe, os arme synder, for at vi kan finde den rigtige vej, at følge, i fremtiden her i livet, de ville os kun godt.

1965 –

 Vi lavede lort i den, de små tricks, uden at tænke os om:

 

 Når jeg tænker tilbage på den tid, Da jeg kørte på min Triumph tiger 100 SS fra 1964, havde vi mange nummer, det ville jeg ikke gøre i dag om så jeg fik  100.000 kr. ville jeg ikke gør det i dag ! hm nå. Når vi var ude at køre, var det mig en fornøjelse, at køre så tæt på en lastvogn i bag, så at jeg kunne få forhjulet med styret og armene ind under ladet, så man kunne knalde hjælmen ind i ladet, der var på køretøjet for at vise de andre, at det var sådan det skulle gøres.

   En gang gik det knap så godt, vi kørte over en lille humpel ladvognen og mig og min motorcykel, så sad jeg fast. Jeg gjorde tegn med hovedet, til de andre, for mine arme sad, fast der under ladet. Det var et held at vi kørte på hovedvejen a 10 mod Kolding og det tog faktisk temmelig lang tid før mine kammerater opdagede hvad det var galt, så de kunne få stoppet bilen. Og et par af kammeraterne kunne få trykke ned på min motorcykel, så den gik ned i forgaflen så jeg kunne komme fri af ladvognen.

   Chaufføren af lastbilen var meget ulykkeligt over, hvad det var sket, han troede, at det var hans skyld, vi lod ham i troen og svarede at det skulle han ikke tænke på, alt gik jo godt, han blev meget glad, også at det ikke kom politiet på, og gav 50 kr. til mig, så jeg kunne invitere de andre ind på et cafeteria, for at få kaffe og at vi på den måde kunne falde helt ned igen.

   Men, at han havde travlt og skulle skynde sig, for at kunne nå det han skulle, inden han kunne holde fyraften. 50 kr. var sku mange penge sådan at give ud, vi tjente 400 kr. i ugen dengang. Det med at overhale skulle normal ske, med fuld skrue på. Men, jeg kunne li at blære mig med, at køre op på siden, af en ladvogn med anhænger og trække ind mellem begge kørere tøjerne, ligge der, et par minutter. Når man så kørte forbi førerhuset, så chaufføren helt forkert ud i ansigtet, og truede helt vild. Det er helt dumme, dummy, når man tænker på det i dag. Til en oplysning var der på den tids lastvogne, noget længer mellem forvogn og hænger.

1966 –

 Traktoren, bonden der lyver, Rømø, rystetur:

 

   En sommer dag, da vi stod der oppe på Torvet, en lørdag ved to tiden, de fleste fik jo fri, der ved tolv – et tiden fra arbejdet. For den gang, arbejder man også på en lørdag den halve dag. Så fandt vi lige pludselig ud af, at vi ville til Rømø, det var jo en dejlig tur der over, mange lige strækninger til at køre stærkt på. Vi tog vel en seks til otte motorcykler af sted.

   Den dag som jeg nu vil fortælle om. Da vi var en små ti km efter, der hvor rundkørslen ligger der i dag, på den anden side af Toftlund, lå jeg der en lille halv km foran, ja jeg lå faktisk på langs på cyklen, for at få den mindste luftmodstand, det gik virkelig der ud af, på den tid var det virkelig stærkt at køre de 180 km. ca. i timen. Men pludselig, kom der en traktor ud fra min højre side, med en landbrugs vogn bag, jeg snittede akkurat lige forbi bagsmækken, helt ude i rabatten.

   Det var et under, at jeg kunne få den ud på vejen igen, med den fart, men heldet følger en vis slags mennesker, men det lykkes på en eller anden måde, at holde motorcyklen på rette kurs. Da jeg holdt stille, kom makkerne og holdt stille sammen med mig. En af dem gjorde mig opmærksom på, at bonden var bakket tilbage igen, jeg susede så tilbage selv, stod af cyklen og gik hen til bonden. De eneste bonden sagde, det var, at han ikke havde kørt frem, det gentog han hele tiden.

   Jeg røg op i traktoren og gav ham de på skallen, kørte så hen til de andre igen. Det var rigtigt, at bonden ikke havde set sig rigtig for, før han kørte ud. Det var også rigtig, at jeg kørte rigeligt stærkt, så vi havde vel lige meget skyld hver, den gang var det fri hastighed, men at man skulle køre efter forholdene. At han nu måtte lære, at man ikke må lyve, det måtte jeg jo huske ham på, det havde han vel selv lært, hans børn, sener hen i livet.

   Da vi så, var ankommet til Rømø og hold der ved stranden, kom der så først reaktionen med en ordentlig ryste tur. På vejen hjem, blev det den dag, da kørslen var mere rolig fra min side, det var en, af de advarsler man for, og det skal man være glad for, det kunne være gået meget være.

 

1967 –

 Badstuegade 16 i gården, Besøg fra Viborg,

en overnatning, hvad man ikke må, straffen:

 

 

  Da jeg boede der nede i Badstuegade, kom der tit motorcykel kører og overnattede der, inden de skulle nord på, eller syd på. Det blev mange gange, til en lille fest. En af gangene, da vi havde et sjak fra Viborg (som i kan se i falke billeder, fra første generation, hvor de ligger over det hele, også på gulvet) blev det den helt store fest, til langt ud på natten.

   Inden vi gik til ro, fortalte jeg dem, at de kunne drikke de øl, de kunne have, men at det var et men? Barskabet, måtte de ikke rører ved, med alle de fine flasker, i mange forskellige farver, ellers ingen ekstra forklaring hvorfor og at det ikke ville være godt, for dem selv hvis de rørte dem. Det havde de alle forstået, og lovede højt og hellig, at de ikke ville røre flaskerne.

   Da de alle, jeg vil tro, en 8 til 10 stykker der fra Viborg sov, der nede i stuerne og vi andre, sov oven på. Pludseligt der om natten, blev vinduet åbnet med et brag og ud af vinduet, lå der en person og knækkede sig noget så grusom. Vi skyndte ned og skreg af grin, over synderen, som jo ikke kunne holde, hvad han havde lovet.

   Da hans kammerater fik at vide hvorfor, grinede de endnu mere af ham, sagde at det var straffen, for ikke at høre efter, hvad der blev sagt. Forklaringen var, at vi næsten aldrig havde sprit i huset, det blev drukket allerede ved ankomsten. Men det vi havde i skabet, var vand med forskellige farver i, det så sku godt ud, med alle de flasker. Men det var lige en hage ved det, vandet var råddent, da det ikke var kommet atamon i vandet, som skulle forhindre, at det skulle ske, den sidste gang de blev fyldt op.

   Så at folk der kom på besøg, kunne se, at det hele ikke kun var en gang druk, der nede i Badstuegade og at vi godt kunne have, et lager af det stærke vare, uden at drikke det med de samme.

 

1967 –

Badstuegade 16:

Min hund Bjørn, til disko, den bedste kammerat:

 

  Min alle bedste kammerat, var min hund Bjørn, som mange af jer jo nok husker, fra nede i Badstuegade, eller på Disko i Hejlsminde. Bjørn var med mig overalt Når vi skulle ud til Disko, hoppede den selv op bag, på min Amerikaner Bonnie, jeg tog så mit halstørklæde, bandt det rundt om os, dens poter, lå på min skuldre, så gik det der ud af.

   Kun en gang, var den urolig med at køre på motorcykel, det var en gang, det begyndte at hagle, mens vi kørte, men det kom vi ud over, den gang for fremtiden, fordi Bjørn fik motorbriller på. Lige en beskrivelse af Bjørn, til alle der ikke kendte ham, hans mor var schæfer og hans far var en rottweiler. Han så ud som en schæfer, men langhåret, meget kraftig bygning, efter hans far.

   Han var en god vagthund, der hjemme, men også på Disko, hvor han sad under bordet og passede på vores pladser, når vi var ude for at danse, Bjørn kunne altid lugte, om det var nogen der hørte til, ved vores bord, for vi lugtede jo alle, efter olie og benzin, Bjørn fil altid en øl når vi var i byen, aldrig mere en, da det så godt kunne være et problem, når vi skulle køre hjem.

   Det var kun gået galt en gang, da var han sur, fordi han skulle køre med i bil. Jeg har haft mange hunde i mit liv, men kun en som Bjørn, som elskede motorcykel livet, vi var sammen hele døgnet, kun når jeg var på arbejde, måtte han klare sig selv.

1968 –

Med Bjørn, på vejen til stranden:

 

   Da jeg havde min Nimbus med sidevogn, tog Bjørn og mig, mange forskellige turer rundt her i det sønderjyske, vi havde mange pragtfulde timer sammen, når jeg tænker tilbage på den tid, ja, vi forstod sku hinanden, men det kommer vi til, at høre mere om sener hen.

   Når vi skulle af sted til stranden, var det til Hejsager strand, hvor jeg kunne komme helt ned på stranden, med Nimbussen. Når vi startede hjemme i gården i Badstuegade, hoppede Bjørn op i sidevognen, vi kørte altid over Vandling. Når Bjørn og jeg kom vi lige ud af Vanding by, stoppede jeg Nimbussen, Bjørn hoppede af og løb forude.

   Jeg skulle jo følge de forskellige sving, men Bjørn krydsede lige over, han kendte vejen, om jeg kørte med en fart på 30 km i timen, fulgte han godt med, ja han kunne få det varmt. Men det havde han en måde at ordne det på, ved alle de steder der ude på marken, hvor det stod flere drikke trug eller et badekar, til kørerne, sprang han op i vandet, havde kun lige hovedet oppe over vandet og fulgte mig med hoved og øjnene, når jeg kørte forbi, der ude på vejen.

   Når det ikke var drikkekar, men en branddam, sprang han over hegnet og svømmede lige lidt rundt, for at køle sig lidt af. Så op igen og overhale, sådan gjorde han mange gange, til vi nåede ud til æ næs vej. Her stod Bjørn og ventede, han viste, at den vej, måtte han ikke krydsede, jeg holdt an og han sprang på i sidevognen igen, derfra kørte vi resten af vejen til Hejsager strand, sådan skete det på vejen hjem igen, jo det var en rigtig motorcykel hund.

Bjørn og de gode madpakker, i flyvesandets skær:

 

 

 

  Når bjørn og mig så ankom der nede ved stranden, kørte jeg helt ud i klitterne, tog sidevognens sæder ud, satte dem op af sidevogns hjulet, der havde jeg en god side plads og lukkede bagage lugen op, jeg kunne bruge den som spise bord og til at have mit, drikkelse stående.

   Bjørn fandt altid en forhøjning, så han kunne overskue området, han kunne side der i time vis, når det så blev for varmt for ham, så var han lige ude, at få en lille dukkert, så tilbage til hans plads igen, der på det højst punkt i området. Derfra kunne han holde øje med alle mennesker, der færdes der på stranden. Han tiggede aldrig mig, om mad, han viste at det havde vi ikke for meget af og aldrig af mig ved stranden.

   Bjørn fik som en rigtig hund skal have det. et måltid om dagen og det var om aftenen, men alt hvad han kunne drikke. Men det var Bjørn da lige glad med, han havde hans egen taktik, lå selv sine planer, for at få et ekstra godt måltid, så når folk gjorde sig klar, til at spise der ved stranden, listede min kære hund sig ind på dem, som en rigtig ulv.

   Når så de lukkede deres madpakke op, var han klar, så tog fanden med ham, på fuld fart ned mod madpakken, for at dreje af i sidste øjeblik, så det stod en stråle med sand i madpakken og på de folk, der var ved at skulle til at spise. Folkene blev mange gange helt tossede (men jeg kendte jo ikke hunden) de smed så madpakken væk, den hentede Bjørn så, åd den, med største velbehag.

   Men kan i tænke jer, at han kunne ikke engang dele, eller at han kunne gøre tegn til mig, om jeg kunne tænke mig, at ville have noget. Nej den skid, den var lige så egoistisk, som alle andre. Var det en god dag, kunne han skaffe, en tre til fire madpakker, når han så kom hjem, var han kræsen, og gad så ikke æde mere og da slet ikke tørfoder, han var vel så mæt den skid, af alt den gode mad.

   Fik han mange madpakker en dag, gad han sku ikke løbe fra æ næs vej, til Vandling og prøvede jeg så at få ham til at hoppe af, kunne han godt snære lidt, det var også forståelig, men jeg sku da lige prøve, om han havde fået nok at spise, så var der jo ikke nødvendig, at han fik så meget dagen efter. Det var sku noget andet for mig, de fleste penge, gik jo til motorcykel, forsikring, vægtafgift, husleje, strøm. gas og lidt til halsen, jo det var hårde tider for landkrabber og os stakkels motorcyklister.

1967 –

 Badstuegade 16 :

Det lille samfund, vores sammenhold.

Snapsen, fru kusse, højtiderne:

 

 

   I baggården i Badstuegade 16, til venstre var det et hus hvor vi havde lejet, det er væk nu, der er bygget helt nyt. Det var et helt lille samfund der nede i gården, med alle de lejligheder, der var den gang, hvor alle kom hinanden mere ved. I en overgang boede vi vel, en 4 til 5 personer i lejligheden, men fredag – lørdag – søndag overnattede der en 3 til 6 mere + mange var der om dagen.

   De helt gamle der boede helt nede i gården fandt vi nogle gamle havemøbler fik dem malet så de kunne side der og nyde det om sommeren. De fik mange gange, en flaske snaps af os og af vores hjemmebryg af øl og vin, som vi lavede i 25 liter beholder, vi havde en vinter, vel en små 5 til 6 beholder i gang. Når det var jul eller nytår ryddede, vi den store stue og ind kom der borde og stole så var det åben hus for alle der boede i gården og motorcykel kammeraterne.

   Vi havde aldrig problemer med nogen dernede. Alle hjalp med noget, fru kusse (Kruse) vor genbo der nede i gården, stegte ænderne til jul og lavede sovsen, så det blev altid en god jul da vi boede der nede. Nytårsaften var det åben hus, et par dage, jo det var sku gang i den dengang.

   Det var da vi flyttede ind, var der mange gange uro i gården når folk var på vej hjem, fra æ bums og lige skulle ned i gården, for at lade deres vand der, men det fik vi hurtig et tag på, efter et par måneder var det ingen problemer mere, det var vist mange der fik ondt i gummerne.

 

At brygge øl og lave vin,

det smagte som det rene ræve pis og terpentin:

 

   De øl vi bryggede den gang, var så stærk, det var aldrig nogen, der kunne drikke mere, en højst to små glas, ellers blev de sku skidt tilpas. Det var mange der prøvede på det, men vi andre viste godt, hvad vi kunne tåle, da vi havde prøvet på det på os selv, mange gange før og havde lært af det på den barske måde.

   Det smagte som ræve pis og terpentin, men virkningen, den var sku god. Vi der boede i lejligheden og delte den store husleje, på de 70 kr. om måneden, drak af små vinglas denne liflige øl, med måde. Det var en gang værten, fra et disko der var på besøg, der også var vant til, at få en hel del at drikke, vi advarede ham, da han havde fået to glas og da vi kørte, var han i gang med de tredje.

   Da vi kom hjem igen der på morgenstunden, sad han der i nu, var kun halv færdig, med det tredje glas og hans bukser, så sku ikke for godt ud, hverken udvendig og jeg vil heller ikke tro, at de gjorde det indvendig. Han fortalte sener, at han var helt lammet og kunne ikke en gang rejse sig op, skulle aldrig smage det igen.

   En dag snakkede vi om, en person, vi ikke havde set i et par dage, som boede sammen med os (navnet er os bekendt) fandt kaj ham oppe på et ekstra værelse, som lå oven på, det tilhørte faktisk den anden lejer der også boede i huset. Men det lånte vi tit da hun ikke brugte det ret meget.

   Der lå han på en briks en 25 liter beholder oppe på et skab, en slange ned fra beholderen i hans mund med en klips på, så han kunne stoppe tilløbet ind imellem. Derforuden havde han en slange, påsat dilleren og ud af vinduet, så han kunne holde den kæfert, hele tiden uden at skulle rejse sig op. Det var blot en lille hage ved den situation, slangen var utæt ved dilleren, så vi måtte fjerne begge slanger for at få ham ædru igen.

1968 – 69 –

 

De afskyelige unger, på æ kloster, vores kolonier, på bådene.

Vi fra Hasle a, kunne klae olt:

 

 

   

 

   På klostret havde vi vores bande, nemlig æ kloster bande, bander dem var der mange af, i Haderslev, ja a vil sige, at næsten hver en vej havde en, og vi kæmpede mod hinanden. Men når der kom en motorcykel forbi, stoppede vi alle, med at kæmpe, for at se hvad for et mærke det var, om den var tysk, eller engelsk.

   Meget tit var det med kæppe, stænger og alt mulig, der blev brugt, ja endda mange gange bakker med rådne æg, som vi hentede på en, af de æg pakkerier, der var dengang her i byen. Når det blev råbt alarm – alarm og det blev slået på æ skraldespand (den gang var de af metal) så alle på a kloster kunne høre det, til sidst, var det et helt kor af larm af de spande, over hele området.

   Vores område var fra æ Torv, fra æ præstegade ved Apotekergade, fra æ Jomfrugang ved Bispegade, ved æ klostervænget fra æ Brandvej (hvor bispen ligger i dag) og dammen som udgjorde de andre to sider, jo det var vores eget lille rige.

   Vi havde også vores egne kolonier, den ene var der ved brandvejen, som var opfyldning, der vor nu pølsevognen ligger, ved dammen. Når dammen sider, blev udvidet mente vi, at det jo også var vores område, det kæmpede vi for at beholde. I dag kan jeg godt se, at det var mere naturligt, at det hørte til Brandvejen, Storegade.

   Vi hjalp de forskellige gade bander, som de hed den gang, men mod betaling, det kunne være våben, eller slik med videre og en del af krigsbyttet der blev erobret fra de andre bander. Der var også en overgang, hvor flere af de andre bander, var lagt under æ kloster bande, efter at de var blevet besejret af os.

   Men, det ikke altid at vi kunne stole på dem, når det var ved at knibe i en kamp. Men sådan er det også, ude i den virkelig verden, med de forskellige lande imellem.

 

Den anden koloni, damerøv og hans Nimbus kakkelovnsrør,

katkatrine – ballade heine:

 

 

 

   Den anden koloni var gammel have på Erlevvej, som vi mente, at den tilhørte os på æ Kloster. Da mange af dem fra æ kloster, havde haft kolonihaver der. Den gang, var det med grise og meget grønt, som de kunne drøje kosten med, for af få lidt mere mad og for på den måde at kunne klare hverdagen bedre.

   Da blev alle haverne nedlagt, fordi der skulle bygges, et hotel der, men det blev heller ikke til noget, det er der, hvor campingpladsen er i dag. Så dem fra børnehjemmet, som lå lige ved siden af, måtte ikke lege der for os, der var vores mente vi, derfor kæmpede vi mange gange, for at beholde det for os selv. Det samme var som den anden koloni, at det var mere naturligt, at det tilhørte dem og ikke os.

   Det kan man også se her i dag, men kampene skulle jo have en årsag. En gang stormede vi børnehjemmet fra to sider, vel med en femogtyve drenge, inde fra æ gammel have. Vi havde også lejet fire både fra Madsen ved æ dam, som udlejet både, for en kr. pr. time for båden og en person. De følgende personer, kostede halvtreds øre mere pr. time.

   Så fire mand lejede fire både og resten stod så ved broen ved omkørselsvejen og ventede. Vi var vel en seks til syv personer i hver båd, da vi angreb dem der fra vand. Der ved siden af gammel have, lige før den nye rundkørsel, går der endnu en stor hulning ind fra vejen.

   Der boede Falk, i et træskur, han fik tit besøg af damerøv på hans kakkelovnsrør en nimbus og der holdt han mange kaniner, vel et halvhundrede stk. Falks kammerat hed damerøv ved byens befolkning, det var vist hans navn, når vi drenge oversatte det fra tysk.

   Han kom sammen med kat katrine fra a Badstuegade, som var ballade Heines mor. Falk ham skulle vi ikke drille, så gik det bare helt galt, det viste vi jo af erfaring. Var vi to bander, oppe at slås med hinanden, kunne han komme farende og jage os alle væk, jo ham havde vi sku alle sammen, respekt for.

Sammenhold, svinetønde låget, gummitræer

og krig med æ brandvej:

   Det var et sammenhold dengang, det var, som vores motto var, ved falkenes start, en for alle og alle for en. Når vi var i krig med en anden bande, var der ingen der stak af, når det kneb, det ville også være synd for personen, for så fik han endnu mere tæsk, af hans egne kammerater og det var meget være, sådan var det dengang.

   Derfor kunne vi også banke, de fleste andre gadebander, om så de var meget større end os i antal, eller i alder. Det var barske tider dengang, men vi havde et hemmelig våben, en fra æ kloster havde en gammel tysk motorcykel med sidevogn, hvor så en fra os, kunne ligge i sidevognen når han kørte en lille tur for os og spionere, hvad det skete i området, og vi kunne så træffe de rigtige foranstaltninger her ud af.

   Det var en aftale for at vi vaskede motorcyklen en gang imellem, en rigtig god aftale. De fleste var jo nøglebørn, som man kaldte dem den gang, men de fleste af os havde bare ikke, en nøgle til hjemmet, da både far og mor var på arbejde, ja dem der havde en far, som boede sammen med familien.

   Når det regnede, stod vi mange under et halvtag, eller under nogle trapper, for at være i læ for regn og vind og sne. Når det blev råbt alarm i gaderne og der blev slået på skraldespandene, så var det fordi, en anden bande var kommet ind på vores område. Så blev der blev grebet til våben.

   Det kunne være meget, der kunne bruges, hvis man ikke havde sine egne våben (skjolde og svær i træ) inden for rækkevidde, det kunne som skjold, være låget fra en af de svinetønder, eller skraldespande, der stod i alle baggårdene og man kunne bruge tøj stængerne, som holdt tøj snorene oppe med tøj på, det blev vi ikke populær på, når tøjet så kom til at falde ned på jorden, når vi fjernede dem, vi måtte bruge hvad det var ved hånden.

   Når vi fangede nogle, som overgav sig, blev de taget med ned på dammen, ved æ bunkers, hvor der stod de hersens træer, som også er på kirkegårdene, vi kaldte dem for æ gummi træer. Vi kravlede en fire til fem mand op i træet, så det bøjede helt ned, til de næsten rører jorden, for så at binde toppen af træet til et andet træ.

    Så fat i fangen, binde begge hans ankler fast til træet, skære så forbindelsen over til det andet træ, der nede ved roden, med en kniv og svup så røg fangen op i luften og hang og dinglede der, oppe i toppen af træet.

   Jo fangerne oplevede mange ting, så det var helt forståelig, at de fleste, helst ville være på vores side, i gadekrigene.

 

At fiske, a skaffe havelåger,

gipsfigurer, og dunhammer.

 

   Vi gjorde alt for at tjene en skilling, så vi kunne få lidt lommepenge, vi fiskede med et stykke snor, en korkprop, en krog og med et stykke brød på og solgte fiskene til de gamle på æ kloster.

   Den bedste tid var som skrevet før til fastelavn men også for mig første og anden nytårs dag. Da kom der altid folk til mig for at jeg skulle finde deres havelåger, som jeg altid fik en skilling for at finde, jo støre beløb de ville give jo hurtigere var lågerne at finde.

   En gang da jeg var ved at hugge lidt is væk ved den første lille bro ved ro klubben, for at trække et par havelåger ind til bredden, for at kunne udlevere en af dem blev jeg overrasket af tre af de ejer af lågerne, de havde lugtet lunten, med at jeg var så skrap, til at finde deres havelåger, flere år i træk.

   Det var sku en ordentlig røvfuld jeg fik og ingen penge det var sku det værste, så det var det sidste år, med den ekstra fortjeneste, men vi fandt altid på nye måder, at få til lidt lommepenge på.

   Vi solgte dunhammer, gik til købmand for de gamle, og gipsfigurer, som vi selv lavede og malede dem solgte dem, ved dørene, da vi var vel en syv år gammel. Men alt det det skete den gang med salg var kun på æ kloster, i vores område, hvor alle kendte alle.

   En gang blev en tosset mand på klostret, gal på en af drengene, fortalte drengen, at han var rigtig dum, fordi han havde fået det at vide, to gange før, at han ikke ville have os unger, rendende og sælge ved dørene, det forstyrrede ham, når han skulle have en lille lur, før aftensmaden, og han spurte knægten; hvad han brugte hovedet til. Knægten svarede: til a kan kik u a.

Anders And på Klosterkirkegården og afstraffelsen:

 

   På æ klosteret var der en mand der drak meget, han hed Anders Frost, han var en ondskabsfuld mand, der gik og bankede konen. Datteren måtte på børnehjem, på grund af druk, med pengenød og herved en stor forsømmelse af familien. Konen knoklede på en fiskefabrik, nede på havnen og han daskede rundt og drak, når det ikke var arbejde, der nede på havnen, den gang var det daglejer, der havde arbejde på et skib, med at losse. Var der ikke skibe inde i havnen, var det ingen arbejde, at udføre.

   Når fru Frost kaldte på hendes mand Anders, nede fra det lille hus, der nu er brækket ned på grund af forsømmelse af udlejeren, fra æ jomfrugang, lige over for æ Bundgas, hvor vi sad der og ventede ved spisetid, til hun kaldte og råbte: Anders – Anders – og vi råbte i kor, Anders And – Anders And. Så blev han helt tosse og løb altid efter os unger, for at give os, et par på æ skalle.

   En gang, fik han fat på et par, af de mindre og gennem tævede dem. de var så bange, turde ikke fortælle det til nogen der hjemme, for så fik de endnu mere tæsk, sådan var det den gang, man måtte ikke være fræk, over for voksne.

   Som hævn lukkede vi luft ud, af hans arbejdes kammerats motorcykel, en tvn Tysk Triumph på 250 ccn. to takts en cyll. med to stempler, der kom og hentede ham til arbejde, når det var længer væk, og skulle lige ind til Anders, for at de lige, kunne nå at få et par øller, inden de skulle køre på arbejde.

   Det med at han bankede dem, han kunne få fat i, ville vi unger ikke finde os i, da jeg var krigsfører for klosterbanden, blev der lagt en plan, for at stoppe hans ondskabsfuldheder, en gang for alle. Jeg var med til at lokke ham, til at løbe efter os, om på klosterkirkegården. Han var hele tiden, lige ved at fange mig, på den måde gav han ikke op, men blev med at forfølge, mig og Kurt.

   Da han løb efter os, ned af en af gangene, sad et par af de andre parate, med et stykke strik, der var bundet om et træ og to mand holdt i den anden ende. Lige så snart vi var løbet forbi, trak de i strikket og Anders faldt, så lang han var. Så var det sket med Anders, vi var vel en små ti drenge, der havde skjult sig bag træerne og gravstenene, der kom farende med kæpper.

   Så fik Anders And, tæsk som aldrig før. Han rørte aldrig mere os unger, fra æ kloster og turde ikke være fuld der hjemme, ved klostret mere, for han var sku bange, for at få tæsk igen, må vi tro, der havde vi igen gjort, var en god gerning, med ondt, skal ondt fordrives og datteren kunne så, komme på besøg en gang i måneden, om det var derfor. kan ikke vides med sikkerhed. 

Han fik hovedet af,

Enken og de tre børn, den barske virkelighed:

  

    På Klosteret, lige før torvet jeg vil tro, at det var i nr. 3 elle 5 boede der en ung familie, mand og kone og tre børn. Vi unger var der mange gange der, ved fyraftens tid, for at se når han kom kørende hjem fra arbejdet, på hans motorcykel.

  Det var både ham og motorcyklen, vi beundrede meget, kan jeg huske, men mærket på motorcyklen husker jeg ikke, men det var en letvægts motorcykel. Men en dag, kom politiet, fortalte nogle af de andre drenge, der havde været uden for, så til os. Da vi andre var kommet tilbage til æ klostret, fra dammen, da politiet var gået derind, havde konen skreget og var løbet ud på gaden.

   Der græd hun voldsomt, den ene betjent, prøvede at trøste hende, men uden held. Da hendes mand var på vej, hjem fra arbejde, var han blev ramt af en traktor, med en stor skovl på, var død på stedet. Den gang, var det svært for en kone, at klare sig selv med et barn, men hun havde jo tre børn, eller var der fire? Og var vel uden uddannelse eller en livsforsikring.

   Så hun gik vel ind i frelsens hær, for at kunne klare sig, med børnene. den gang var det kun faderen der arbejde, når det var et ægtepar, for vi mødte hende sener hen, der nede i kostforplejningen på Naffet, to huse fra slagteren.

God mad i frælle, ganske gratis,

altid at kunne få sulten stillet, mindst en gang daglig:

   Bespisningen i frælle, som vi kaldte det på sønderjysk, der nede kunne alle vi børn, gå ned og spise gratis. Det var det eneste sted i landet, hvor man kunne det. Alle de forskellige forretninger gav til frælle, det kunne være kød fra de forskellige slagter og andre madvarer, fra købmændene i Haderslev.

   Vi havde vel en små 20 stk. af dem en 10 slagter og vel en 14 til 16 bager. Så når far drak og mor var stukket hjemme fra, var der så jo altid, et sted, hvor børnene kunne gå hen, for at få et måltid mad.

   Jeg kan inu huske, at hver mandagen var det risengrød, med kanel og en smørklat i og fuldsang jule øl, skænket af fuldsang, til tirsdag var det fiskedag, det samme om fredagen, det var vel fordi det var torve dag de dage, de fik vel resten for en slik, så fiskene ikke blev fordærvet, om onsdagen og torsdagen, viste vi aldrig hvad vi fik, det var altid en god overraskelse (altid veltilberedt og god mad vi fik i frælle) Lørdag var det også fast, med kartoffelmos og røde pølser(vi gik dengang i skole lørdag formiddag) folk arbejdet også, den gang om formiddagen).

   Men søndag var det lukket, det var mange ked af, så gav det måske ikke noget, at spise den dag for mange. Man skulle spise op, for de man bad om, det hed lille, mellem, eller stor, spiste man ikke op, fik man ikke noget næste dag, blev det truet med, men jeg kan ikke mindes, at nogen er gået sultne derfra.

   Det var også her nede at man fik at vide hvor der var gadekampe i byen, en gang lokal avis med alt nyt fra byen der kunne interessere, vi drenge.

 

Giv en skilling, et godt formål, ingen skal gøre dem til grin:

 

          Jeg må indrømme, at frælle er dem, jeg har givet mest til, der til jul af penge, til deres indsamling. Dengang i min barndom var der hængt tre store gryder op, som symbol vil jeg tro, på maden de gav væk, forskellige steder rundt i byen, for at samle penge ind, og tænk den gang, kunne folk lade dem være og de havde endnu mindre penge, som folk har i dag.

   De gjorde en stor forskel, i børnenes tilværelse den gang. Da vi var blevet voksne og mange af kammesjukkerne, var flyttet fra byen, tog vi mange i byen, den sidste uge før jul, rundt på byens værtshuse, for at se om nogle af de gamle kammerater, var kommet til byen, for at holde jul med deres forældre, på den måde mødte vi mange, af kammesjukkerne igen, efter måske mange år.

En gang sad jeg på stoppestedet med et par kammerater fra vores barndom, og frælle kom ind for at samle penge ind, for at kunne gøre noget godt. Som de altid havde gjort for dem der havde det svært her i tilværelsen.

   De begyndte at spille og de fleste af dem der var der inde, tænkte på den tid, hvor de hjalp os, også med film, vi kunne se der nede, i frælle for 25 øre og i den rigtige bio kostede det en krone.

   Med en gang, var der ved et bord, et par københavner og 5 til 6 andre tilflytter, der begyndte at gøre grin med, dem som spillede fra frælle. Hele værtshuset rejste sig op, de andre udefra, så helt forbavset ud, det gjorde de også, da de landede ude på gaden.

   De fik nok også forståelsen af, at vi fra Hasle holder sammen, uden at vi havde snakket sammen, det var ganske naturlig for os alle, at der er noget, man bare ikke g

 Hestevognen stilfuld og højtidelig:

De to sorte damer, Du skal altid møde op:

 

   Vi fra æ Kloster, var tit oppe på Torvet og se når postkassen blev tømt der om aftenen, det skete på en Nimbus med varesidevogn, med en kasse på, til at fragte posten, det var vi unger helt ville med at se på, vi ville alle, have en Nimbus når vi var blevet store det var vi enig om.

   Også omme i Apotekergade, da vi var mindre, det var for at se et begravelse optog, som altid kom fra domkirken og gik op over Torvet ned af Lavgade – Sønderbro – Åbenråvej og så op til assistent kirkegården.

   Det var Vognmand Tang fra Astrupvejs hestevogn med et lang følge, af folk som den gang, gik hele vejen efter vognen, det var et flot at se på, syntes vi børn den gang, alle var i sort tøj, mænd som kvinder, sorte heste med sorte feder i hovedtøjet og som barn tænkte man på sangen: ( så giv mig en hest mor, som jeg kan ride på) hestene var spændt for den udsmykket vogn og alt var så i sort, vognen kan ses ude på vogn museum på Simmerstedsvej, hvor den er udstillet.

   Alt forgik i stilhed, da alle var helt tavse, det syntes vi børn, var helt utrolig. Selv de to gamle damer, der altid var i sort, dem som altid snakkede med os børn om, at komme i kirke, for at vi altid skulle møde op, til de forskellige gudstjenester. Vi gjorde altid alt, for at undgå dem, selv dem, var helt stille sådan en dag.

   De var altid fast med, ved alle begravelser, hvis de da ikke lige var syge. Var det fordi de kunne lide at gå til begravelser? eller mente de, at det var en god gerning? For at få tiden til at gå? Eller for begravelse kaffens skyld? Det må være i det udvise.

   Vi børn var nogle gange med sådan lidt i baggrunden og når jeg tænker tilbage på det, mindes jeg at alt var så stilfuldt og højtideligt ved en begravelse for at vise respekt, for den afdøde.

   Der var den gang en forening for bærer, de skulle møde op, seks mand i sort og bære kisten, det fik de deres betaling for i første omgang af bedemanden. Det med at komme i kirke, var det lidt småt med for os hvalpe, vi børn havde jo frelle, som vi også var til nogle møder med, uden at overdrive.

 

Når julen nærmede sig, søndagsskolen, juleposerne:

   Men når julen nærmede sig måtte man gå i søndagsskolen mindst fire gange i træk, for at man den sidste søndag, kunne få en jule pose, som vi alle børn så gerne ville have (det var den gang, at slik var en sjældenhed) mest frugter.

   Den sidste gang jeg var med, for at kunne komme til at få en pose. Søster Dagmar og søster Alis fortalte, at det var for sent, at jeg var kommet og at jeg nu kunne nå, at komme tre gange og det jo var en gang der kom til at mangle. Jeg forklarede, at det var da skam ikke for posens skyld alene, at jeg kom for, ja næsten uden at lyve, sådan endda.

   Ved afslutningen den sidste søndag før jul, skulle de til at uddele juleposerne. Da gik jeg helt alene ned af midtergangen, jeg kunne mærke, at alle så efter mig, jeg stillede mig ude for nær hoveddøren, lidt lige omkring hjørnet og jeg ventede spændt om der da ikke var nogen, der havde fået medlidenhed, med mig lille arme stakkel.

   Det var det, først kom præsten ud til mig med en pose som han havde skjult med hans kjole, jeg takkede mange gange, han sagde husk på, nu at komme til næste år og at ikke fortælle nogen, at jeg havde fået denne julepose, det lovede jeg præsten mange gange.

   Jeg satte posen ned bag en af de sten, der står på skrå der ved kirke muren, så ingen kunne se den. Følgende skete, først kom søster Dagmar, så søster Alis og jeg lovede det samme for dem, som jeg havde over for præsten.

   Inden de andre børn kom ud fra kirken, skyndte jeg mig hjem, med mine poser. Alle de andre havde været i søndagsskolen fire gange for en pose, jeg havde været der tre gange for at få tre juleposer, så at jeg mente at de næste tre år kunne de nok ikke betale sig, for de havde jo nok snakket samme, om hvad det var sket, og så havde de ingen cancer, for at tage mig ved røven til næste år, tænkte jeg, sådan helt ubevist, næsten da.

 

 

1964 -65 –

 

 Politiet på BMW, ved korskro banen, ved Esbjerg:

   Der var motorløb, på korskro banen og vi var en flok fra Hasle a, der ville der over for at se motorløb og på den måde få en tur sammen, ud af det. Jeg havde lige tilkørt min nye Triumph Tiger 100 SS og fået pillet lidt ved den, så den kunne bare gå der ud af.

   Den gang, syntes jeg det var vældig spænende og sjovt, at komme til motorløb, for den gang, kørte de med de motorcykler, vi andre kørte på vejen med. Men de var jo, meget mere tunet. Det var på den måde, man snakkede sammen om, at nu, kunne min motorcykel, køre fra din (mærket) i dag er det næsten alle af de samme mærker vel en små max 15 forskellige, den gang vel en 40 forskellige motorcykler mærker

   I dag er firs %, det hele drejer det sig om, at have flest penge og på den måde, mest råd til de nyeste maskiner, få dem top tunet, ja penge, er i dag, næsten alt i motorløb. Den gang, var det fri hastighed (sådan da) og det gik hurtig, der over til Esbjerg,

   Den dag, jeg kørte fra en Norton Dominator 500ccm, jeg blev sku da helt stolt over det. Jeg ville ikke ind til motorløbet, det var meget sjover, at køre om kap, der ude på vejen. Så jeg kørte en fire til fem km. tilbage, ventede på, at det kom en, der kørte stærkt og ville køre om kap.

   Det skete vel en små 4 til 5 gange, så kom der ingen mere, da var løbet startet. Så var det alligevel for sent, syndes jeg at gå ind og skulle også betale for det, så vi var et par stykker der lå på græsset, lige ude for hoved indgangen. Vi der lå der, kunne over skue, en tredje del af banen, det var sku nok.

   Når vi samtidig kunne spare vores små penge beholdninger, som dengang, kunne ligge i den hule hånd under kørslen uden at falde af hånden.

Den dygtige  motorcykel betjent.

 

  Så kom der to motorcykelbetjente, på deres BMW og parkerede, lige over for os der lå der, vel for at holde øje med dem, der kom ud fra motorløbet når det sluttede og at de ikke kørte helt tosset, altså efter deres mening.

   Man kunne tydeligt se, at den ene betjent var et føl, den måde han kikkede på, gik rundt på. Så skete det, folk strømmede ud, tog deres køretøjer, vel en 80% motorcykler og 20% biler, de kørte af sted, med et lyntempo. Den erfarende betjent, kørte efter en flok mod Esbjerg.

   Føllet ville efter, en flok der kørte mod Kolding, da han sætter i gang, med hans BMW, ligger han pludselig ned på jorden, vi der lå der på græsset, skreg af grin, meget højlydt, ham på BMW en prøvede igen, med næsten ful gas, den super blærerøv, ned at ligge igen, og nu skreg vi endnu højre op.

   Da han kørte om svinget og de andre var kommet inde fra banen, fortalte vi hvad det var sket. Jeg forslog at vi kørte over Ribe hjem, da jeg havde på fornærmelsen, at betjenten ikke havde glemt mig og ventede helt sikkert forude, på vejen mod Kolding for at snuppe os, for gengældes, at vi havde moret os så meget over ham, så vi var enig om at køre a Ribe til, det gjorde vi så. Han havde nok ventet forgæves på mig, mon han står der endnu ?

1967 –

Badstuegade 16 i gården.

Vi hjælpsomme naboer – fordeling af arbejdet:

   

    Vi havde en god nabo, det var Ingerlise Kruse, som boede ved siden af, der i baggården. Det var en nabo, der var med på den værste, der kunne tåle en spøg og være med på den værste. (Det var hendes moder, der lavede vores juleand med mere, som jeg har fortalt, i en anden fortælling, der fra Badstuegade og hendes to brødre, jens der var med i Falkene, i første generation og broderen Verner, der var med i anden generation (Vise præsident) død.

   En gang kom Ingerlise farende over til os, der i lejligheden som var der ved siden af, hvor hun boede og var helt ulykkelig og bange. Det var lydt et mægtig stort brag, toppen af hendes petroleum ovn, var røget af, flammerne stod en lille meters penge op, over ovnen. Jeg og snugge, røg der ind, jeg tog en pose mel og en pose sukker, fra hendes køkkenskab, hældte indholdet ned i ovnen og vupti, var der ingen flammer mere.

   Men røg, jeg siger røg, så vi måtte lukke alle vinduer op, for at prøve at få røgen ud. Folk oppe i byen måtte tro, at det var nogle indianer, der sendte røg signaler op, der nede fra Badstuegade. Eller at der kørte et damptog der nede igen, som i de gamle dage. Vi blev knap så vellidte for det, med alt den røg, der i lejligheden, ved Ingerlise, men hun var da glad for, at det ikke var de store flammer mere.

   En anden dag, blev jeg trukket til siden af Ingerlise, hun fortalte; at jeg havde sprunget over, ved vask, af den fælles gang og det skulle være nu, at gangen blev vasket. Jeg tog en spand med sæbevand og hældte ud på gulvet i gangen, det var ikke nok, det skulle også skrubbes fortalte hun.

   Det kunne ja da hurtig ordne, startede min Triumph, kørte ind i gangen, holdt så på for bremsen og gav gas, så baghjulet farede frem og tilbage fra side til side. Det sprøjtede sådan så ganske lidt, på væggene, men det var sidste gang, jeg blev bedt om at vaske gangen og det havde jo sine fordele.

 

1967 –

Badstuegade 16 i gården,

Lort i hjørnet. Helt på røven, en halv pakke makaroni:

 

 

  Min gode nabo, Ingerlise, tog fat i mig en dag, hun ville vise mig noget, sagde hun, vi gik ud i den lille lukkede gård, der var mellem vores lejligheder, min hund Bjørn, fulgte os derud. Jeg kunne se der inde fra min lejlighed, bag gardinet, stod Flyver polle og snugge og lurede, hvad det skulle til at ske.

   Ingerlise pegede på jorden, der foran hendes køkkenvindue (begge lejligheders køkkenvindue, er vendt ud til den lille gård) der var fuld af hundelorte der. Hun spurte; hvad jeg ville gøre ved det, for at få Bjørn til at skide et andet sted.

   Jeg kikkede på hende, lagde min hånd på Bjørns hoved, kløede ham og roste ham, for ikke at skide ved vores vindue. Jeg kunne se på ham, at han forstod mig, han kunne vel heller ikke lide lugten, henne ved vores lejlighed.

   Bjørn var en forstående hund, han vedblev med at besørge sig ved naboens vindue, også for at hun ikke skulle glemme ham, ku man tænke sig. Min kære nabo, var hurtig, med at få dem fjernet, men det var Bjørn vel også klar over, han kunne vel hel ikke, holde stanken ud, når han var der ude i gården.

   Men, et godt naboskab, er jo heller ikke af vejen, at man kunne tåle, noget gas, gør det heller ikke så ringe endda. En anden gang, det var da jeg boede lidt længer henne af Badstugade, det var i et lille værelse, bag i Falkenes klub lokaler, som jeg havde lejet. Jeg var helt på røven, alle pengene man tjente, var blevet brugt på motorcykel og lidt sprit.

   Så det var ikke penge til mad, de sidste to dage, til det gav løn igen. Så tog jeg hen til min gamle nabo Ingerlise, spurte om jeg kunne låne lidt mad, det kunne jeg godt, hun havde ikke ret meget, men delte det sidste hun havde, det var en pakke makaroni som jeg fik det halve af, en af de to dåser makrel i tomat, det kan man kalde en god ven, at dele den lille smule, der var tilbage af mad, det kan mand kalde at være et godt menneske.

   Da jeg kom hjem med min fangst af mad, trak jeg rullegardinet ned og var ved at koge macaronni, da det bankede på ruden, det var min broder Peter, han råbte der ude fra, jeg ved at du er der, jeg kan lugte, at det er mad, du er ved at lave, luk mig ind. Inden maden var færdig, var vi fire personer i alt, om at dele maden, ja vi blev faktisk bare, endnu mere sultne,

1967 – 68 –

 De barske gutter – fra Sønderborg –

En forskrækkelse – Hurtigt hjem igen:

 

 

    En dag kom der to gutter fra Sønderborg, på besøg, de havde holdt oppe på Torvet og havde spurt, hvor der skete noget her i byen. De var blevet fortalt, at de skulle køre ned i Badstuegade 16 i gården, der skete der da altid noget, var det blevet dem fortalt.

   De blev vel modtaget, da de jo også kørte motorcykel, men da det var gået en lille times tid, kunne vi ikke tåle at høre mere af deres pral, med alt det de kunne, det var sku da træls at høre på.

   De pralede med alt hvad de kunne og om det ikke var nogle friske piger, de kunne snuppe. Jeg sad og tænkte på, at det her måtte stoppe og jeg fik en ide, nu skulle få en skræk for livet, en gang for alle og vi måtte se, hvad for nogle helte de var. Jeg gik ind til min kære nabo, og fortalte hende, om de to pralhalse.

   Vi lavede en aftale, og skulle nok for dem skræmt, vis der blev problem med dem, der over i hendes lejlighed, ville vi være der som en mis. Jeg gik tilbage til min lejlighed hvor vi jo boede, vel en små 5 til seks personer, det var en lørdag eftermiddag, den gang, havde man en halv dag fri.

   Jeg fortalte de to gutter, at det boede en dejlig steg, her ved siden af og at hun var frisk og med på den værste. Jeg fulgte den første sådan halv på vejen, ude i vores fælles gang, mellem lejlighederne, og bad ham om at banke på døren, det gjorde han så. Døren blev revet op en hånd kom ud, tog i hans hår og rev ham ind, døren blev smækket igen.

   Vi var spændte, på hvad det så ville ske, med en af heltene, den anden af heltene, havde ikke set, hvad det var sket, der ude i gangen. Vi stod inde i stuen og kikkede ud i den store gård, hvor alle vores motorcykler stod, derfra kunne vi se, til naboens lejlighed.

   Med en gang, blev vinduet slået op ved naboen, en person sprang ud af vinduet og så helt skrækslagen ud i ansigtet, han var uden tøj, på over kroppen, sprang på hans motorcykel og farede i fuld fart op af slippen, til Badstuegade og hjem til Sønderborg.

   Vi kikkede på den anden af heltene, fortalte at det nu var hans tur, til besøg ved vores nabo, han begyndte at stritte imod, da vi tog fat i ham, for at føre han der ind, men så begyndte han, at komme med mange undskyldninger (de var virkelig gode) men han var skrækslagen.

   Han fortalte, at det var hans kammerat, som fik ham til at prale så meget. Med den angst han havde, hvis vi havde trukket ham helt ud på gangen, havde han tisset i bukserne, for det ukendte, af bare skræk og tude sig halv ihjel. Så det var så, om så, med ex helten.

   Hvad de hed, husker ingen mere, men vi så dem heller ikke mere her i byen, men de var jo nok kureret, med at prale i fremtiden, skulle vi fra huset, da mene, så et godt naboskab er en god ting, til at ordne nogle små ting.

 

Motorcykellister, den gang, jeg var ung og som det er i dag,

vilkårene var meget forskellig.

 

   Når jeg tænker tilbage på dem, der kørte den gang og på dem, der kører i dag, på deres motorcykel, er det jo en sket en stor forskel. I dag kan motorcykel koste en hel årsløn eller to til tre, som ny og man har da råd til i en familie, en bil eller to ved siden af. Den gang før i tiden kostede en super cykel, vel også en til to årsløn. Men den gang var pengene små. Det var næsten umuligt, at låne til en ny motorcykel

. Den der kunne låne lidt i banken, købte så en bil til familien, det havde dem der var i lære jo ikke råd til. Bilerne var meget sjælden der i min tidlige barndom. Da jeg var ca. 12 år gammel i 1958 begyndte det så, at komme flere biler til byen, så først i tresserne købte mange små biler, den lille mand, købte måske en lidt meget brugt bil. På denne måde, var der mange brugte motorcykler til salg, så mange, at de var svære at sælge til den rigtige pris og som de faktisk var værd.

  De gode, mellemstore og store motorcykler, var da dem, der var lidt interesse for og kunne måske sælges for en lille skilling, som en lille ugeløn elle to. På denne måde, havde en lærling også en mulighed, for at få et godt køretøj, til den lille løn som de fik der i læretiden. Motorcyklen som de der købte, blev jo brugt til at køre på arbejde, hele året rundt, i sne slud og kulde. Der om vinteren, måtte man inden under tøjet, have aviser i benklæderne og inden for jakken, for at holde varmen.

   Det var jo ikke råd til, for de fleste, at købe speciel Motor tøj. De små motorcykler og dem der var meget slidte, blev bare foræret væk, eller blev smidt ned til jernhandleren. Alle de cykler vi fik gratis, eller købte, for næsten ingen penge, lå vi der og kørte dørtræk med, ved åer – moser – stier marker og hvor vi kunne komme til at køre, uden nr. plade m.v.

   Uden, at blive fanget af vennerne, når de så var helt færdige og ikke kunne køre mere og at vi ikke, kunne flække dem sammen mere, kunne de jo altid komme ned til jernhandleren. Mange af de unge, der kørte motorcykel den gang, kørte måske et enkelt år og når de så havde sparet op, eller var udlært og tjente flere penge, købte de en bil og solgte motorcyklen. Så havde motorcyklen, ingen interesse mere, ikke som i dag, hvor man har begge dele og motorcyklen som fornøjelse og hobby.

   Men dem, som virkelig havde den store interesse for de forskellige motorcykler, over flere år og havde et fællesskab med os andre. Er så vidt det er mig mulig, at huske dem, vi var sammen med fra den gang, er forhåbentlig blevet nævnt her, i det jeg skriver om motorcykelfolket i en af afsnittene.

 

3 år af Falkenes start – jul sammen.

 

    Det var et sammenhold uden lige, dengang der i Badstuegade, alle der kom der hyggede sig sammen og dem der var spiste sammen, hvis det var mad i huset, det var ikke altid, at det var noget tilbage, når man kom hjem fra arbejdet det.    

   Mange gange sov der en 6 til 12 personer der, fredag – lørdag – søndag. Jo jeg vil tro, at det var der, hos mig, at tanken startede for mig, med på et tidspunkt, at få lavet en klub, som så sener efter turen til Aabenraa, blev til Falkene. Det var et godt fundament syntes jeg den gang, til at bygge noget op på, nemlig et kammeratskab mellem os alle, det havde det

   jo vist, når vi var til bal eller på disko, at det at vide at det var vær, at bygge noget op og videre på. Hvem kom der ned i Badstuegade 16? Min faste makker Svendåge Jensen – Snukke – Triumph. Karl Hansen – Bornholmeren BMW 600. Preben Madsen – Blaki- Triumph 500. Leif Skytt- Leifi – Bsa 500. lille Ejgil Jensen -–DKW 175. Aksel Skjødt – Grarup løven – BSA -650. Kaj Hansen -med den hurtige mz. Flemming Larsen – Jernhytt – Trident Flemming – Triumph 650. Palle Johansen – lille palle fra vest –Triumph 500. Bent Lille Bent – BSA 650. Henrik – Jernhenrik. Poul Flyver Polle – Børge en stamgæst og kammerat fra disko på Gulf. Og mange – mange flere. Falkene blev at mig nok kørt, som et fasttømret sjak, og i sjakket havde jeg min støtte til at få alt til at køre på skinner, i den periode, hvor jeg var formand.

   I 1971 blev falkene, en rigtig forening, på godt og ondt, med magtkampe og mange skift i bestyrelsen, alt næsten efter deres forskrifter, dem der blev formænd derefter kunne kun holde et år af gangen. Jeg var klubbens første formand og holdt i 1968 – 69 – 70 – til sep. 1971og mistede kun fire medlemmer i den tid. To døde, en flytte fra byen, en om kontingent betaling, som jeg hjalp kassereren at indkræve og en kunne ikke lide mig. Dem der kom derefter, gjorde hvad de kunne og magtede, for at prøve, at holde sammen på det hele.

    Kluppen holdt ca. stand i medlemstallet frem, der til 1974, men med meget udskiftning, så det har været rigtig mange, der har været der inde i falkene, for at vende i disse år. Flakker fra Kolding startede i de år, de udgik fra Falkene. Vi var stadig medlem af falkene, men det meste af det gamle sjak, holdt nu til på disko Golf, som jeg så havde for anden gang, nu med min kammerat Carl Hansen Bornholmeren, vi holdt stadig væk jul sammen, der ude på gulf terrassen med sjakket og stamgæsterne.

   Jo det var en god tid. Der i Julen og traditionen i tro, med kørsel der juleaften ved kl. otte. Efter os alle, havde spist sammen, tog vi en god køretur rundt i damparken – Bøghoved skov m.v. som vi havde, helt for os selv, vi mødte da, heller aldrig nogen, der ude på vores vej.

 

En opringning af en, gammel makker.

 

    Den 25 og den 28 – 11 -2011 blev jeg ringet op fra en gammel ven, jeg ikke havde set siden 1976 da han flyttede fra byen. Det blev sagt i telefonen det er Børge, jeg måtte tænke mig om, men 10 øren faldt ikke på plads, men ved nærmer forklaring var den hjemme. Det var en gammel kammerat, der havde været inde på Falkenes hjemmeside, den du læser nu, og han kontaktede mig så.

   Han havde fået fortalt, om Falkenes hjemmeside, fra en af hans gamle kammerat fra Haderslev, en der nu boede i Struer og blev kaldt Sile, Den gamle ven heder Børge Boysen og boede nu i Sønderborg og havde gjort det lige fra han var flyttede fra Haderslev der i 1976.

   Børge kørte på en Triumph tiger 100 på 500 kb. 4 t. to cyll. Børge var ikke med i Falkene, men en vi var sammen med på Disko i Hejlsminde og på Disko Gulf i Haderslev hvor han var stamgæst. Boede sammen med os andre af flere gange i Badstuegade 16 og nr. 5 i klubhuset. Børge fandt en pige der ude på Gulf, som så mange andre, men er sku sammen med hende, den dag i dag.

   Jeg kender kun til to par mere, der har holdt sammen mere der fra Gulf tiden. Jo det var som at få en julegave fra fortiden her i november. Jeg havde tit tænkt, hvor han var blevet af, jeg ville ønske, at jeg ville hører fra mange – mange flere fra den tid, hvor det var rigtig gang i den. Børge og har aftalt at vi mødes i den nærmeste fremtid og taler om de dage fra dengang.

   Børge spurgte mig om, om jeg kunne huske de to amerikaner, vi fik på besøg af, den gang der i Badstuegade, på deres to Triumfer. Ja efter vores tlf. samtale dæmrer der lidt for mig. De kom fra Detroit i USA og var rejst til England, der over havde de købt to stk. nye Triumfer, som de så var kørende på her til Danmark og var endt hos os, der i Badstuegade og blev ved os i temmelig lang tid.

   De havde fundet ud af, at Haderslev, nok var det smukkeste sted, her på hele vores jord. Men det kan godt være, at det også skyldtes, at den ene var blevet meget forelsket, i en pige. Det kunne nok heller ikke undgås, da det den gang, som nu, bor nogle af de flottes piger, i hele landet.

   Det var så galt fat med dem, at de til sidst, ikke havde flere penge. Så de ene måtte kontakte hans søster der over, så hun kunne sælge hans bil og sende pengene her over til Haderslev. De to amerikaner hed Kenneth Bell og Dittmer. jo Haderslev er et farlig sted at komme, det kan hurtig smelte et par hjerter, for en tid.